Bilister får rødt lys ved smogalarm

København vil lukke færre biler ind i byen på dage med høj luftforurening. Det skal ske ved hjælp af »intelligente« lyssignaler. Ifølge miljøprofessor vil initiativet gavne luftkvaliteten. PDF: Læs hvordan København vil bekæmpe luftforureningen

Foto: Kristian Sæderup
Mens staten bruger milliarder af kroner på at udbygge motorvejsnettet i hovedstadsområdet, planlægger Københavns Kommune nu et nyt pilotprojekt, som vil skabe kilometerlange bilkøer for enden af de store indfaldsveje på dage med høj luftforurening.

Mindst ti af de store signalanlæg ved f.eks. Hans Knudsens Plads, Folehaven, Sjællandsbroen, Jyllingevej og Hareskovvej skal efter planen udstyres med en intelligent overbygning, så motorvejsbilisterne i morgenmyldretiden automatisk kommer til at holde for rødt lys et pænt stykke tid, når smoggen ligger som en dyne over hovedstaden.

Håbet er, at bilisterne bliver så irriteret over udsigten til køer, at de i stedet vælger den kollektive trafik, cyklen eller udsætter køreturen, når de via Internettet, mobiltelefonen eller mediernes trafikservice tidligt om morgenen er blevet advaret om, at københavnerluften er sur.

Mindre grønt lys
De intelligente signalanlæg skal forbindes med en miljø-målestation og slå smogalarm, hvis der konstateres en øget koncentration af kvælstofdioxid i luften over Københavns centrum. Derefter nedsættes de udvalgte signalanlægs grønne periode med 10 procent. Og det vil f.eks. betyde, at køen ved Hans Knudsens Plads ved ni-tiden bliver omkring en kilometer længere end normalt.

»Det er ikke nogen hemmelighed, at transportsektoren bidrager med en tredjedel af CO2-bidraget. Og succeskriteriet er i første omgang, at vi får mindsket luftforureningen. Derudover er det et lige så højt mål, at vi får folk til at fravælge bilen, både af hensyn til dem selv og andre,« siger Københavns teknik- og miljøborgmester Klaus Bondam (R).

Tror du folk vil vælge den offentlige trafik? Vil de ikke blot sidde i bilkøen og være sure på »ham dumme Bondam«?

»Hæ, hæ. Forhåbentligt vil de ikke sige dumme Bondam. Forhåbentligt vil de forstå, at det handler om at nedsætte CO2-udslippet og mindske luftforureningen. Og samtlige partier i Borgerrepræsentationen står bag det politiske mål om at reducere CO2-udslippet med 20 procent inden 2015,« siger Klaus Bondam.

På trods af, at biler også forurener, når de holder stille i en motorvejskø uden for centrum, vil pilotprojektet alligevel få en positiv effekt, vurderer Steffen Loft, der er professor i miljømedicin ved Institut for Folkesundhedsvidenskab på Københavns Universitet.

Reducerer udslip
»Alt andet lige vil det blive en forbedring, fordi befolkningstætheden langs f.eks. Lyngbyvej ikke er så stor som i Københavns centrum. Og i virkeligheden vil det mest gå ud over dem, der holder i køen, og det må også være noget, der kan afskrække, hvis der er behov for det,« siger Steffen Loft, som peger på særlige gevinster i centrum.

»Man vil undgå nogle meget høje værdier i spidsbelastningsperioderne, hvor bl.a. astmapatienter kan få problemer,« siger Steffen Loft og tilføjer, at som sidegevinst reduceres udslippet af de farlige småpartikler fra dieseludstødning, som er årsag til, at 500 mennesker årligt dør en for tidlig død i København og på Frederiksberg.

Vejdirektoratet behandler i øjeblikket en forhåndsgodkendelse af det københavnske pilotprojekt og har derfor ingen kommentarer. Da der endnu ikke er fastsat en grænseværdi for smogalarmen, har Københavns Center for Trafik ingen bud på, hvor mange dage om året bilisterne sådan cirka kan forvente, at signalanlæggene på indfaldsvejene har ekstra gang i det røde lys.