Mød Golfie og Den Gamle Dame: Det behøver ikke være dyrt at være en ægte bilnørd

Man behøver ikke have en drømmegarage til flere hundrede tusinde kroner for at være en bilentusiast. Et kig ind i Christian Pedersens garage og en tur ned ad anekdoternes Autobahn afslører en renskuret automobilaficionado med en bankmands tilgang til bilejerskabet.

Christian Pedersen i sin helt egen overordentligt veludsmykkede garage, hvor den 31 år gamle Golf Cabriolet med kælenavnet Golfie holder til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen

Baseret på empiri indsamlet over en længere række af interview med bilentusiaster står det klart, at der findes en del fællestræk ved den passionerede bilnørd. Christian Pedersen fra Slagelse opfylder stort set dem alle sammen.

Han sad på skødet af sin far og fik lov til at styre bilen som barn – tjek.

Han brugte barndommen fordybet i bilkortspil og sammenligninger af cylinderantal og topfart – tjek.

Han sad klistret til sideruden og studerede biler på barndomsferierne ned ad den tyske Autobahn – tjek.

Han hylder bilferien som den eneste saliggørende ferieform – tjek.

Golfen er mere et flødeskumsprojekt, mens kærligheen til den trofaste Volvo 945 fra 1997 stikker dybere og er en udløber af familiens årtier lange loyalitetsforhold til Volvo-mærket. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Christian Pedersen mangler bare en dyr klassiker – som koster mere, end han egentlig objektivt set har råd til, før han ville passe ind i alle boksene. Men i garagen holder hverken en Jaguar eller en Ferrari. Der holder en 22 år gammel Volvo stationcar og en 31 år gammel Golf Cabriolet – med øgenavnene Den Gamle Dame og Golfie. Tilsammen koster de mindre end en ny Volkswagen Golf TDI.

Men det er det, der er så fascinerende ved den rene og autentiske bilentusiasme. Det handler ikke om bilernes værdi, men om passionen for dem, og et hurtigt kig ind i Christian Pedersens garage afslører, at de betyder alt (fraregnet konen og børnene forstås), men familien deler langt hen ad vejen hans entusiasme.

Barndommens bilspillekort er sat i ramme i garagen, så cylindertal, topfart og 0-100 km/t. stadigvæk kan studeres i en stille stund. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Volvo fra barnsben

Men helt ærligt. En Volvo stationcar. Hvorfor? Her skal vi tilbage til barndommen og den spæde fødsel af Christian Pedersens bilentusiasme.

»Jeg tror ikke, jeg har været mere end fem eller seks år gammel, før jeg mødte min far oppe for enden af indkørslen hver dag, når han kom hjem fra arbejde. Han var isenkræmmer og kørte Volvo Amazon, og straks han var drejet ned ad indkørslen, hoppede jeg ind på skødet og fik lov at styre bilen hjem. Lige siden dengang kan jeg ikke huske, familien har haft andre biler end Volvo, og jeg har fortsat den tradition,« siger Christian Pedersen.

Christian Pedersen er en klassisk autentisk bilentusiast med en barnebegejstring for biler og den årlige bilferie til Italien. Den grønne Volvo har klaret turen 17 gange, og hvert år får den et kys på kølerhjelmen ved hjemkomsten til Slagelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Han er dog ikke flittig gæst i Volvos forretninger, for han har haft den samme Volvo i 22 år, og det er til dels Volvos egen skyld, for hans Volvo 945 årgang 1997 kører upåklageligt.

»Min Volvo har kun kørt 240.000 kilometer, og det er primært lange ture og den årlige ferie til Italien. Jeg elsker at køre bil, men jeg bor i Slagelse og arbejder i København, og der giver det bedst mening at tage toget. Den har en bundsolid 2,3-liter turbobenzinmotor på 165 hk, og jeg kan se på Bilbasen, at de fleste biler med samme motor og årgang har gået omkring 500.000 kilometer, så der er mange kilometer tilbage i den endnu,« siger han med den selvtillid, kun en Volvo-ejer kan mønstre.

Og med rette, for en tur på Bilbasen viser, at han jo har ret. Motor og drivlinje er dog én ting, noget andet er karosseriet og rust.

Garagen har han haft i mange år, men den er under konstant forandring med nye tilføjelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

»Jeg har besluttet, at den skal have den helt store tur til næste år, for der er begyndt at komme rust i skærmkanterne. Jeg har besluttet mig for, at den bliver sidste bil, jeg har, for den kan sagtens holde 20 år endnu. Jeg har kigget lidt på den nye Volvo V90 T8. Den ville jeg gerne have, men den koster over en million. Jeg kunne godt købe en ny Volvo, og jeg har kigget på mange, men jeg holder fast i den her. Den skal naturligvis nylakeres efter istandsættelsen i originalfarven grøn metallic, for jeg har læst et sted, at hvis man ser en bil i mørkegrøn metallic, så ved man, at ejeren er over 60 år, og det passer jo perfekt.«

Men hvad er det med den store Volvo, der har fået passionsskovlen under ham. For den er hverken sjælden, økonomisk eller hurtig.

»»Den skal du da have,« havde mekanikeren sagt, hvortil Christian Pedersen havde svaret: »Nej, det skal jeg ikke.««


»Volvo 945 er verdens bedste rejsebil. Du sidder fantastisk, og den rummer hvad som helst. Vi tager til Italien på bilferie hvert år, og du kan proppe alt fra vin til krukker ind i den,« siger han, og lyder som en mand, der rent faktisk har hentet både krukker og vin hjem fra støvlelandet i Volvoen.

»Den har klaret turen 17 gange, og hver gang vi kommer hjem, så får den et kys på kølerhjelmen – som tak for turen. Jeg har været sammen med min kone i 40 år, og vi har kun været på to charterferier, og det var ikke noget. Der er noget særligt over bilferien. Over at køre ned igennem Europa og se naturen ændre sig og mærke temperaturen stige. Vi elsker simpelthen at køre på bilferie,« siger han.

Den 22 år gamle Volvo stationcar er ifølge Christian Pedersen verdens bedste rejsevogn. Den er komfortabel, rummelig og uopslidelig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Volvoen er dog ingen sylfide, og det har voldt problemer i italienske landsbyer, der syntes bedst egnede til små Fiater.

»Der var en enkelt gang, hvor jeg nær var strandet i en lille bjerglandsby. Der var kun én vej ind og én vej ud, og man kunne ikke vende i byen. På vej ud af byen gik det stejlt nedad. Men jeg kunne ikke komme ud over kanten til nedkørslen, uden jeg ville køre udstødningen af. Men så kørte jeg skarpt skråt ind over bumpet og fik fire italienere til at løfte op i bilen, og så lykkedes det med kun en lille skramme på udstødningen. Men den store Volvo er ikke nogen hverdagsbil i Italien. Sidste år skulle vi med en færge over til øen Giglio, og selv om jeg var kørt ind i køen til personbiler, så blev jeg vinket over i række til lastbiler af en fra færgeselskabet,« siger han i et toneleje, der normalt er forbeholdt kæledyr eller barndomsminder.

Der er ingen tvivl om Christian Pedersens entusiasttroværdighed.

Den åbne drøm

Men som med så mange andre hobbyer, så er en passion sjældent opfyldt i et enkelt skud, og Christian Pedersen har altid ønsket sig en cabriolet. Han har kigget på flere Volvo C70ere, men cabrioletdrømmen skulle vise sig at blive realiseret under et helt andet logo. Engang i 00erne, da Christian Pedersen var ved mekanikeren med Volvoen, sagde mekanikeren, at nu havde han fået den perfekte cabriolet hjem til Christian. En Golf Cabriolet fra 1988, der var importeret fra Tyskland. Den havde været udsat for hærværk, men mekanikeren mente nok, han kunne få en fin vogn ud af den.

»Den skal du da have,« havde mekanikeren sagt, hvortil Christian Pedersen havde svaret:

»Nej, det skal jeg ikke.«

Da bilen var færdigrenoveret, havde mekanikeren alligevel ringet, og så havde Christian Pedersen taget en tur.

»Jeg var solgt med det samme. Men min kone var skeptisk. Så sagde jeg: »Her er nøglerne«. g da hun kom retur, var hun også solgt.«

Christian Pedersen i sin helt egen overordentligt veludsmykkede garage, hvor den 31 år gamle Golf Cabriolet med kælenavnet Golfie holder til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Nu er Golfen en noget anden statur end Volvoen, men det er en af de ting Christian Pedersen elsker ved den.

»Det er en 1,8er med 110 hk, der dybest set er baseret på Volkswagen Golf MK1 fra starten af 1970erne. Jeg elsker, at der ikke noget smartass over den. Ikke noget lir. Du har et rat, en gearstang, en sugemotor, et speedometer og en omdrejningstæller. Den er meget analog, letbenet og ligetil. Det er en fornøjelse, hver gang jeg kører i den – om det er til stranden eller til København. Og vi kører hele året. Jeg har en pelshue, så hvis solen skinner, kører jeg også, selv om det er minus fem grader,« siger han, inden han beskriver en af sine uindfriede automobildrømme, der kombinerer alle delene af hans bilentusiasme.

»Vi har en plan om på et tidspunkt at tage af sted en måned i Golfen til Italien. Vi vil køre fra den franske grænse vest for Genoa langs kysten ned til Rom, krydse ind over Italien og så tage Adriaterhavskysten op til Venedig og så hjem.«

Altså Italien rundt i en bil konstrueret i 1970erne? Det er ikke drømmescenariet for særligt mange. Den manglende komfort og frygten for mekanisk sammenbrud vil sende ni ud af ti danskere i armene på et biludlejningsselskab. Men jeg forstår ham. Både fordi bilentusiasme er begejstringssmittende, og fordi den analoge og puritanske kærlighed til Golfen og Italien kan resultere i ren magi. Både hvis turen går problemfrit, og især hvis bilen får mekaniske udfordringer.

De bedste ferieminder er som oftest dem, der opstår i modgang. Som da den store Volvo skulle hjælpes ned af bjerget af fire friske italienere i den trange bjerglandsby. Det er her, bilentusiasmen lever og bliver til gyldne anekdoter.