Porsche har parret en sportsvogn med en SUV: Som Arnold Schwarzenegger i en pragtrolle

Porsche gør Cayenne mere sportslig og mindre praktisk med en coupeversion. Det gør den både sjovere og dummere – og derfor ender den som en vogn, man enten vil elske eller hade.

Porsche Cayenne Coupé er en anelse lavere og bredere end den almindelige Porsche Cayenne, og dens mere sportslige væsen passer perfekt til vejene omkring Graz i Østrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR

Forestil dig, at hele Porsches nuværende modelprogram tog til togaparty sammen. Tingene udviklede sig, som aftenen skred frem, og ni måneder senere kom den nye Porsche Cayenne Coupé. Alt sammen, fordi en Porsche 911 og en Cayenne ikke kunne holde sig fra hinanden. Den nye Porsche Cayenne Coupé er nemlig alt, hvad Porsche har på modelpaletten – pakket i én bil. Både sportsvogn og SUV.

Beskueren iført jahat vil sige, at den nye Porsche Cayenne Coupé ligner en 911 med terræntalenter, mens beskueren med nejhatten vil sige, at den ligner en Porsche Cayenne, der desperat forsøger at klemme sig ned i et par Porsche 911-jeans, der er to numre for små. Jeg er nok tilbøjelig til at være manden med nejhatten, men visuelle dyder værdsættes subjektivt, så jeg vil ikke dømme den objektivt ude – udelukkende fordi den ser desperat ud.

Porsche Cayenne Coupé er en anelse lavere og bredere end den almindelige Porsche Cayenne, og dens mere sportslige væsen passer perfekt til vejene omkring Graz i Østrig. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Actionhelt på hjul

Porsche siger selv, at målet med den nye Porsche Cayenne Coupé er at presse Porsches DNA til det yderste. Både på banen og i terrænet. Cayenne Coupé er altså en slags trillende Porsche-schweizerkniv med råstyrke og hurtighed nok til at køre direkte igennem jægerkorpsets optagelsesprøve uden at se sig i bakspejlet. Den er ikke en halvhjertet midtlivsrundbarbering af den almindelige Cayenne. Coupeversionen er udviklet sideløbende med den nye Cayenne – men med mere fokus på performance. Så den har en forrude, der ligger mere ned, en lavere taglinje og lidt bredere sporvidde. At bilen er lavere, er med til at sænke tyngdepunktet, og at den har bredere sporvidde, giver den et bedre udgangspunkt for fysisk vejgreb.

»Hvis Porsche traditionelt indtog rollen som den konservative aktør i superbilsland, så har de med denne vogn smidt det mørkeblå jakkesæt og er gået ren Las Vegas.«


Dens lavere tyngdepunkt og bredere sporvidde gør den køredynamisk skarpere end den almindelige Porsche Cayenne, som den ellers delere basisteknologi med. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Introduktionen foregår i østrigske Graz, og testruten snor sig op i de bjerge, som Arnold Schwarzenegger gik sine første barnelederhosen til i. På mange måder minder testbilen om Arnold i en af sine pragtroller som actionhelt. Brutal, larmende og med en overarm større end alle andre i rummet. Den nye Cayenne Coupé kommer både i en basisversion med 340 hk, en S-udgave med 440 hk (begge V6 turbobenzin) og så i en 4,0-liter V8 Turbo med 550 hk – det er den sidste, jeg er havnet bag rattet på. Den er mere orange end Trumps ansigtshud, og den tiltrækker sig opmærksomhed som en pinup på en kristen bogmesse. Hvis Porsche traditionelt indtog rollen som den konservative aktør i superbilsland, så har de med denne vogn smidt det mørkeblå jakkesæt og er gået ren Las Vegas.

A-stolperne ligger en anelse mere skråt ned end i den almindele Porsche Cayenne, men ellers er kabinen omkring føreren identisk med de store digitale skærme og den klassiske Porsche-placering af omdrejningstælleren lige midt i synsfeltet. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Inde i kabinen er der dog dømt sober Cayenne. Bilerne er som bekendt udviklet sideløbende, og Cayenne Coupé er set fra førersædet identisk med den almindelige Cayenne. Bagsædet er 30 millimeter lavere og fås enten som to individuelle sæder eller som en bænk med tre siddepladser og seler. Fordi sædet er placeret en anelse lavere, er hovedhøjden stadigvæk acceptabel for passagerer op til 1,85 meter – på trods af den faldende taglinje. Bagagerummet er også skrumpet en anelse, men 660 liter under hattehylden er stadigvæk nok til de fleste.

Bagsædet kan vælges med enten to enkeltstole eller med et mere traditionelt bagsæde med plads og seler til tre personer – afhængigt af køberens behov. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

2,2 tons let på tå

Jeg lader bilen arbejde på de snoede bjergveje. Først i komfortindstillingen, så i Sport og til sidst i Sport+. Testbilen er udstyret med en særlig letvægtspakke, der betyder, at taget er i kulfiber, sæderne har stof og alcantara (som er lettere end en ren læderkabine), og støjdæmpningen er minimeret. Det gør den 21 kilo lettere end en almindelig Cayenne Coupé Turbo. Ikke noget, der rykker alverden i en bil på 2,2 ton, men et vidnesbyrd om, at Porsche ikke er halvhjertede, når det gælder den nye Cayenne Coupé.

»Den er retningsstabil som en blåhval, der godmodigt pløjer gennem en planktonstime.«


Den faldende taglinje giver plads til en lille anderumpe med en justerbar spoiler neden for bagruden. Den kan skyde 13,2 cm op og give ekstra downforce ved højere hastigheder. Testbilen kan køre 286 km/t. på toppen, og alt over 150 km/t. bliver mere stabilt med en spoiler.

Den lille automatiske spoiler kan kigge op til 13,2 cm op over bagklappen, når bilen kører hurtigt. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Nu er Østrig ikke lagt ud som en højhastighedstestbane, og landets motorveje byder ikke på samme libertinerånd omkring hastighedsbegrænsning som de tyske. Men de gange bilen er over 100 km/t., er det tydeligt at mærke, at den er retningsstabil som en blåhval, der godmodigt pløjer gennem en planktonstime. Men det er i kurverne, at den skal bevise sig som en sportsvogns-SUV, og det gør den også. Den føles forbløffende letbenet, når man tænker på, at dens kampvægt, der med et par journalister og bagage om bord flirter med 2,4 ton. Styretøjet er tungt og præcist, vejgrebet overjordisk, og især dens retningsskift overrasker i deres lethed. Nuvel – testbilen har firehjulsstyring (ekstraudstyr), og det har det med at gøre biler markant mere agile. Men jeg må alligevel bukke dybt i respekt for Porsches udviklingsingeniører i Weissach, der endnu en gang opererer i grænselandet mellem kunst og magi. Nej – den er ikke lige så letbenet som en Porsche Cayman eller en Porsche 911, men når man tænker på, hvordan den udefra ser ud, som om den aldrig kommer til at få røven ned i de 911-jeans, så er det imponerende så tæt på 911-oplevelsen, den er – taget dens umulige vægt og tyngdepunkt i betragtning. Kun Lamborghini Urus kan være med, når det handler om køredynamik i en højbenet SUV på bjergveje. Cayenne Coupé og Lamborghini Urus deler da også en del basisteknologi (begge firmaer er ejet af Volkswagen), men Porsche Cayenne er tanden mere underspillet og civiliseret. Hvis Cayenne Coupé er Arnold Schwarzenegger, så er Lamborghini Urus en blanding af Jackie Chan, Steven Segal og Jean Claude Van Damme – efter et par baner og en ramme Red Bull. Urus er for decideret sindssyg, mens Cayenne Coupé bare er gennemsnitlig vanvittig i den testede Turbo-udgave.

Den faldende coupé-taglinje sender tankerne i retning af en Porsche 911, og den ligner da også resultatet af en våd aften og hed nat mellem en Porsche 911 og en almindelig Porsche Cayenne. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Konklusion

Porsche Cayenne Coupé er i sandheden en sportslig SUV – hvor dumt dette format end må synes at være. Ideen om at kombinere en køredynamisk sportsvogn og en praktisk SUV i en SUV Coupé – lærer jeg aldrig at forstå. Cayenne Coupé er måske 10-15 pct. skarpere på en kurvet bjergvej end en almindelig Cayenne, men den er samtidigt 10 pct. mindre praktisk og samtidigt et hak dyrere. Du får altså en mindre praktisk og en dyrere vogn der er en smule skarpere end den praktiske SUV, men som alligevel ikke når sportsvognen andet end til hoften. Den får du ikke mange snusfornuftige nordjyder til at hoppe på. Og min første tanke er da også, at hvis du har råd til en Cayenne Coupé, hvorfor så ikke købe en rigtig sportsvogn og dernæst en rigtig SUV-i stedet. Så får man en løbesko med god sål og let overdel og en rigtig solid vandtæt gummistøvle – i stedet for en gummistøvle med løbeskosål.

Bagagerummet er stort og på 660 liter i den testede turboversion, men er du typen, der ofte pakker helt op til loftet, så vil det opleves markant mindre end i en almindelig Cayenne på grund af den faldende taglinje. Fold sammen
Læs mere
Foto: PR.

Problemet er, at den slags provinsiel logik (ja – jeg bor 50+ km fra Rådhuspladsen) bare ikke dur i SUV-Coupé-land. Der står arabiske prinser og russiske oligarker i kø for at slå til ved synet af en SUV-Coupé. Det beviser salget af både BMW X6, Mercedes GLE Coupé og Lamborghini Urus. Så selv om jeg ikke helt forstår det fundamentale behov for formatet, så værdsætter jeg, når det er udført til UG. Derfor får Porsche Cayenne Coupé også små fem stjerner ud af seks. For at gøre det umulige muligt. Jeg hader den for dens dumme format, men er så overbevist af udførelsen, at jeg ender med at være forført. Den sjette stjerne bliver dog i posen, da nejhatten stadigvæk ikke er begejstret for designet.

Vi var inviteret af Porsche.