Bilisterne taber flere og flere ting

Se dig for når du kører på vejen. Du risikerer at køre ind i en tabt køkkenvask! Vejdirektoratet slår alarm: Bilisterne taber flere og flere ting.

Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Bilisterne taber værktøj, møbler og andre ting som aldrig før, når de kører på statens veje. 15 til 20 gange om dagen må Vejdirektoratets Trafikinformationscenter her i juli sende folk ud og rydde op efter bilister, der ikke har bundet indholdet af deres trailere eller tagbagebærere ordentligt fast.

Og nu slår Vejdirektoratet alarm. Problemet har nemlig været stærkt stigende siden 2000 - og 2007 ser ud til at ende med at sprænge alle tidligere rekorder, fortæller vagtchef Torben Holm Hansen fra Trafikinformationscentret.

- Hvis denne udvikling fortsætter, så ender det med, at vi slår rekorden for syvende år i træk, og det er en rekord, vi allerhelst er fri for. Det skaber nemlig yderst farlige situationer i trafikken, når andre bilister forsøger at undvige en tabt genstand på vejen, siger Torben Holm Hansen.

Mens der således blev registreret 501 tabte genstande i 2000, så var tallet i 2006 eksploderet til 4387. Indtil i dag har Vejdirektoratet allerede fundet knap 3000 tabte ting.

/ritzau/