For første gang nogensinde: Berlingskes motorredaktør anbefaler en el-bil

Hyundai Kona Electric er den første i en række af folkelige el-biler, der lander i løbet af 2019. Efter en uge i bilen er Henrik Dreboldt overbevist. Men den har ét graverende handikap.

hedr
Hyundai Kona Electric kommer i to udgaver med rækkevidder på henholdsvis 289 km og 449 km. Prisforskellen er 35.000 kr., og da den med lang rækkevidde samtidigt har mere power, er det klart den, man bør købe. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

Jeg var imponeret, efter jeg sidste sommer kørte Hyundai Kona Electric ved den internationale pressetestkørsel i el-bils-slaraffenlandet Norge. Efter en uge i bilen på dansk grund er jeg overbevist: Den ferme sag fra Sydkorea er den første el-bil nogensinde, jeg vil give en decideret købsanbefaling. Den kan meget vel gå hen at give el-bilen sit folkelige gennembrud i Danmark, var det ikke for ét graverende handikap. Men det vender vi tilbage til.

Henrik Dreboldt, Motorredaktør

» Man skal være født i en jordhule og være svært udfordret udi den lille tabel, for ikke at vælge modellen med den store batteripakke«


Ingen rækkeviddeparanoia

De grundlæggende tal, som den el-bils-fristede bilkøber går op i er 1: Rækkevidde og 2: Ladetid. Hyundai Kona Electric kommer i to versioner. En med et lille batteri på 39,2 kWt og en motorydelse på 150 hk og en med et større batteri på 64 kWt og en motorydelse på 204 hk. Den lille har en teoretisk rækkevidde på 289 km og den store en teoretisk rækkevidde på 449 km. Prisforskellen er på ca. 35.000 kr. Man skal være født i en jordhule og være svært udfordret udi den lille tabel, for ikke at vælge modellen med den store batteripakke. Også selvom man ikke nødvendigvis har brug for den ekstra rækkevidde. Merprisen kommer så rigeligt igen, når du engang skal sælge den, og den ekstra power er i sig selv pengene værd.

Visuelt er den elektriske version af Hyundai Kona i anmelderens optik markant kønnere end versionen med forbrændingsmotor - takket være en glattere front. Men det er ikke på dens gode udseende, den skal sælges, men derimod på sin gedigne værdi-for-pengene kvaliteter og lange rækkevidde. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Testbilen er netop den store med 64 kWt batteri og for at vende tilbage til de to indledende spørgsmål om tal, så er dens realistiske rækkevidde 400 km. Jamen hov! Det er mindre end de opgivne 449 km. Ja – men det samme gælder for en benzinmotor, den kører også sjældent det, den lover. Det er her, jeg kommer ind i billedet som manden, der uge ind og uge ud slæber mig fra den ene nye bil til den næste for at teste alting i jer læseres tjeneste. Og min oplevelse er, at den fuldt opladet konsekvent skyder efter de 400 km, når den køres almindeligt i marts måned, og kørselsmønsteret er en blanding af både by, landevej og motorvej. Det første er den mest begejstret for, mens den bliver decideret suttet, når den kører på motorvej ved 130 km/t. Så skal du ikke disponere med mere end 300 km. Men igen – hvis du pisker en Volkswagen Up ned mod Farøbroen og lader den spadsere 130 km/t på de strækninger, hvor det er tilladt, så går den også til brændstofbeholdningen som en kalv, der ikke har set et yver i et par dage.

Kabinen er simpel og intuitiv, og gearvalget foregår via trykknapperne på midtekonsollen ved siden af kopholderne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Men ved normal kørsel holder Hyundai Kona Electrics rækkeviddemåler, hvad den lover. Den er ikke jubeloptimistisk som en Jaguar I-Pace eller den gamle Nissan Leaf, der begge oversolgte deres potentielle rækkevidde, som var de time-share lejlighedssælgere på Lanzarote. Da jeg testede I-Pace'en, lærte jeg hurtigt, at 100 km i Jaguars univers var omkring 65 km heromme i den virkelige verden. Det er den slags jubeloptimisme, der giver rækkeviddeparanoia. Det har Kona Electric ikke noget af. Den ved du, hvor du har. Det var min erfaring over de små 800 km, jeg nåede at køre i bilen.

Lang ladetid

Begrebet rækkeviddeparanoia dækker over frygten for ikke at nå frem. Men det er mere end det. For i en benzinbil skal du bare skaffe en 10-liters dunk fra den nærmeste Shell-tank, og så er du hurtigt kørende igen. Men i en el-bil skal du vente en sommer på, at bilen er ladet op. Det gør sig også delvist gældende for Hyundai Kona Electric. Bilens egen lader kan suge 7,2 kWt i timen, og det betyder, at får den alt, hvad den magter, så tager det 8-9 timer at lade bilen op, hvis den er helt flad. Du kan hurtiglade den, hvis du kan finde en lader med 50 kWt eller 100 kWt-output, men dem er der kun meget få af endnu, og på de mange e-on og Clever ladestandere, der er skudt op landet over de seneste år, tager det altså sin tid at få sin Kona Electric fyldt op fra bunden. Så faktum er, at når du har kørt din tank tom, så skal den lade natten over.

Bagsædepladsen er fornuftig, og bilen er rummelig nok til at fungere som familiebil - selv til familier med langlemmede teenagebørn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Med ladetiden og rækkevidden på plads, så kan vi se på selve bilen. Skal jeg være hudløst ærligt, så mener jeg, at den almindelige Hyundai Kona i bedste tilfælde er grim og i værste tilfælde ligner noget, der burde være aborteret inden uge 12. Men i den elektriske udgave er designet mere elegant og glat især omkring fronten, og det gør den visuelt fordøjelig.

Under bagagerumsgulvet ligger batteriet, og derfor er bagagerummet på beskedne 332 liter. Nok til de fleste, men ikke klasseledende for en lille SUV. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Indenfor er den heller ingen skønhedsåbenbaring, men den er funktionel som en smartphone. Selvom der ligger et batteri under bagagerumsgulvet, så er der stadigvæk 332 liter at gøre godt med, og de er nemt tilgængelige. Bagsædepladsen er fin for en SUV af denne størrelse, og bilen har alt, hvad der skal være af USB-stik og aflæggeplads til alt fra nøgler til mobiltelefoner. Udstyrsniveauet i den testede Trend er godt nok til, at jeg ikke ville spendere de ekstra 40.000 kr. på at få en Premium-udgave. I Premium får du kunstlæder på sæderne, et head-up-display, DAB-radio og køling i forsæderne plus et par andre småting. Men Trend-versionene har alt fra Apple Carplay til klimaanlæg, fartpilot og regnsensor med mere. Derudover er det værd at notere, at alle el-biler jo er født uden en konventionel gearkasse og koblingspedal, så oplevelsen af automatgear er altid standardudstyr. Prisen på testbilen er 309.995 kr., og den årlige ejerafgift er selvudslettende 660 kr. Derudover kører den med et lavere vedligeholdelsesbudget, fordi el-drivlinjen er simplere end en forbrændingsmotor. Læg dertil, at den har Hyundais klassiske 5 års garanti uden kilometerbegrænsning og 8 års garanti på batteriet (dog kun op til 200.000 km), og Kona Electirc begynder at ligne noget, som kunne få selv Joachim von And til at holde en pause fra mønt-pudseriet og kigge op over brillen.

Ligner et potentielt superhit, men…

Den eliminerer altså den værste rækkeviddeparanoia ved at levere en troværdig rækkevidde, den er veludstyret og relativt set både billig i indkøb og især i drift. Visuelt kan den diskuteres, men funktionelt er den tæt på uangribelig. Den ligner altså en femstjernet succes allerede inden, salget rigtigt er kommet i gang. I mit univers koster det Pontiac Aztek-inspirerede design dog en stjerne. Det er Hyundai nok ligeglade med. Men hvad de ikke er ligeglade med er leveringstid og kvoten til det danske marked. Her ligger Kona Electrics virkelige handikap, og det er pinden, der stikkes i hjulet for, at den for alvor kan gå hen at blive en publikumssucces.

Kona Electric i testversionen Trend med 64 kWt batteri er veludstyret og kører realistisk omkring 400 km på en opladning ved almindelig kørsel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Hvis du bestiller en Kona Electric med den lille batteripakke, så kan du få den leveret omgående. Men den giver i min optik ingen mening, når prisforskellen er så beskeden op til modellen med der det store batteri. Modellen med 64 kWt batteripakke er der dog ifølge Hyundai Danmark mellem otte og 10 måneders leveringstid på, og spørgsmålet er, hvor mange kunder, der vil vente så længe på deres nye bil. Det er klart bilens største udfordring, for basisproduktet er i den grad i orden.