Ét er imidlertid beslutningen om at forsøge at befri gidslerne. Noget andet er de midler, der blev bragt i anvendelse. Forlydenderne i aftes om, at kun ét af de dræbte gidsler døde af skudsår, mens resten omkom af nervegas, må vække dyb uro såvel i den russiske offentlighed som i udlandet.
Blev der brugt nervegas, er der ikke alene anvendt metoder helt ude af proportioner med truslens omfang. Der er tillige brugt et våben, som er internationalt forbudt på grund af dets farlighed og grusomme konsekvenser for de ramte mennesker.
Ifølge de russiske myndigheder blev der anvendt sovegas. Kun de kommende dages opklaring kan bringe os nærmere sandheden, men det forekom unægteligt ildevarslende, at de overlevende i aftes blev holdt isoleret uden adgang for hverken pårørende eller journalister.
Imens øgede Rusland presset på den danske regering for at fremtvinge en aflysning af Den Tjetjenske Verdenskongres i København. Udenrigsminister Per Stig Møller afslog, og det bør han absolut blive ved med.
Det siger sig selv, og det burde også være indlysende for ledelsen i Kreml, at regeringen herhjemme ikke kan blande sig i, hvilke møder der afvikles på dansk grund, så længe det ellers sker i overensstemmelse med loven. At det forholder sig sådan, har intet at gøre med Danmarks generelle holdning til terrorisme. Når tingene fra russisk side blandes sammen på denne måde, giver det os nogle mindelser om fortiden, som vi helst havde været foruden.
Det vil være ærgerligt, hvis Putin aflyser statsbesøget og måske endda tillige det tilknyttede topmøde med EU. De to parter har i stigende grad brug for hinanden på en lang række områder. Men det er nu helt op til russerne. Som vi har indrettet os her, kan det ikke være anderledes.
Værftsstøtte
Intentionerne var gode nok, men det skortede tilsyneladende på det nødvendige forarbejde, da økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen lavede en bred aftale med Folketingets partier om genindførelse af støtte til skibsbygning. Forhistorien er, at Sydkorea fortsat pumper statspenge i sin kæmpemæssige skibsværftsindustri. EUs tålmodighed er sluppet op, og for at give egne værfter en chance har Unionen tilladt medlemslandene at genindføre værftsstøtte midlertidigt.
Herhjemme ville dette betyde, at skattekroner igen skulle føres over i den skrantende værftsindustri. Hvis altså ikke lige forliget indeholdt en bærebjælke, hvorpå der står Danmarks Skibskreditfond. Ifølge forliget skal halvdelen af værftsstøtten, svarende til 325 mio. kr., hentes i skibskreditfonden.
Det er her, forliget bliver løst i fugerne. Der skal laves »en aftale« med den selvejende skibskreditfond, som åbner for, at en bid af dens egenkapital på 7,7 mia. kr. overføres til støtteformålet. Det politiske budskab står mellem linjerne: Hvis fonden siger nej, vil den stå med det stærkt ubehagelige ansvar, såfremt f.eks. Lindø-værftet lukker.
Forligspartiernes hensigt kan der ikke siges noget dårligt om. Det kan ikke være skatteborgerne, der alene skal finansiere erhvervsstøtten. Men det er dybt problematisk, at man i skyndingen overser, at skibskreditfonden netop er en fond, og at den ikke uden videre kan omdannes til en gavebod for politiske forligsmagere. Store dele af dansk erhvervsliv er kontrolleret af fonde, og det ville se pudsigt ud, at en borgerlig regering rejste tvivl om respekten for denne ejerform. Fondens ledelse har da også allerede sagt fra.
Lige nu ser det mest ud til, at det ender med en regulær opløsning af Danmarks Skibskreditfond, hvis ikke forligets hastværk skal fremstå som makværk. Fonden bærer rundt på gamle lån samt lånetilsagn for tocifrede milliardbeløb, så en elegant eller hensigtsmæssig løsning bliver det ikke.
