BMWs bølle eller Mazdas elegantier? Motorredaktøren kårer årets sjoveste bil

Vi må ikke glemme de sjove biler i en tid, hvor CO2-aftryk synes vigtigere end 0-100 km/t.-tider. Så nu gælder det den ægte køreglæde, når motorredaktøren kårer Årets Sjoveste Bil 2019.

hedr
Porsche 911 er aristokraten i finalefeltet. Den har et alenlangt CV både på landevej og på alverdens racerbaner, og Porsche har perfektioneret det oprindelige design fra 1963, så man må bukke i dyb anerkendelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

Sjov kan betyde hundredvis af ting. Men for mig er en sjov bil en bil, der underholder køredynamisk. En bil, der byder dig op til dans, udfordrer og ægger dig til frisk kørsel. En bil, du hele tiden har en dialog med, og som reagerer prompte på dine indspark. Du giver lidt gas, og den laver en blid udskridning, du korrigerer og den returnerer.

Den slags biler taler til mig som bilentusiast. Biler, der kan gøre noget så trivielt som en tur fra A til B til en oplevelse, og som får dig til at tilbagelægge 40 km – selvom den direkte rute fra A til B kun er 12 km.

Det er min definition på en sjov bil, og det er den bedste af dem, jeg jagter i denne uge.

»Jeg har grublet, noteret, streget ud og tilføjet, for at skære feltet til. For man kunne blive ved. Men jeg ville ned på fire biler, og det skulle være dem, der har smurt det bredeste køreglædesmil over mine kornfede læber i kalenderåret 2019.«


Under normale omstændigheder ville jeg have linet hele feltet op til en stortest. Men det er lige så svær en logistisk øvelse som at få Rød Stue til at sidde ned og spise med kniv og gaffel i vuggestuefrokostpausen. Så bilerne er kørt hver for sig.

Jeg har grublet, noteret, streget ud og tilføjet for at skære feltet til. For man kunne blive ved. Men jeg ville ned på fire biler, og det skulle være dem, der har smurt det bredeste køreglædesmil på mine læber i kalenderåret 2019.

De fire finalister er derfor efter både moden og umoden overvejelse: Toyota Supra, BMW M2 Competition, Mazda MX-5 30th Anniversary og den nye Porsche 911.

Fire biler, der udover at have baghjulstrækket tilfælles er lige så forskellige som figurerne fra Olsen-Banden. Men også fire biler, der leverer samme målrettede fokus, som det evigt uheldige trekløver fra Valby. Mens Egon, Benny og Keld jagtede millionerne, så er de fire finalisters fineste formål med tilværelsen at levere køreglæde. Og det er den vægt, de vejes på i denne test.

Toyota Supra – Bastarden

Den genfødte japaner har været ventet med spænding. Selv om den sidste Supra trillede af samlebåndet tilbage i august 2002, var Supra-navnet stadig det mest googlede Toyota-navn i 2018. Modellen var død, men ikke glemt. Så da den endeligt landede på europæisk asfalt i midten af 2019, var forventningerne tårnhøje – og den skuffede ikke.

Den topersoners sportsvogn med det lave tyngdepunkt og perfekte vægtfordeling leverer en køreoplevelse så skarp, at man skulle tro, den var smedet med samme nidkærhed som et traditionelt japansk samuraisværd. Realiteten er dog, at den er en bastard. Den nye Supra er visuelt designet af Toyota, men den er baseret på BMW-teknologi og deler platform med den nye BMW Z4.

Selvom ingredienserne er tyske, har Toyotas motorsportsafdeling, Gazoo Racing, dog stået for tilberedelsen, og det har gjort bilen overraskende væsensforskellig fra Z4. Toyota Supra føles som en kompromisløs sportsvogn. Stram, målrettet og evigt kommunikerende. Med motoren på langs ude foran og baghjulstræk hylder den den klassiske sportsvognsopbygning, og speederresponsen er ligesom styrtøjet lynhurtig til at levere på de input, du giver.

Du kan diskutere det meget asiatiske design, og for nogle vil fraværet af en manuel gearkasse trække ned, men du kan ikke diskutere bilens evner på en snoet sognevej. Og fordi motoren har turbo, leverer den masser af moment ved lave omdrejninger, og det gør køreglæden tilgængelig, ligemeget hvor på omdrejningsspektret du befinder dig. Vip med pedalen, og det er som at åbne en dåse kattemad på en kattepension. Bilen vågner til dåd og tigger om at få gas. Den leverer en forrygende kombination af tysk teknologi og asiatisk nidkærhed, og det gør den til bastarden fra himlen.

Toyota Supra har et hav af BMW-dele under den japanske karosse, men måden, delene er samlet og opsat på af Gazoo Racing, gør den helt forrygende. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

BMW M2 Competition – Bøllen

Det er både en velsignelse og en forbandelse for BWM M2 Competion, at den er baseret på standardudgaven af en BMW 2-serie Coupé.

En velsignelse, fordi det dermed ikke er åbenlyst, at M2 er en performancebil. Den almindelige beskuer vil let kunne forveksle den med en dieselmotoriseret BMW 220d Coupé, og den underspillethed har en vis kvalitet for nogle.

En forbandelse, netop fordi folk kan forveksle den med en billig dieseludgave, og derfor ikke opfatter, at det er en performancebil til 1,1 million kroner, og det vil nogle købere ærgre sig over.

Mens de tre andre finalister er bygget med køreglæde som eneste formål, har troldmændene i BMWs M-afdeling været begrænset af basis 2-seriens karosseriopbygning.

Desto mere imponerende er resultatet. BMW M2 Competition er fuldstændigt forførende fra første tryk på startknappen. Den deler i virkeligheden en del teknik med Toyota Supra (både Supra og BMW Z4 er baseret på BMW 2-serie-platformen), men i M2 Competition er alting blevet tanden mere ekstrem. Motoren har fået 70 hk mere og yder 410 hestekræfter, og i stedet for den fine 8-trins automatiske sportsgearkasse har M2 Competition fået en 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse fra M-afdelingens hylder.

Så selv om BMW M2 Competition er over 100 kg tungere end Toyota Supra – på grund af dens basislayout som 2+2er med bagsæde – føles den endnu mere kontant og kompromisløs. Som en bølle i en underspillet stangvarehabit. Den tigger om prygl og leverer som en UFC-kæmper i buret.

Måske undervognen er lige hård nok og motorlyden lige nærværende nok til en tur til bageren. På den anden side svarer det til at brokke sig over, at en napoleonskage feder. Det er at misse pointen helt og aldeles.

BMW M2 Competition formår at hæve niveauet for, hvor megen brutal underholdning du kan få for lige over en million kroner. Fold sammen
Læs mere
Foto: BERNHARD_LIMBERGER/PR.

Mazda MX-5 30th Anniversary – Elegantieren

Lige siden 1989 har Mazda fornøjet bilentusiaster verden over med deres lille MX-5 sportsvogn. Den har forlængst overhalet forbilledet MGBs salgstal, og opskriften er ligetil: En omdrejningsvillig langsliggende motor ude foran uden turbo, en stram manuel gearkasse og træk på baghjulene. Alt sammen pakket i en let og kompakt topersoners karosse.

Bilen kører nu i sin fjerde generation, men Mazda har kun ændret minimalt på basisopskriften. For at fejre 30 års- jubilæet har de lanceret en særlig jubilæumsudgave, der kun fremstilles i 3.000 eksemplarer. Alle i samme farve, der bedst kan beskrives som nyskilt-og-desperat-orange. Men ser man gennem farven, har Mazda gjort ALT rigtigt. Motoren er en 184 hk-udgave af den firecylindrede 2,0-liters Skyactive-maskine uden turbo, bremserne er blevet større, og bilen har Bilstein-affjedring. Alt sammen for at gøre køreoplevelsen endnu mere intens.

Mazda MX-5 er uden sammenligning finalefeltets svageste bil – set fra et performancesynspunkt. Men det er samtidigt den, der leverer den reneste og mest analoge form for køreglæde. Her er ikke sportsknapper eller mulighed for at justere på speederrespons, udstødningslyd eller gearskiftehastighederne. Alt er indstillet, som de puritanske mazda-ingeniører har tænkt det optimalt fra starten af, og så er det op til dig selv bag rattet at få det bedste ud af det. Det er kort sagt ikke en bil, der hjælper dig med at se godt ud på en bane eller gennem en snæver svingkombination. Det må du selv klare.

Fordi motoren ikke har turbo, skal den have mange omdrejninger for at levere. De 184 hk gemmer sig helt oppe ved 7.000 o/min, så man skal hele tiden holde motoren over 4.500 o/min. Gearkassen bliver derfor motioneret flittigt, hvis man kører bilen aggressivt, og så er det jo fantastisk, at MX-5 har en af bilindustriens strammeste og mest tilfredsstillende 6-trins manuelle gearkasse. Gearvandringen er kort, og gearene falder i med stor mekanisk selvsikkerhed.

Bilen vejer ind på lige over 1.100 kg, og det betyder, at den er befriende let på tæerne ved retningsskift. Den slår begejstret med halen i kurverne og er som en lille Jack Russel-terrier i et felt af rottweilere og schæfere – fuldstændigt uden fornemmelse for, at den er underhunden på alle parametre.

En af Mazda MX-5s historiske udfordringer har været, at den motormæssigt altid har været ekviperet til den svage side. Men med 184 hk føles den for første gang akkurat potent nok til at kunne skræmme. Og netop talentet til at skræmme og aftvinge respekt fra føreren er et centralt element ved oplevelsen af køreglæde. For føler man sig alt for sikker i sadlen, bliver udfordringen, og dermed intensiteten, mindre. MX-5 opleves i jubilæumsudgaven akkurat intens nok til, at den kan holde en erfaren rotte til ilden, og dens elegante og analoge facon er en kilde til uudtømmelig beundring og underholdning.

Mazda MX-5 er analog og simpel uden nogen form for stafage. Den er køreglæde i sin reneste form, og med 184 hk har den endeligt power nok til at bide fra sig. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Porsche 911 – Aristokraten

Porsche 911 er definitionen på en overlever, og i år landede 8. generation af legenden.

Det, der i min optik gør den bil så uovertruffen, er dens indbyggede fejlbarlighed. Helt grundlæggende er bilen opbygget forkert. Motorens placering bag bagakslen giver i bedste fald farlige køreegenskaber og i værste fald døde bilentusiaster. Bilen bliver bagtung og skræmmende ved høje hastigheder, og hvis den først mister vejgrebet på baghjulene i et sving, er du garanteret en tur i rabatten. Men netop derfor er den perfekt, fordi den overvinder denne udfordring og leverer en af de skarpeste og mest gribende sportsvognsoplevelser på markedet.

Det er også grunden til, at Porsche 911 er solgt i over en million eksemplarer siden introduktionen i 1963, og det gør den til en art aristokrat i sportsvognssegmentet. En vogn med en stamtavle – både på gaden og på alverdens racerbaner – der får selv MX-5 til at ligne en nyrig opkomling.

Porsche 911 fåes i et hav af aftapninger, og den seneste generation er ikke lanceret i halvdelen af alle de udgaver, som vi kan forvente. Men som semi-puritaner udi automobiler har jeg altid elsket og værdsat basisudgaverne Carrera eller Carrera S. Gerne som Coupé og uden soltag. Bilen, der er tættest på ophavet fra 1963.

Jeg havde fornøjelsen af netop Carrera S i sommers, og med 450 hk og en topfart på 308 km/t er selv basisudgaverne af 911 potente nok til at sætte en skræk i livet på enhver entusiast. Men selvom den rammer 100 km/t. på 3,7 sekunder i udgaven med PDK-gear, kan den stadig være enormt civiliseret og omgængelig. Porsche 911 er en sportsvogn, du kan køre på langtur i – uden høreværn og nyrebælte. Den opleves som den perfekte kombination af væver sportsvogn og luksuriøs superbil, og den er lige lykkelig, om den befinder sig i et alpepas eller på autobahn. Det gør den unik og forklarer samtidig dens imponerende overlevelsestalent.

Porsche 911 er aristokraten i finalefeltet. Den har et alenlangt CV både på landevej og på alverdens racerbaner, og Porsche har perfektioneret det oprindelige design fra 1963, så man må bukke i dyb anerkendelse. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Konklusion

Det er næsten som at skulle vælge mellem sine børn at kåre en vinder i dette felt.

Alle bilerne er deciderede fremragende. Men tænker jeg tilbage over året og de forrygende testuger, jeg har tilbragt i selskab med bilerne, tror jeg, at den bil, der gjorde mig allergladest i denne kvartet, var BMW M2 Competition. Den var rå og brutal på en snoet sidevej – på en mere involverende og kompromisløs facon end Supra og MX-5. Som om den havde mere at bevise. Den ville vise, at nok var dens ejendomsmæglerhabit arvet fra den almindelige 2-serie Coupé, men at der indenunder brændte et hjerte af rå og upoleret køremaskine.

BMW M2 Competition er rå og ufortyndet køreglæde på fire hjul, og bilen der har imponeret og underholdt mest i 2019 – derfor triller den fortjent hjem med titlen Årets Sjoveste Bil 2019. Fold sammen
Læs mere
Foto: Uwe Fischer/PR.

911eren bliver en tæt nummer to, men her skal du betale det dobbelte for samme smil. Visheden om, at den vil være husket, når de tre andre biler er glemt, gør den til en parallelvinder, som ingen rigtigt kan slå.

Snakker vi værdi-for-pengene udi køreglæde, når ingen af finalisterne Mazda MX-5 til sokkeholderne, og Supra er så aparte en Toyota med så fin en balance, at den fortjener en pokal.

Men det er overraskende nok BMW M2 Competition, der kommer allertættest mit køredynamiske hjerte, og den vinder derfor titlen som Årets Sjoveste Bil 2019.