Vi kårer Årets Bedste Mellemklassebil 2018

Det er Mercedes A-Klasse, Ford Focus og Kia Ceed mod klassens navngiver og sidste års vinder af Årets Bedste Mellem-klassebil, Volkswagen Golf, når vi kårer Årets Bedste Mellemklassebil 2018.

Berlingske kårer Årets Mellemklasse Bil 2018. Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Efter en længere flirt med mikrobilerne er danskerne nu for alvor vendt tilbage til den klassiske mellemstore familiebil. Nuvel – en del vælger en SUV, men den klassiske hatchback i Golf-klassen er stadigvæk populær, og her i 2018 er en række af klassikerne landet i nye udgaver.

Mercedes A-Klasse er ny fra A til Z og bringer endnu mere flair for kvalitet og digitale talenter ind i Golf-klassen. Ford Focus er også helt ny, og Ford kalder den selv den bedste bil, de nogensinde har bygget. Kia Ceed er også frisk fra fad her i 2018 med nye drivlinjer og et endnu højere bundniveau. Sidste finalist i finalekvartetten er Volkswagen Golf, der som 2017-vinder får lov at forsvare titlen.

I fjor pryglede Volkswagen Golf et felt bestående af Opel Astra, Skoda Octavia, Honda Civic og Hyundai i30. Ingen af dem er afgørende ændret, så der er ingen grund til at invitere dem på en ny omgang prygl. Vi nøjes altså med fire finalister, og her er det vigtigt at understrege, at en sidsteplads i denne finale ikke gør en bil til klassens dårligste. Langtfra. Vi inviterer kun de biler, som vi reelt mener har en chance for at vinde – baseret på vores oplevelser af de mange testbiler, vi hvert år kører. Så en sidsteplads betyder stadigvæk, at vi har at gøre med en af klassens bedste biler.

Testen foregår over en enkelt dag, og i år er vi to motorjournalister og en lægmandsdommer i dommerpanelet. Pointene deles som altid ud efter to-tabellen, så topkarakteren er otte point faldende til to point. Det er ikke de enkelte testbiler, vi anmelder men hele modelprogrammet, så selvom vi har en Ford Focus ST-Line med i testen, så har vi med i overvejelserne, hvor bredt modelprogrammet er, og hvilke motorvariationer modellerne udbydes i.

Sjovest, men mest fejlbarlig

Vi starter bagfra med fjerdepladsen, og det blev noget overraskende den nye Ford Focus. Overraskende, fordi den var en favorit inden testen. Men på kabinematerialer og allround-kvaliteter må Ford erkende, at konkurrenterne leverer nogle mindre angribelige produkter. Plastik- og materialekvaliteten i den nye Ford Focus er bare ikke lige så lækker som i A-Klasse og Golf. De har altid været et mulehår foran, men den nye Kia Ceed snupper også Focus indenom. Det er trods alt kabinen, man sidder og kigger på, når man kører i sin bil, så derfor er det vigtigt, at den er lækker og indbydende. Læg dertil, at Fords Sync-infotainmentsystem ikke er på niveau med, hvad Volkswagen og Mercedes leverer, og i forhold til Kia må Ford også se sig slået på intuitiv anvendelighed.

Det er en skam, at den halter indendøre, for i min optik er Ford Focus den sjoveste af testbilerne. Det er der ikke helt enighed om i dommerpanelet, men dens styretøj og vejgreb er forrygende, og både med den lille trecylindrede 1,0-liters turbobenzinmotor på 125 hk eller med den nye trecylindrede 1,5-liters turbobenzinmotor med 150 hk gør den det rigtigt godt. Måske ikke den mest komfortable, men det stramme gearskifte og motorernes omdrejningsvillighed tager bilbegejstringskegler.

På plads og praktisk anvendelighed gør Focus det også rigtig fint, men det gør konkurrenterne også, så det er ikke noget, der giver ekstra point på bundlinjen. På en måde er Ford Focus den mest polariserende af bilerne i testen. Det, den gør godt, gør den rigtigt godt, mens der, hvor det kniber, kniber det mere end hos de andre finalister. Handler ens bilkøb i mellemklassen udelukkende om køredynamik, kan Ford Focus godt være den rigtige bil for dig. Men køredynamik bliver mindre og mindre centralt for den moderne bilkøber, og vurderet på den samlede pakke bliver det kun til otte point til den nye Ford Focus.

​Imponerende allrounder

Den nye Kia Ceed rammer finalen på en sky af høje forventninger, for anmelderne har taget forrygende imod den. Den sætter da heller ikke et hjul forkert. Opskriften synes at være den samme som den, Golf er snedkereret efter. Et højt bundniveau på alle parametre, og så lægger Ceed den klassiske koreanske kombination af en lang garanti – i Kia Ceeds tilfælde hele syv år – og en skarp pris oveni. Det erobrer tredjepladsen med 14 point. Hvorfor ikke mere, kunne man fristes til at spørge, for den leverer jo samme pakke som Golf og en længere garanti til færre penge?

Hvis vi starter med pengene, holder en Volkswagen bare sin gensalgsværdi kronisk højt, så merprisen vil relativt set komme hjem på tyskeren igen, når den sælges som brugt efter tre år. Og selvom Ceed både kommer med små livlige turbobenzinmotorer og dobbeltkoblingsautomatgear, så opleves Golf bare mere raffineret. Støjniveauet er lavere i kabinen, og der findes ikke et svagt led i Golfs modelopstilling. Vi har omkring testen både kørt Kia Ceed med 1,4 liters firecylindret turbomotor på 140 hk med automatgear, den lille 1,0-liters trecylindrede turbobenzinmotor på 120 hk og dieselmaskinen på 136 hk med 6-trins manuelt gear, og især den sidste var en fersk omgang. I forhold til Fordens manuelle gear fremstod Ceeds gearkasse upræcis og slap, og gangkultur og motorstøj i især dieseludgaven var testens dårligste. Igen – det gør ikke Ceed til en dårlig bil overhovedet, og især den 140 hk turbobenzinversion fungerer forrygende, men modelprogrammet er bare ikke lige så suverænt og ufejlbarligt som hos Volkswagen. Den lange garanti, det høje udstyrsniveau og de skarpe indkøbspriser lander dog Ceed en enkelt førsteplads og vidner om, at den for alvor er tjekket ind i den konkurrenceprægede Golfklasse.

​Irriterende perfekt

Volkswagen Golf er irriterende, hvis man vil ind i Golf-klassen og æde markedsandele. For den er et ikon med så stærkt et brand og en historie, at der skal noget helt ekstraordinært til at lokke køberne ud af deres Golf. Læg dertil, at den byder på et uhyre bredt modelprogram – fra elversionen e-Golf til pseudo-sportsvognen Golf R med over 300 hk, og Golf er stærkt kørende i alle segmenter (i faktaboksen om Golf har vi sorteret yderpunkterne fra og koncentrerer os om de almindelige modeller, fra den ydmygt motoriserede 85 hk udgave til den 2,0-liters turbodiesel med 150 hk og 340 Nm).

Den er altså uhyre bredtfavnende. Tag f.eks. den populære kombination mellem den nye 1,5-liters TSI-motor på 150 hk og DSG-dobbeltkoblingsgearkassen. Den giver akkurat bilen den raffinerede køreoplevelse af støjsvagt kraftoverskud, som kunderne forventer af en Golf. Kritikere vil pege på, at Golf i indkøb er dyrere end både Ford Focus og Kia Ceed, men ser vi på, hvad kunderne vælger, og hvor meget de ender med at hælde i af udstyr, så synes prisen ikke at være diskvalificerende for Golf. Den slår samtidig både Kia Ceed og Ford Focus på digitale talenter i kabinen, hvor dens infotainmentsystem er bedre, både hvad angår opløsning på skærm og funktionalitet, og så fås den også med et fuldt digitalt cockpit bag rattet til speedometer, navigation og omdrejningstæller. Den slags kvaliteter bliver vigtigere og vigtigere for de moderne bilkøbere, der går mere op i, hvad bilerne kan digitalt, end hvordan de præsterer på en keglebane. Det handler mere og mere om digital komfort end om accelerationen fra 0-100 km/t.

​Digital frontløber

Udgangsreplikken på Golfen bliver indgangsreplikken på den nye Mercedes A-Klasse, der med slår Golfen på målstregen med fire point. Og det gør den først og fremmest på en kabine og en brugeroplevelse, som for alvor tjekker ind i den digitale tidsalder. Nuvel – basisudgaven til 307.480 kr. er der ikke helt. Men med den store skærmepakke og head up-display, er den nye Mercedes A-Klasse en liga over alle konkurrenterne. Skærmbillederne står knivskarpt, og med den nye MBUX-kabineløsning, hvor du kan styre en lang række funktioner i bilen via stemmestyring, sætter den nye standarder i klassen. Læg dertil et besnærende design og en kabinekvalitet, der gør, at A-Klassen for alvor gør sig fortjent til stjernen på kølerhjelmen, og den begejstrer hele dommerpanelet.

Dens værste handikap er i virkeligheden prisen, hvor den starter 100.000 kr. over konkurrenterne. Men her er to pointer vigtige: Den første er, at A-Klassen ikke findes i en rigtig nærig Joachim von And-version med en tam motor og et interiør så sparsomt som et tysk autobahn-toilet uden opsyn. Den anden er, at konkurrenterne oftere og oftere sælges i de dyrere topudstyrsversioner, og sammenligner vi dem og A-Klassen, er prisforskellen ikke længere 100.000 kr. men måske 50.000 kr., og så begynder merprisen for en Mercedes i den grad at kunne forsvares.

På motor- og drivlinjefronten kan A-Klassen kritiseres for ikke helt at være lige så bred som konkurrenterne, men som tidligere bemærket, rykker konkurrenceparametrene i disse år hastigt fra den slags til bilernes digitale og selvkørende talenter, og hælder man alt, hvad den kan trække af assistentsystemer i A-Klassen, er den også klasseledende udi selvkørende talenter.

​Konklusion

At kåre en vinder er altid svært, for findes der en objektiv sandhed i forhold til biler? Nej – for så ville der ikke være plads til så mange forskellige produkter og producenter i markedet. Årets Bedste Biler handler dog om at finde den bil, der imponerer mest i klassen, og der er den nye A-Klasse bare banebrydende. Er det så bilen som alle skal vælge? Nej – slet ikke. For det første sætter fraprisen på over 300.000 kr. en del købere af, og så skal man være digitalt eventyrlysten, før den rigtig tager kegler.

Handler dit bilkøb om værdi for pengene lige nu og her, så er Kia Ceed den rigtige vinder. Handler dit mellemklassebilkøb om køredynamik og underholdende køreegenskaber, så er Ford Focus vinderen, mens dem, der bare vil have en bil uden svage sider, langt hen ad vejen vil være bedst tjent med en Volkswagen Golf.