Brian Holms fortid som knallertrod på Amager: »Ja, for helvede – vi faldt hele tiden og brækkede noget«

MIG & BILEN: Brian Holm er kendt som cykelrytter, sportsdirektør og stilikon. Men hans fascination af motoriserede tohjulere går forud for karrieren som professionel cykelrytter. Den begyndte med knallerter på Amager Travbane omkring 1970.

Brian Holm fandt allerede som barn sin passion for hurtige tohjulere på Amager Travbane, hvor han og vennerne racede og kunne tune og plane en knallert i blinde, inden de nåede konfirmationsalderen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt

Brian Holm ankommer til interviewet på to hjul. Selv om vi mødes midt på cykelistbegejstrede Frederiksberg, er det ikke ved pedalkraft. Han lander på en BMW-motorcykel fra starten af 1980erne.

Det kan lyde en anelse karakterløst. Men Brian Holm har fået den ombygget i bedste caféracerstil, så al overflødig staffage er væk. Skærme, vindafviser og det hele.

Brian Holm

»Jeg boede lige op ad travbanen og var gode venner med forstanderens søn. Den første knallert, jeg havde, var en NSU, og vi lå og rodede med dem oppe på travbanen. Vi var vel 10-12 år. Min far syntes ikke de larmede nok, så han kom og borede huller i udstødningen.«


Det er et stel med to hjul, en motor og kun den lovpligtige lysføring. Og så er den malet i samme farver som den bil, Formel 1-legenden Emerson Fittipaldi vandt sit første Formel 1-mesterskab i 1972 i – nemlig Lotus’ sorte og guldfarvede John Player-sponsorfarver.

Allerede inden Brian Holm er steget af, har han fortalt omgivelserne, 1) at han elsker og kan sin motorsport, 2) at han elsker adrenalinsus, og 3) at han har et uangribeligt greb om god stil.

Brian Holm elsker sin specialdesignede BMW-motorcykel og bruger den flittigt i og omkring København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Ingen døde – trods alt

Da jeg et par uger inden spurgte ham, om han ville stille op til et interview om sin bilentusiasmen, svarede han, at han i virkeligheden var endnu mere begejstret for motorcykler. Så det er udgangspunktet. Det giver næring til det indledende spørgsmål, som falder, efter at vi har fået to kopper kaffe serveret ved hjørnebordet. Hvornår gik det op for ham, at han var motorbegejstret? Brian Holm tænker lidt over spørgsmålet og lander på Amager Travbane omkring 1969. Dengang blev travbanen brugt til både speedway og stockcarløb, og Brian Holms far var en dedikeret stockcarracer.

Selv om al rationel tænkning dikterer mådehold på gashåndtaget, har Brian Holm altid svært ved at nære sig på en åben landevej med godt udsyn. Det endorfinkick, et par millimeter på gashåndtaget giver, er ubeskriveligt. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Jeg kan huske lyden fra motorerne og lugten af benzin og udstødning fra, når de startede bilerne. Jeg stod på inderkredsen og fulgte det hele. Nogle af bilerne skulle startes med håndsving. Speakeren takkede altid storsponsoren STP (en olieproducent, red.) og leverede samme punchline hver weekend om, at STP jo som bekendt var en forkortelse for »smid trusserne, piger«. Det var Amager, når det var bedst. Hele stadion grinede – lidt ærgerligt, man ikke kan det mere,« siger Brian Holm med et fjernt blik, der afslører, at han momentært var tilbage på inderkredsen af Amager Travbane.

»Jeg boede lige op ad travbanen og var gode venner med forstanderens søn. Den første knallert, jeg havde, var en NSU, og vi lå og rodede med dem oppe på travbanen. Vi var vel 10-12 år. Min far syntes ikke, de larmede nok, så han kom og borede huller i udstødningen. Som 13-årig kunne jeg bore, hakke og plane i blinde,« fortæller Brian holm begejstret og fortsætter.

»Vi lå og kørte rundt på banen på vores borede NSUer med røvsadler. Det er en fornemmelse, der sidder i dig hele livet. De var vel bygget til at køre 25 km/t., og vi kørte 80 km/t. og følte os som speedwaystjerner. Hold kæft, hvor var vi heldige.«

Jeg spørger, om der nogensinde var nogen, der kom alvorligt til skade? Han kigger lidt forundret på mig.

»Altså om der var nogen, der døde?« spørger han opklarende.

»Nej, nej – om der var nogen, der kom til skade, altså væltede og slog sig?« siger jeg.

»Ja, for helvede – vi faldt hele tiden og brækkede noget,« svarer han med den professionelle cykelrytters nonchalance over for styrt, skader og mindre brud.

Brian Holm fandt allerede som barn sin passion for hurtige tohjulere på Amager Travbane, hvor han og vennerne racede og kunne tune og plane en knallert i blinde, inden de nåede konfirmationsalderen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

»Det værste, der skete, var med en fyr, der hed Dragi. Han var førstegenerationsindvandrer, og faderen var tyrker og kørte taxi. Skoleinspektøren holdt en tale for os om at tage godt imod Dragi, så Gert og jeg tog hjem til ham efter skole. Her gav Dragis far os en springkniv og bad os om at passe på ham. En dag fandt vi en gammel knallert til ham, og inden vi kunne stoppe ham, ville han tjekke, om der var benzin på, og brugte en lighter til at lyse tanken op. Han fik næsten sprunget hovedet af,« fortæller Brian Holm.

Cyklen sendte motorcyklerne ud i kulden

Brian Holm kørte knallert i teenageårene og fik en lille motorcykel, da han flyttede til Belgien og blev professionel cykelrytter.

»Det var en 125 cm3 Yamaha-offroadmotorcykel. Den var sjov, men en af naboerne endte med at brænde den af,« siger han og uddyber perifert:

»Jeg så ham ikke sætte ild til den, men jeg er sikker på, det var ham.«

Det var i 1980erne, og da havde Brian Holms cykelkarriere taget fart i et omfang, så det ikke duede at fortsætte med motorcyklerne og de farer, de indebar. Dengang fik man ikke løn, hvis man ikke kørte løb, så et styrt på en motorcykel kunne koste flere måneders løn. I alle de 14 år, Brian Holm boede i Belgien, havde han dog en scooter. Og har man set en nedkørsel i Tour de France, ved man, at han også som cykelrytter fik sine fartkick – uden brug af motor.

Den gamle BMW-motorcykel er bevidst malet i samme farver som den Lotus Formel 1-bil, som Emerson Fittipaldi vandt VM i Formel 1 i 1972 i. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Efter cykelkarrieren overvejede han flere gange at købe en motorcykel igen, men han skulle en tur til USA, før kærligheden til de rigtige motorcykler blev genantændt.

»Det var i Nevada, uden for Las Vegas, hvor jeg kørte gennem ørkenen alene. Jeg havde det så godt. Der var ikke nogen at imponere. Bare at suse gennem ørkenen gav en fornemmelse, man ikke kan købe for penge. Der bliver frigivet endorfiner. Den der fornemmelse af at skulle styre hånden og lade være med at køre for stærkt, for du ved, det er for farligt. Men man rykker den alligevel lige et par millimeter mere og nyder et nyt skud endorfiner hver gang. Larmen og lyden med god fart på. Det var fedt,« siger han næsten drømmende og betegner det som sin bedste motorcykeloplevelse nogensinde. Det blev starten på en genfødsel som motorcyklist, og han købte BMWen, som han har kørt på et par år.

Brian Holm bruger næsten udelukkende motorcyklen, når han skal rundt i København til daglig. Han har også en bil, en Subaru Forester, som han taler rationelt passioneret om.

»Den er robust og kan holde til at blive brugt. Der kan ligge to cykler bagi, og den er perfekt til weekendturen ud af byen,« siger han om forholdet til den bundsolide japaner.

Som cykelrytter tager han naturligvis også en gang imellem cyklen, og som ambassadør for Continentals »Share the Road«-kampagne har han nogle ret markante holdninger om forholdet mellem cykler og bilister.

»Mange cyklister på landevejene tror, at de ejer hele vejen, og føler, at de næsten er klar til Tour de France. Men bilister tager heller ikke altid hensyn og bliver hurtigt aggressive. Folk glemmer, at personen på cyklen eller i bilen er nogens søn eller datter, som du kan gøre bange, men endnu værre risikere at slå ihjel eller invalidere,« siger Brian Holm – uden på nogen måde at frede cyklisterne. De kan også være uden for pædagogisk rækkevidde.

»Morgenturen ned ad Gammel Kongevej på cykel er vanvittig. Der må man overgive sig og håbe på det bedste, når alle stresser af sted klokken kvart i otte med en smartphone i den ene hånd og en dyr kaffe i den anden,« som han beskriver morgenmyldret på en af Frederiksbergs travleste cykelstier.

Brian Holm har lovet sig selv, at når han fylder 60, skal han køre på tværs af USA på motorcykel. Gerne alene og gerne på en klassisk Indian-motorcykel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Thomas Lekfeldt.

Enten forstår man det, eller også gør man ikke

Vi kommer omkring alt fra håndbyggede tyske motorcykler til nutidens unges mangel på kvalitetssans. Men vi vender hele tiden tilbage til essensen af hans motorcykelbegejstring. Brian Holm forklarer, at det ikke som sådan er farten i sig selv. Det er også lyden, larmen og lugten, som han oplevede det på inderkredsen af Amager Travbane. Det handler om adrenalinkicket, man får, når man hiver håndtaget tre millimeter længerer mod fuld gas. Den eksplosion af acceleration, omdrejninger og larm.

»Det er det, folk ikke forstår. Hvis du ikke forstår det, så kan jeg ikke forklare det. Men det giver et kick og et skud af endorfiner, som man ikke engang får i en massespurt eller på vej ned ad et bjerg på våd vej,« siger Brian Holm.