Ugens biltest: Dacia Duster er årets bundskraber

Efter 2.746 testkilometer gennem Sydafrika er jeg ikke i tvivl – Dacia Duster skraber med med sin gammeldags 1,6 liters motor bunden af skalaen.

Renault Duster er identisk med vores Dacia Duster, men på de markeder, hvor Dacia ikke markedsføres, sælges modellen med Renault-logo – som her i Sydafrika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

Deon bag disken hos Woodford-biludlejningen i Cape Towns lufthavn gør, hvad han kan, for at muntre mig op: »Måske ender du med at blive glad for den?« siger han med et smil på læben.

»Hvis jeg gør det, så skal jeg have et nyt job, når jeg kommer hjem,« svarer jeg. Uden et smil på læben.

Henrik Dreboldt, motorredaktør

»Lastbilsoverhalinger skal planlægges med en månemissions grundighed, og samtidig skal man tage højde for de lokale chauffører, der kører, som leger vi på et trafiktæppe i vuggestuen, og færdselsreglerne mestendels er et sæt løse anbefalinger.«


Efter at have jagtet en opgradering i 30 minutter må jeg erkende, at hvis jeg skal leje en bil i fire uger, bliver det den hvide Renault Duster, som Woodford har reserveret til mig. (I Sydafrika sælges Dacia Duster som Renault Duster, men bilerne er identiske). Måske det er karma, fordi jeg kaldte netop denne bil for en af 2018s dårligste biler. Men faktum er, at jeg hænger på den 115 hk Renault Duster 1,6 SCe med forhjulstræk i fire uger.

Testbilen har en 1,6 liters benzinmotor på 115 hk uden turbo, og den blev også introduceret i Danmark sidste år. Den hiver modellen ned på kun en enkelt stjerne med sit manglende bundtræk og deraf følgende astmatiske køreoplevelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Opmuntrende elementer

Jeg lægger lufthavnen bag mig, mens jeg pisker den gammeldags benzinmotor uden turbo gennem gearene i et forsøg på at bringe bilen op på en anstændig motorvejshastighed. I et forsøg på at muntre mig selv op kigger jeg mig omkring i jagten på plusser: Airconditionanlægget fungerer fremragende, vi afspiller ungernes Spotify-playlister via et USB-kabel over bilens ydmyge stereoanlæg, og med føn og klem æder bagagerummet vores fire store rejsetasker. Det er det.

Det bedste, man kan sige om den tynde og hårde kabineplast, er, at den ikke holder på varmen som læder eller blød og dyb plastik, og det er fedt i et land som Sydafrika. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

På vej over bjergene ad N2-motorvejen mod Jeffreys Bay går det op for mig, hvor længe siden det egentlig er, at jeg har kørt en benzinbil uden en turbomotor. På det danske marked er det vel kun Mazda, der ikke har turboer på deres benzinmotorer. Japanerne kompenserer dog med en større volumen og en højere kompression. Det gør Dacia ikke i deres 1,6 liters udgave. Selv om Duster har været i Danmark i flere år, var det først sidste år, vi fik 1,6 SCe-benzinmotoren. Den landede som erstatning for deres lille 1,2 liters turbomotor. Forklaringen udeblev, men formodningen går på, at det havde noget med udledningsgodkendelser i forhold til den nye WLTP-brændstoføkonominorm at gøre. Men at gå fra den anstændige lille turbomotor til 1,6eren var som at tage jagtgeværet fra en jæger og iklæde ham lændeklæde og kølle i stedet. 1,6eren er et solidt skridt tilbage i tiden, og selv om det nok kan gå i relativt flade Danmark, så kalder stigningerne på N2eren motorens bluff. Der er ingen power at komme efter under 3.000 o/m, og på en af stigningerne, hvor hastighedsgrænsen er 120 km/t., kan jeg se silhuetten af en Chevrolet Spark 1,0 vokse sig større og større i mit bakspejl, mens jeg desperat prøver at holde bilen over 80 km/t. i fjerde gear. Indsatsen akkompagneres af en infernalsk motorlarm fra den stakkels astmatiske maskine, da den må ned i tredje gear, og omdrejningstælleren ryger op over 4.000 o/m. Motorens 156 Nm ligger også helt oppe ved 4.000 o/m, og bundtrækket er derfor ikke eksisterende. Man sidder med en fornemmelse af, at den ikke ville kunne trække skindet af en tyk julesovs.

Surfattitude og elefantjagt

Efter den første uge har jeg vænnet mig lidt mere til bilens karakter. Overhalinger skal planlægges i god tid, femte gear er kun til march på flad vej, og kurver skal tages i et adstadigt tempo, så ikke undervognen sendes på overarbejde.

Vi er endelig fremme i surfparadiset Jeffreys Bay, og de lange køredage er overstået for en stund. Bilens lidt billige brug-og-smid-væk-karakter vokser på mig. Man er ikke så øm over at smide sandede bodyboards og fugtige våddragter ind i bagagerummet, og spildt kaffe i kopholderen medfører blot et skuldertræk. En dims til at holde snoren til hattehylden er faldet af, og det samme er en låge i bagagerumsbeklædningen. Men herregud – bilen er fin til de små ture frem og tilbage til stranden, og den matcher den tilbagelænede surferattitude.

Duster oser af brug-og-smid-væk-attitude. Det matcher et liv som surfmobil, hvor sandede boards og fugtige våddragter er hverdagskost. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Næste etape går gennem Eastern Cape op til Addo Elephant Park. Det er en nationalpark med mestendels hullede jordveje, og på vejen derop tilbagelægges omkring 30 kilometer på en bred grusvej. Her viser bilen sine tredjeverdenskvaliteter. For mens undervognen er blød og sovset på asfaltvej, bliver de selvsamme kvaliteter oversat til eftergivende og komfortabel på grusvejen. Her holder jeg en marchhastighed på omkring 80 km/t., og selv om der både er løse sten og dybe huller, spadserer Dusteren målrettet af sted, uden at man behøver nyrebælte eller konstant at skulle korrigere på rattet.

Som safarimobil er den forrygende. Komfortabel undervogn på jordvejene og så er den hurtig at flå i bakgear, når dyrene bliver trætte af at se på Dusteren. Fold sammen
Læs mere

Inde i selve nationalparken kommer vi igennem udtørrede flodlejer og knoldede jordveje. Her opfører den sig imponerende komfortabelt og selvsikkert. Også i en snæver vending. Efter et blindt sving står der pludselig en halvarrig hanelefant midt på vejen. Den er våd ned ad indersiden af bagbenene og blafrer vildt med ørerne. Det er altså en mandlig teenager i brunst, og den er ikke begejstret for at se den hvide Duster. Jeg flår hurtigt bilen i bakgear, og efter en jagt på omkring 400 meter opgiver elefanten og trisser ind i buskadset.

Visuelt har jeg altid været begejstret for Duster. Den skriger af maskulin attitude. Så bor man langt ude på landet, og køber man den med firehjulstræk og en bundsolid og sejtrækkende dieselmotor, har den en nicheplads i Danmark. Men testbilen med tohjulstræk og den bovlamme 1,6 liters motor behøver vi ikke i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Håbløs til Danmark, men …

Den sidste etape af turen går tilbage til Cape Town, og igen er jeg ved at blive sindssyg over bilens mangel på power, når speedometernålen passerer 90 km/t. Det er frustrerende, når man skal tilbagelægge 400 km på en fin asfaltvej med en fartbegrænsning på 120 km/t. og mestendels kun to spor. Lastbilsoverhalinger skal planlægges med en månemissions grundighed, og samtidig skal man tage højde for de lokale chauffører, der kører som vuggestuebørn på et trafiktæppe på Rød Stue. På de lange etaper viser de billige sæder med siddestøtte som en lænestol fra 1970erne også deres begrænsninger, og rygøvelser bliver obligatoriske ved hver pause.

Sæderne er bløde som en lænestol fra 1970erne. Det er fint med børnene, mens jeg bøvler med ondt i ryggen, hver gang jeg har kørt mere end et par timer i Dusteren. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Efter fire uger i selskab med bilen er jeg ikke i tvivl. Dacia Duster 1,6 SCe fortjener ikke mere end en enkelt stjerne. Den er undermotoriseret, dårligt samlet, har ringe siddekomfort, og til dem, der går op i sikkerhed, får den kun tre ud af fem stjerner af Euro NCAP. At den er 50.000-80.000 kr. billigere end sammenlignelige konkurrenter som Nissan Qashqai og Renault Kadjar er ikke en undskyldning, for den besparelse matcher ikke den markant ringere totaloplevelse. Med den lille turbobenzinmotor eller en turbodiesel ville jeg godt give bilen to stjerner. Men med 1,6eren er der ingen vej uden om bundkarakteren.

Set i et globalt perspektiv kan jeg dog godt se pointen med Dacia Duster. I et land som Sydafrika, hvor mærker som Mahindra, Geeley og Haval leverer billige asiatiske biler, kæmper den mod ligesindede. Og den er ikke dum på dårlige veje, hvor en europæisk mellemklassebil født til et liv på asfalt ville kæmpe med komforten. Men det giver den ingen berettigelse på det danske marked. I virkeligheden er det en decideret fornærmelse af det bilkøbende danske publikum at introducere en så nærig bil i Danmark med så gammeldags en motor som Dacia Dusters 1,6 SCe.