2 stjener: Populærvidenskabelig bestseller minder om en QAnon-konspirationsfilm på YouTube

Boganmeldelse: Historiker Rutger Bregmans storsælgende »Det gode menneske« vælger indimellem helt konsekvent at ofre sandheden til fordel for formidlingen – og måske burde den slet ikke være udgivet, funderer anmelder Rune Selsing.

Er mennesket godt eller ondt? Det spørgsmål har den unge hollandske historiker Rutger Bregman sat sig for at besvare med bogen »Det gode menneske«. Arkivfoto. Fold sammen
Læs mere
Foto: Victor van Werkhooven

Er mennesket godt eller ondt? Det spørgsmål har den unge hollandske historiker Rutger Bregman sat sig for at besvare. Det er hans pointe, at vores negative syn på mennesket, der deles på tværs af venstre- og højrefløjen, ikke bare har formet vores videnskaber, men også vores måde at være på over for hinanden. »Det gode menneske« argumenterer modsat for, at mennesket grundlæggende er godt, uselvisk og hjælpsomt.

Bogens kernespørgsmål bliver derfor, hvordan mennesket er i naturtilstanden. Er vi inderst inde gode, anstændige og venlige, som den franske filosof Rousseau mente? Eller er livet i naturtilstanden alles brutale kamp mod alle, hvorfor vi har brug for en stærk civilisation til at tøjle os, som den britiske filosof Thomas Hobbes skrev?

»På den måde er bogens ræsonnement ligesom en QAnon-konspirationsfilm på YouTube. Den ene cliffhanger følger den anden, om at NU kommer argumentet for at mennesket er født godt. «


Rutger Bregman anvender to slags dokumentation, der fylder omtrent lige meget: Anekdoter og naturvidenskab. Det bliver til nogle lange, men interessante kapitler om romanen »Fluernes herre«, hvor nogle unge mennesker strander på en ø og viser sig fra deres værste side. Bregman sammenligner med et eksempel, han har fundet fra virkeligheden, hvor nogle katolske skoledrenge opførte sig langt bedre, da de blev sat i en lignende situation.

Foto: People's Press.

Der er mere argumentativ kraft i Bregmans henvisning til en evolutionær teori om, at homo sapiens var sine konkurrenter overlegne på grund af medfølelse og venlighed. I naturtilstanden er vi derfor gode ved hinanden. Men hvorfor så al den ondskab og vold?

Det er, fordi vi har lært os selv, at mennesket er ondt og egoistisk. »Hvornår gik det hele så galt,« spørger han, og svarer, at det er fremkomsten af bopladser og privat ejendom, der har ødelagt os. Nogle vil måske indvende, at der er ret solid dokumentation for, at mennesket gennem historien er blevet mindre og mindre voldeligt. Men hertil svarer Bregman, at vores viden om vold i fortiden ikke strækker sig langt nok tilbage til at kunne sige, hvordan livet var i naturtilstanden.

OK – så vi har måske ikke sikker viden om vold i jæger- samlersamfundet. Men hvordan er det så blevet til dokumentation for, at det ikke var voldeligt? Det er det selvfølgelig ikke, men Bregman lader alligevel som om, at hans mange velfortalte anekdoter og vilde spekulationer udgør en overvældende dokumentation.

På den måde er bogens ræsonnement ligesom en QAnon-konspirationsfilm på YouTube. Den ene cliffhanger følger den anden om, at NU kommer argumentet for, at mennesket er født godt. Argumentet kommer dog aldrig, men forfatteren lader alligevel som om undervejs, og håber velsagtens, at læserne ikke når at opfange det.

Og man kan godt forstå, hvorfor mange har ladet sig rive med, og bogen er blevet en international bestseller. Den er overordentlig velfortalt. Velkomponerede anekdoter med overraskelsesmomenter, personlige vinkler og skarpe konklusioner. Simpelthen eminent god forskningsformidling.

Enorm spændvidde

Omvendt er det lige så tydeligt, at Bregman helt konsekvent ofrer sandheden til fordel for formidlingen. Man kunne kalde genren for forskningsformidling uden forskning. Til gengæld er bogens spændvidde enorm, og der er alt fra et (desværre misforstået) kapitel om oplysningstidens rationalister til et om »ægte demokrati« i Sydamerika.

Den vidtrækkende form med små kapitler er i og for sig en styrke ved bogen. For om ikke andet viser den, i hvor mange sammenhænge vores syn på mennesket er afgørende for vores handlinger. Fra indretninger af fængsler til KPIer i den offentlige sektor. Det maner til eftertænksomhed. Til gengæld tror jeg ikke, man kan tage noget som helst fra bogen for pålydende.

En skjult præmis for bogen er et strengt biologisk menneskesyn, hvor der ikke er plads til hverken samfundsvidenskab eller kultur. Det kunne man godt leve med, hvis ellers den naturvidenskabelige pointe holdt vand. Jeg har sådan på fornemmelsen, at Bregman først skrev sin bog, hvorefter nogen gjorde ham opmærksom på havardprofessoren Steven Pinkers moderne klassiker »The Better Angels of Our Nature«. Med netop naturvidenskabelig metode påviste Steven Pinker, at civilisationen har fået volden til at svinde hen til det rene ingenting sammenlignet med vores primitive fortid. Men i stedet for at kassere sin bog eller skrive den om, valgte Bregman at udgive den.

Det gode menneske
Forfatter:
Rutger Bregman. Oversætter: Poul Henrik Westh. Sider: 484. Pris: 299,95 kr. Forlag: People’s Press.