De sluger bagage som blåhvaler sluger plankton - men nu er familiecontaineren ved at uddø

SUVerne vælter frem, og stationcaren gør comeback. Det betyder, at de storfamilievenlige MPVer bliver klemt. Men er det for tidligt at dømme dem ude? For at finde svaret pakker jeg familien i den originale europæiske MPV – Renault Espace.

hedr
Syvpersoners MPVen slår som oftest syvpersoners SUVen på plads og praktisk anvendelighed. Men markedstendensen er, at kunderne vil have SUVer, og derfor vinder syvpersoners SUVerne som Peugeot 5008, Nissan X-Trail og Volkswagen Tiguan Allspace frem på bekostning af Volkswagen Sharan og Renault Espace. Fold sammen
Læs mere
Foto: hedr

MPVen (Multi Purpose Vehicle) har været genstand for talrige automobilnørdede diskussioner: Hvem opfandt formatet? Bilen, der kombinerer den klassiske minibus med familiebilen. Var det amerikanske Chrysler med deres Voyager? Var det Renault med deres Espace? Eller måske en hel tredje?

Det afhænger helt af, hvordan man definerer en MPV. Men i Europa var det Renault Espace, som indledte den bølge, der siden resulterede i et hav af populære MPVer som Opel Zafira, Ford Focus C-Max, Renault Scenic, Peugeot 807, Ford S-Max, Volkswagen Touran, Opel Meriva og Citroëns Picasso-modeller, BMW 2-serie Active Tourer, Fiat Multipla og naturligvis Citroën Berlingo. I dag er både Multipla, Citroëns Picasso-modeller, Peugeot 807 og Opel Meriva udfasede, og intet tyder på, at vi får en ny generation af S-Max, C-Max og Zafira. De bliver i stedet erstattet af SUVer med plads til syv personer som den nye Peugeot 5008 eller Nissan X-Trail.

Men er formatet dødt? Eller på vej til at dø? Eller har MPVerne stadig fremtiden foran sig?

Renault Espace er den originale europæiske MPV. Med de store hjul har den en aura af SUV. Alligevel lader det tid, at tiden er ude for de store MPVer, og deres plads bliver i stedet taget af syvpersoners SUVer. Fold sammen
Læs mere
Foto: hedr.

Renault har lugtet lunten

Hos Renault har man stolte traditioner med både den originale Espace, den mindre Renault Scenic og den grovkornede, men praktiske Kangoo. Sidstnævnte er sendt på pension, og ved de seneste opdateringer af både Scenic og Espace havde Renault lugtet SUV-lunten. Men i stedet for at relancere modellerne som SUVer holdt man fast i karosseriformatet og ændrede hjulstrørrelsen til XL.

»Det er det MPVen kan. Æde bagage som tegneseriekatten Garfield æder lasagne.«


Bilen på billederne går linen helt ud med 19-tommer-hjul – et format, der normalt er forbeholdt superbiler, SUVer eller hiphopstjerner. Men jeg må give Renault, at det ser godt ud. De store hjul giver Espace kant og karakter, og guderne skal vide, at MPV-formatet har være kendt og elsket for meget, men sjældent for deres kant, karakter eller indbydende designsprog. Selv om Espace i sit nuværende visuelle format har nogle år på bagen, tiltrækker den stadig blikke. Så Renaults første træk i deres forsøg på at sikre MPVens overlevelse – nemlig at give den et besnærende design – er i udgangspunktet lykkedes.

Feriemobilet over dem alle

MPVens raison d’etre er plads. Plads til mennesker og alt det habengut, de absolut skal slæbe med sig. De ægte MPVer har plads til syv med den bagerste sæderække som sammenklappelige stole, der forsvinder ned i bagagerumsgulvet, når de ikke skal bruges, og som – når de bruges – kun har plads til børn under 12 år. Det gælder også den Espace, jeg har ladet forsvare MPVens farver, og som kommer gennem den ultimative familiebiltest: en uges kør-selv-ferie med hele familien.

Til ferien er MPVen decideret genial, da den sluger bagage, som en blåhval sluger plankton. Fold sammen
Læs mere
Foto: hedr.

Den bagerste sædderække har vi ikke brug for, så den er klappet væk under gulvet. Bagagerummet fyldes med fire rejsetasker, en mountainbike, et waveboard, et oppusteligt SUP-board, en strandsæk, en pose med badedyr, to fodbolde og det løse. For at få plads til cyklen i kabinen må jeg lægge det midterste sæde på række to ned, men det går fint an, for ungerne på otte år og 11 år har rigeligt med plads på deres vinduespladser. På mirakuløs vis sluger bilen det hele, og jeg kan stadigvæk se ud af bagruden. Det er det, MPVen kan. Æde bagage, som tegneseriekatten Garfield æder lasagne. Det gør enhver semipresset familiefars liv markant lettere, at han bare kan smile og sige »selvfølgelig har vi plads«, når konen eller ungerne slæber mere bagage ud i indkørslen, mens man pakker feriemobilet.

Til hverdag synes den overdådige plads dog overflødig, og du har kun bagdelen ved pladsen, nemlig en stor og klodset bil, som du skal drible rundt i trafikken. Fold sammen
Læs mere
Foto: hedr.

Det bliver ferietemaet i automobil forstand: At MPVen leverer plads, er praktisk anvendelig for alle og ikke tvinger kompromiser igennem, gør den til en forrygende oplevelse hele ferieugen. Læg dertil, at Espace faktisk kører helt anstændigt. Som feriebil er den dermed godkendt.

Hullerne i MPV-osten

Alligevel er jeg ikke overbevist om MPV-formatets langtidsholdbarhed. For da bilen kommer hjem og bliver pakket ud, er den bare en stor og klodset familiebil. Læg dertil, at en bil som Espace med en frapris på 471.900 kr. ligger i samme prisleje som en BMW 3-serie stationcar og koster over 150.000 kr. mere end en syvpersoners SUV som f.eks. Peugeot 5008. Den får det svært.

Selv om den er enormt rummelig og ser besnærende ud, er den stor og klodset i byen, og selv om den har en lang række lækkert semiluksuriøst udstyr, så tror jeg ikke på, at de, der i 2019 køber bil med hjertet og et blik på image og markedstendenser, hopper på en familiecontainer til en halv million kroner. En tendens, som producenternes strategier på MPV-området bekræfter. Selv om Renault holder fanen højt, er mainstreammærker som både Ford, Citroën og Opel på vej ud af MPV-kampen, og de fremadstormende sydkoreanerne fra Hyundai og Kia kunne ikke finde på at røre MPV-markedet med et par spisepinde.

Nogle overlever, og andre dør

Helt at give MPVen dødsstødet vil være for utidig og hurtig en dom. Men de MPVer, der forsøger at tale til hjertet og levere prestige og lækre køreegenskaber til en merpris, der bringer dem over 350.000 kr., dem tror jeg personligt ikke på i længden.

De helt store busser som Volkswagen Multivan og Ford Transit Turneo skal nok overleve, for storfamilier, firmaer, institutioner og så videre vil fortsat have brug for den slags køretøjer. Jeg ser også klart et hul i markedet til de mere rudimentære og prisattraktive MPVer som Citroën Berlingo, Peugeot Rifter og Dacia Lodgy, som ikke prøver med sexappeal, men bare er skarpt fokuseret på at levere så megen plads, funktionalitet og praktisk anvendelighed som muligt for pengene. De fås også med plads til syv personer og til priser fra under 200.000 kr. Den slags er guf for den moderne dine-mine-og-vores-børn-familier, der ikke bruger bilen som pendlervåben, men som hver anden uge har brug for pladsen til alt fra fodboldkørsel til turen i Bilka, og for hvem ordene »bil« og »image« er lige så fjernt forbundet som sex og prævention.

Ser vi på tendenserne i markedet og bilproducenternes MPV-porteføljer, har MPVen sin storhedstid bag sig, og især de store og semiluksuriøse MPVer som Volkswagen Sharan og Ford Galaxy vil snart være en saga blot.