Bilsalg hamret 22 pct. ned

Salget af nye personbiler faldt i oktober måned med hele 22,0 pct. sammenlignet med oktober sidste år. Det viser statistik fra De Danske Bilimportører.

Foto: Nils Meilvang
Trods faldet i oktober er salget i de første ti måneder af 2008 dog stort set på niveau med 2007, da der samlet set er solgt 0,3 pct. færre personbiler end i samme periode sidste år.

- Nybilssalget for oktober fortsætter det fald, vi har set i de foregående tre måneder, og det er oplagt, at finanskrisen nu for alvor kan ses i antallet af solgte biler. Der er efter vores opfattelse især tale om en psykologisk effekt, for med høj beskæftigelse, nye skattelettelser til januar og en meget gammel bilpark, så er der fortsat basis for et stort nybilssalg. Vi kan se, at det især er de private der holder igen med at købe ny bil, mens der er et mindre fald, når det gælder salget til virksomhederne, og det bekræfter, at det er den megen omtale af finanskrisen, der er med til at dæmpe salget, siger Bent Mikkelsen, adm. direktør hos De Danske Bilimportører.

Salget af varebiler faldt ligeledes i oktober sammenlignet med samme måned sidste år. Der er i oktober således solgt 32,9 pct. færre nye varebiler end i oktober 2007, og dermed fortsætter det kraftige fald, der er set igennem 2008.

I oktober 2008 blev der indregistreret i alt 618 nye lastbiler, hvilket er 10,2 pct. flere end i oktober 2007. Der er i årets første ti måneder dog i alt indregistreret 4,0 pct. færre nye lastbiler end i samme periode sidste år.

- Vi ser en pæn stigning i nyregistreringer af lastbiler, men oplever samtidig, at finanskrisen har påvirket ordreindgangen, og det vil formentlig påvirke niveauet for nyregistreringer i de kommende måneder, siger adm. direktør Bent Mikkelsen.


Læs også:

Ti biltossede chefer og deres favoritøse

Sig aldrig sådan til en bilsælger

Staten tjener 400.000 på en bil