Stik mig 40 hk mere, tak - snart kan du pimpe din bil hjemmefra

Ugens biltendens: I fremtiden vil du kunne købe nye funktioner til din bil direkte online. Det hedder »functions on demand« og vil ændre måden, du udstyrer din bil på for altid.

Audi e-tron bliver første Audi, der leveres med muligheden for at tilkøbe funktionaliteter online såsom matrixlys eller ekstra power. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Forestil dig, at du skal på sommerferie i Harzen. Du vil gerne have lidt ekstra power til din bil til turen på Autobahn. I dag skal du forbi et tuningsfirma og have den chiptunet. Men i fremtiden vil du kunne gå online og købe 14 dage med 40 hk ekstra under hjelmen. Straks efter du har godkendt købet i din bil-app, fjernopdaterer producenten bilen, mens den står i indkørslen, og inden du har pakket familiens feriehabengut om bord, så står bilen klar med 280 hk i stedet for 240 hk.

Det lyder måske en anelse søgt, men flere bilproducenter arbejder i dag målrettet på at gøre »functions on demand« til et nyt stort forretningsområde. Så i fremtiden køber du en bil med en basispakke hos forhandleren, og så opdaterer du den alt efter behov. Hvis du f.eks. gerne vil have ekstra kraftigt lys om vinteren, der automatisk blænder op og ned, men samtidigt ikke gider betale for den funktion om sommeren, så køber du den bare fra november til marts. Det koster måske 250 kr. om måneden, og efter 1. marts, skal du selv blænde op og ned igen. Hvis blot producenten har installeret basishardwaren fra starten, så er det bare en online softwareopdatering, og så har brugeren den nye funktionalitet.

Mange af mulighederne for tilkøb vil være i de mere og mere avancerede infotainmentsystemer, som bilerne lanceres med. Det kan være alt fra et nyt grafisk design til tilkøb af landkort til ferier eller underholdningsmoduler. Man kan også forestille sig, at du tilkøber en begrænsning på bilens funktioner, når du skal på ferie, og bilen bliver alene hjemme sammen med den 18-årige nyslåede bilist. Så kan du betale for, at den ikke kan køre over 130 km/t, og at radioen ikke kan spille mere end et vist antal decibel. Du kan måske tage toppen af bilens ydeevne, så motorkraften nedsættes fra 150 til 100 hk.

Vil du have ændret kabinelys eller nyt design på dit infotainmentsystem, er det blandt mulighederne for tilkøb på langt sigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Audi vs. Tesla-modellen

Med introduktionen af el-bilen Audi e-tron, hopper Audi ud i at levere »functions on demand« fra midten af 2019. Her vil du kunne tilkøbe ekstra assistentsystemer til f.eks. fartpilot og parkering, som benytter sig af de sensorer, bilen allerede har, men leverer en ekstra service i den periode, du betaler for det. Det kunne være automatisk båsparkering, hvor du er stået ud af bilen og lader bilen parkere selv eller automatiske overhalinger ved motorvejskørsel med fartpiloten slået til. Hvis man ikke helt ved, om det er noget for en, så kan man købe et billigt en-måneds prøveabonnement på funktionen. Hvis man er glad for den, forlænger man abonnementet, og får man ikke brugt den, så lader man blot prøveperioden løbe ud. Audi introducerer som sagt konceptet i Audi e-tron, men forventer at rulle det ud over flere modeller i 2020 og frem.

Tesla er en anden bilproducent, der i årevis har leveret nye funktioner og opdateringer til deres kunder online, længe efter at kunderne har forladt forhandleren. Men her har filosofien været, at har du købt en Tesla, skal du have glæde af alle Teslas nye landevindinger gratis – så længe din bil har den hardware og de sensorer, der skal til for at køre funktionen. Hos Audi går man en anelse mere købmands-snusfornuftigt til værks.

Hvilken forretningsmodel der ender med at vinde, er svært at spå om. Men faktum er, at i takt med at bilerne bliver mere og mere opkoblede på internettet, og flere og flere af de funktionaliteter vi som forbrugere efterspørger, er software-baseret og ikke hardware-baseret, jo større bliver mulighederne for, at bilproducenterne kan modificere vores biler online, uden vi behøver trille forbi den lokale forhandler for at få ændringen implementeret.

Tesla har i årevis leveret gratis opdateringer til deres biler online, når ingneiørerne var klar med nye funktionaliteter. Fold sammen
Læs mere
Foto: PIERRE-HENRY DESHAYES.

Fleksibel fremtid

Så mens man i gamle dage skulle bestemme sig for, om man ville have en sport- eller komfortmodel, allerede når man bestilte sin nye bil hos forhandleren, så kan man i fremtiden vælge. Hvis bare bilen har luftundervogn, så er det et spørgsmål, om den skal sættes lavt og stramt eller højt og komfortabelt. Motorstyringen kan også styres digitalt, og når el-bilerne kommer, bliver den øvelse endnu lettere. Så kan du køre komfortabel øko-bil med 100 hk og lang rækkevidde iløbet af ugen, og lørdag morgen kan du for 200 kr. bestille en weekend med mere power og strammere undervogn.

Største udfordring for »functions on demand« bliver i virkeligheden, hvordan forsikringsselskaber og bilafgiftssystemet vil indrette sig i forhold til de fagre nye muligheder. For som med de selvkørende biler, så er det snart ikke et spørgsmål om teknologisk formåen, men snarere et spørgsmål om vores samfund er klar til at tackle mulighederne inden for den nuværende lovgivning.