Biler skal køre uden om Nørreport

Bilisterne i det indre København kan se frem til et sandt trafikkaos i tre år.

I tre år lukkes Ring 2 for gennemkørende trafik ved Nørreport Station, mens det travle trafikknudepunkt renoveres. Det anbefaler et flertal på Københavns Rådhus. Fold sammen
Læs mere
Foto: Scanpix
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Bilisterne i det indre København kan se frem til et sandt trafikkaos.

I tre år lukkes den stærkt trafikerede Ring 2 for gennemkørende person- og lastbiltrafik ud for Nørreport Station, mens DSB, Banedanmark og Københavns Kommune fra efteråret 2011 gennemfører et tiltrængt moderniseringsprojekt for landets travleste trafikknudepunkt.

Det betyder ikke alene, at førerne bag rattet i de 18.000 køretøjer, der passerer Nørreport hvert døgn, skal finde alternative ruter. Lukningen sker samtidig med, at den halve hovedstad i forvejen er gravet op under byggeriet af Metro Cityringen, og ifølge embedsmændene på Københavns Rådhus bliver der da også risiko for kødannelse i parallelgaderne, hovedsageligt i Farimagsgaderne og Søgaderne.

Oprindeligt var det meningen, at den kørende trafik skulle opretholdes samtidig med, at stationens betonloft blev renoveret, nye ventilationsanlæg til fjerntogsperronen blev etableret, og nye stationsbygninger blev bygget.

Men nu viser det sig, at en opretholdelse af trafikken vil forlænge den treårige anlægsperiode med yderligere 18 måneder og gøre projektet til 331 mio. kr. mindst 25 mio. kr. dyrere. Derfor anbefaler et politisk flertal i kommunens teknik- og miljøudvalg i stedet, at gaden spærres helt af for alt andet end busser, cykler og fodgængere, så den nyrenoverede station kan indvies som planlagt i 2014.

»Vi skal have overstået det byggeri så hurtigt som muligt, så vi alle kan komme til at nyde den flotte station og forplads. Det ville ikke være en god løsning, hvis vi skulle have byggerod ved Nørreport Station i fem år samtidig med, at projektet blev dyrere. For mig er det vigtigste, at vi får opgraderet den kollektive trafik, og Nørreport er Danmarks trafikknudepunkt nummer ét, og vi ved jo, hvor håbløs stationen er i dag,« siger Københavns teknik- og miljøborgmester, Bo Asmus Kjeldgaard (SF), der har bedt sin forvaltning om at udarbejde en samlet plan for, hvordan trafikken kan afvikles på den bedst tænkelige måde i de tre år.

Frygter skjult dagsorden

Venstre mener, at trafikken forbi Nørreport Station bør opretholdes, selv om det vil forlænge og fordyre projektet. Partiets gruppeformand, Lars Berg Dueholm, mistænker, at der gemmer sig en skjult dagsorden.

»Jeg tror, man prøver at skjule et underskudsgivende projekt på en noget fordækt måde. I det oprindelige projekt var der ikke lukket for gennemkørende trafik, men så har man regnet på det, indhentet tilbud og fundet ud af, at det bliver hundedyrt. Derfor vil man spare ved at lukke af for trafikken i tre år. Men jeg vil have det oprindelige projekt, og hvis det bliver for dyrt, må staten og kommunen finde en løsning på det,« siger Lars Berg Dueholm.

Han frygter også, at venstrefløjen vil udnytte en lukning i tre år til at bane vejen for et permanent forbud mod gennemkørende trafik, som det skete i tilfældet Nørrebrogade. Den konservative ordfører, Jakob Næsager, mener dog, at Venstremanden ser spøgelser ved højlys dag, og han støtter en lukning under forudsætning af, at Nørre Voldgade genåbnes i 2014.

»Vi er kede af at skulle spilde skattekroner, så derfor har vi en interesse i, at projektet bliver færdigt så hurtigt som muligt. Man kan gennemføre initiativer, som forbedrer trafikafviklingen i parallelgaderne, f.eks. ved at begrænse venstresvingsbanerne og nogle af tilkørslerne fra mindre sideveje, så man får et bedre flow,« siger Jakob Næsager, der bakkes op af Socialdemokraternes Lars Weiss: »Umiddelbart hælder jeg til et clean cut, og så må vi bide i det sure æble og sige, at det kommer til at gøre ondt i tre år,« siger han.