Bilen skal selv ringe efter hjælp

Fra 2010 skal nye personbiler i EU udstyres med et system, som selv ringer til alarmcentralen i forbindelse med en ulykke.

Et nyt, automatisk nødopkalds-system skal hjælpe til med at redde menneskeliv efter bilulykker - og fra september 2010 bliver systemet, som hedder eCall, fast inventar i alle fabriksnye biler.

EU-Kommissionen har nemlig indgået en aftale med bilindustrien om at indbygge eCall i alle fabriksnye personbiler, skriver comon.dk.

Systemet er forbundet med bilens airbag. Systemet reagerer ved at foretage et opkald til alarmcentralen over mobilnettet og overføre data om bilens position i dét øjeblik, airbag´en bliver udløst. På den måde kan et redningsmandskab hurtigt finde og komme frem til ulykkesstedet og dermed potentielt være med til at redde flere menneskeliv.

Systemet vil navnligt vise sig gavnligt i de tilfælde, hvor ulykken er sket på et øde sted og de tilskadekomne ikke selv er i stand til at ringe efter hjælp. Systemet kræver dog, at der er mobildækning på ulykkesstedet.

Ifølge EU-Kommissionen vil systemet være i stand til at redde op mod 2.500 menneskeliv om året - og så er det ifølge EU-kommissionen tillige en billig løsning: Kommissionen regner med at løsningen kan installeres i personbiler for mindre end 100 euro eller omkring 750 kroner.

Systemet blev sidste år testet i Østrig som pilotprojekt, hvor systemet både foretog et nødopkald og samtidig sendte en sms-besked til alarmcentralen. Resultaterne var så tilfredsstillende, at man nu har valgt at gå videre med systemet og arbejde på at sikre, at det ikke går i stykker i forbindelse med at airbag´en bliver udløst ved ulykker.