Bits og bytes blæser i vinden

Det er den fagre nye verden, og lige om lidt er musik utænkeligt som noget, vi ikke køber over nettet. Bortset fra at det jo stadig kun er ganske få procent af musiksalget, der foregår digitalt.

Det generer dog ikke Oliver North Boy Choir, der ganske misvisende består af én sanger – tilmed en kvinde – og to musikere: Den blidt sjungende Camilla Florentz og Mikkel Max – begge med en fortid i de noget gnidrede indierockere epo-555 – udgiver sammen med kumpanen Ivan Petersen (nej, ikke Laban-sangeren) udelukkende deres musik via nettet. Hele fire EP’er er det blevet til i år, og nu kommer de som samlet album. Digitalt, forstås.

Det er sange, der næsten ikke har noget tøj på. Camilla Floretz’ fine. luftige og lidt gennemsigtige stemme svæver som en lysstråle oven på gruppens spartanske arrangementer af det, der for tiden færdes rimelig bekvemt under modeprædikatet indiepop. Sange som »Cobra« og P3-singlen »Adrenaline« vugger lokkende af sted iført elegante, småkrasse maskintrommer med 80er-ekko og impressionistisk intimsfærepoesi, mens der er mere på spil i en akustisk guitarballade som »Serbia On Fire«, der dog også klinger en anelse naivt: »Arm your guns with butterflies« – helt ærligt, altså.

I en sang som »Blizzard« udvider trioen repertoiret med diskrete cellostrøg, men selv da kan det godt blive lidt pænt og pussenusset alt sammen – som om Max og Florentz har haft behov for rene linjer efter deres nørkleri i epo-555. der jo ikke førte de helt store steder hen.

Det er nok også tvivlsomt, hvor mange fysiske CDer, Oliver North Boy Choir egentlig ville sælge, hvis de udgav dem. Men alibi eller ej – hatten af for fremtidstyrkertroen. Musikken er derimod en noget mindre standhaftig størrelse, som en let beruselse eller et velgørende køligt vindpust i sommerheden. Eller som de usynlige bits og bytes, Oliver North Boy Choir foretrækker at lade deres musik færdes i.