Ford og Chevrolet skal stramme op, hvis ikke de vil udvande muskelbilkonceptet til ligegyldighed

Den klassiske amerikanske muskelbil er efter et imponerende comeback igen på vej i hundene – det er konklusionen efter et par dage i en basisudstyret Chevrolet Camaro Cabriolet i det sydlige Californien.

hedr
Den ser rå ud, men basisudgaven af Chevolet Camaro kører med en astmatisk Opel Insignia-motor og leverer ikke tilnærmelsesvis den pondus, power og rå lyd, som muskelbilens credo lægger op til. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bertel H. Jensen

Den amerikanske muskelbil er et fænomen. Et slags vidnesbyrd om amerikansk selvtillid, fandenivoldskhed og velstand i efterkrigstidens USA. Biler som Ford Mustang, Chevrolet Camaro og Dodge Challenger gav den almindelige amerikanske arbejder adgang til V8-muskler og power, der før kun var forbeholdt den velbeslåede overklasse, som havde råd til europæiske sportsvogne eller dyrere amerikanske prestigemodeller.

Muskelbilen var amerikansk bilindustris svar på den bølge af garageombyggede hot rods, der fyldte highway-strækninger og forladte industrikvarterer efter mørkets frembrud i efterkrigstidens USA. Men de gamle førkrigschassiser med store motorer på var stadig kun forbeholdt en snæver flok af garagetroldmænd. De tre dominerende amerikanske bilproducenter fangede dog folkestemningen, og svaret blev muskelbilen, der blev konkretiseret ved at montere store V8-motorer i relativt ukomplicerede to-dørs sportsvognskarosserier. Den blev født i starten af 1960erne. Ford Mustang i 1964, Chevrolet Camaro i 1966 og Dodge Challenger i 1970. Muskelbilen blev kendt som »the blue-collar sportscar« – en reference til arbejdernes mørkeblå arbejdsskjorter, der stod i modsætning til funktionærens eller direktørens hvide skjorteflip.

I takt med at USA fik prygl i Vietnam, og oliekrisen amputerede selvtilliden, gik det dog ned ad bakke for muskelbilerne, og da jeg i 2011 i forbindelse med Chevrolets 100-års jubilæum fik lov at prøvekøre en Chevrolet Camaro fra 1979, fik jeg samtidig lov at kindkysse med muskelbilens historiske lavpunkt. Den var fra en tid, hvor Jimmy Carter var præsident, USA var i knæ, og de kunne ikke engang gennemføre en vellykket befrielsesaktion mod den besatte ambassade i det revolutionsramte Teheran. Bilen havde en 5,7-liters V8-motor, men som kun ydede beskedne 188 hk, og den kunne populært sagt ikke trække skindet af en brun sovs, om det så gjaldt dens liv. Den var en på alle måder en gennemført trist oplevelse.

Hot rods voksede sig stort som fænomen i 1950erne, hvor krigsveteraner og actionjunkier monterede stærke V8-motorer i sænkede karosserier fra mellemkrigstiden. Med muskelbilernes fødsel i 1960erne fik entusiasterne endelig et fabriksnyt alternativ til hot roden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Casper Christoffersen.

Genfødt i nullerne

I nullerne genopfandt muskelbilen dog sig selv – anført af Ford Mustang, der i 2005 blev lanceret med et distinkt retrodesign, og hos Dodge og Chevrolet fulgte man efter. Trekløveret var genforenet i jagten på den performancesultne amerikanske bilkøber, som ikke havde råd til en Chevrolet Corvette, og som fandt en Mazda MX-5 for lille og fimset til cowboystøvler og Stetsonhat. Jeg har kørt en række af de genfødte muskelbiler. Mest Ford Mustang i forskellige versioner, men også Charger og Camaro, og de er blevet bedre og bedre siden midten af nullerne.

Nuvel – samlekvaliteten er stadig kritisabel, og det samme gælder materialevalg og raffinement. Men overordnet set har de leveret på kerneydelser som power og attitude. For et par uger siden anmeldte jeg Ford Mustang i specialudgaven Bullitt her i avisen, og den var imponerende rå og fejlbarlig – akkurat som det sig hør og bør i en klassisk amerikansk muskelbil.

Men man kan ikke tage temperaturen på sundhedstilstanden i muskelbilland ved at køre en specialmodel i Europa. Nej – vil man virkelig vide, hvordan det står til, skal man til Guds eget land og trille en tur i en basismodel på hjemmebanen. Det er nemlig der, drømmen om muskelbilen starter. Det er der, hvor middelklassens løncheck kan veksles til automobilattitude og rå muskler.

I 1970erne gik det ned ad bakke for muskelbilerne, og biler som denne Chevrolet Camaro endte som astmatiske skygger af deres tidligere jeg med kæmpe motorer, der ikke ydede mere end en almindelig familiebil. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nic Bothma.

Der er noget galt …

Så da jeg står ved skranken hos udlejningsselskabet Hertz i Los Angeles' internationale lufthavn for et par uger siden, skal jeg bare bede om en Chevrolet Camaro uden tag. Jeg ved godt, at en rigtig muskelbil har fast tag. Men i Californien er den regel sat ud af kraft, og som D-vitamin-hungrende dansker er det acceptabelt at bestille udlejningsbilen uden tag. Fem minutter efter holder den uden for vinduet. Den er i en fersk hvid farve, men har Camaroens distinkt ondskabsfulde design, og forventningens glædes smil breder sig på mit blege og jetlagsramte ansigt. Men allerede på vej ud på L.A.s notorisk trafikpropramte motorvejssystem går det op for mig, at der er noget helt galt. Bilen lyder alt andet end brovten og vred. Den lyder som en gennemsnitslig dansk firmabil, og det står dårligt til den visuelle attitude og bilens raison d’etre.

»Ford og Chevrolet skal stramme op, hvis ikke de vil udvande muskelbilkonceptet til ligegyldighed.«


Jeg drejer ind på den første og bedste Starbucks (hvor der altid er gratis Wi-Fi) og flyver på Chevrolets amerikanske hjemmeside, for nok har alle muskelbiler ikke V8-motor, men selv basisudgaverne med V6-motorisering plejer at lyde som mere end en Opel Insignia. Fem klik senere går det op for mig, at motoren i min udlejningsbil faktisk er præcis den samme som i en dansk Opel Insignia (GM, der ejer Chevrolet, ejede indtil sidste år også Opel). Det er en firecylindret 2,0-liters turbobenzinmotor på 275 hk. Så er det ikke så mærkeligt, at den lyder som en sværvægtsbokser med en falsetstemme.

Jeg forsøger mig ad flere omgange med at trække et par mørke gummistriber på asfalten, men det er der ikke kræfter til, så jeg må tage til takke med hjulspin i gruset på en vigeplads langs vejen. Læg dertil at den på udstyrsniveau og interiørkvalitet ikke hæver sig stort over en dansk Opel Corsa, og jeg føler mig en anelse hensat til den kastrerede Camaro fra 1979, som jeg fejrede Chevrolets 100-års jubilæum i.

Stram op!

Efter et par dage i bilen afleverer jeg den igen i lufthavnen. Forventningens smil er erstattet af tristesse og skuffelse. Nuvel – man kan sagtens få Chevrolet Camaro ZL1 med en 650 hk V8-motor, og så bliver løjerne lige så vanvittige som i den Mustang Bullitt, jeg prøvede i Danmark. Men sundhedstilstanden i muskelbilland skal ikke måles på, hvordan udgaverne til 80.000 dollars præsterer, men på hvad basisversionerne til under 30.000 dollars disker op med. For kun i den prisklasse kan vi tale om en ægte blue-collar sportscar. Kun der er det en bil for folket og ikke for de udvalgte få – hvilket er tilfældet med Bullitt og ZL1.

Her er den subjektive konklusion, at muskelbilen lader til igen at være sunket ned i en politisk korrekt bølgedal, hvor jagten på bedre brændstoføkonomi og profit til producenterne skygger for biltypens kerneværdier og mål med livet. Det er sympatisk, at man med en 2,0-liters motor vil slå et slag for miljøet. Men det kan man gøre i mærkets familiebiler. Ikke i muskelbilerne. Det er som at bekæmpe alkoholisme ved at gøre Tuborgs julebryg alkoholfri. Det har de til alt held forstået hos Dodge, hvor mindste Challenger stadigvæk er en 305 hk V6-motor på 3,6 liter. Men Ford og Chevrolet skal stramme op, hvis ikke de vil udvande muskelbilkonceptet til ligegyldighed.