Biltest: Renault tilbageerobrer førerpladsen for små SUVer

Efter en middelmådig ny Renault Clio slår Renault tilbage med en ny udgave af mini-SUVen Captur, som på pris, design og praktisk anvendelig er alt andet end middelmådig.

Køredynamisk er den ikke forførende, men SUV-segmentet handler ikke om s-kurve-knusende-talenter, men om værdi-for-pengene og funktionalitet. Og her fungerer den nye Captur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

Vi ved alle, hvad der sker, når man lader stå til og slænger sig på laurbærrene. Man hygger og glemmer fremtiden. Det skete for Renault med minibilen Clio. Forgængeren var en kæmpesucces og stadigvæk Europas mest solgte minibil, da den blev afløst sidste år. Afløseren var middelmådig som et halvtrist stykke supermarkedssmørrebrød.

»Man fik indtryk af, at Jean Luc og Laurant nede fra udviklingsafdelingen for småbiler hos Renault mestendels havde brugt de seneste par år på petanque og rødvin frem for at sidde bøjet over deres skriveborde til langt ud på aftenen.«


Man fik indtryk af, at Jean Luc og Laurant nede fra udviklingsafdelingen for småbiler hos Renault mestendels havde brugt de seneste par år på petanque og rødvin frem for at sidde bøjet over deres skriveborde til langt ud på aftenen. Nu viser det sig dog, at de ikke bare sad med stængerne på bordet og kæderøg Gauloises. De havde nemlig travlt med den nye udgave af mini-SUVen Captur.

Visuelt har Renault formået at holde designet let, og Renault Captur ser overraskende dynamisk ud. Men den er mere en praktisk gris end et køredynamisk underholdningsorgel. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Danskerfavorit

I virkeligheden er det mærkværdigt, hvorledes en bil, der mestendels består af samme dele som Clio, kan opleves så meget bedre. Men det er summen af design, pris og praktisk anvendelighed, som gør Captur til en vinder.

Kombinationen mellem værdi-for-pengene, design og praktisk anvendelighed gør den nye Renault Captur til en af mini-SUV-segmentets bedste køb lige nu. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Den lander i en klasse, den selv var med til at skabe. Den første generation af Captur var blandt de første og siden hen mest populære mini-SUVer, siden Nissan Juke åbnede mini-SUV-ballet tilbage i 2010. For mens den første Juke lignede noget, der var designet efter en sake-våd julefrokost, var den første Captur funky uden at være dum. Samtidig landede den i 2013, hvor markedet havde rystet finanskrisen af sig og samtidig taget SUV-konceptet til sig. Timingen var som et McDonald's-besøg dagen efter en polterabend. I 2017 solgte Renault 2.693, i 2018 blev det til 2.950, mens salget i 2019 faldt til 2.333, da den måtte se sig overhalet af både Peugeot 2008 og Volkswagen T-Cross. Men mit bud er, at det kommer til at ændre sig i 2020.

Billigt udstyr

Testbilen er en Renault Captur TCe 155 EDC Intens. Oversat til lægmandssprog betyder TCe, at det er en turbobenziner, 155 er antallet af hestekræfter, EDC hentyder til bilens 7-trins dobbeltkoblingsgearkasse, mens Intens er ensbetydende med højeste udstyrsniveau. Det lyder altså, som om Renault har charmeret mig med en kransekagemodel, som den danske bilkøber aldrig vil komme i nærheden af.

Topudstyrsversionen Intens har en forførende lækker kabine, hvor lækre materialer og godt design går hånd i hånd. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Men faktum er, at mens testbilen koster 258.900 kr., lyder startprisen på en Captur på 198.900 kr. For de 60.000 kr. får du 55 hestekræfter ekstra, automatgear, lækrere kabinematerialer, større infotainmentsystem, digital instrumentering, automatisk lys, to-farvet karosseri, p-sensor, bakkamera og et hav af andre lækkerier. Sagt med andre ord er merværdien i forhold til merprisen så massiv, at man skal være troende Gandhi-discipel og virkeligt tro på afholdenhed og det simple i livet for ikke at finde sig selv draget af testbilen, der leverer markant mere værdi for pengene end merprisen turde insinuere.

Bagsædepladsen er fin selv for voksne på over 1,80 meter, og det gør den brugbar for familier, der også har store teenagebørn. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

I virkeligheden er prissætningen en af bilens stærkeste sider. Et hurtigt kig på ekstraudstyrslisten viser, at kun panoramasoltaget sniger sig over 10.000 kr. Alt andet koster mindre. Trådløs opladning af mobil: 2.000 kroner. Større skærm til infotainmentsystemet: 6.500 kroner. Førerassistentpakke med adaptiv fartpilot og advarsel ved blinde vinkler: 7.900 kroner. Adventurepakke med tagrails og tonede ruder: 3.900 kroner. Og sådan fortsætter det.

Fornuftigt kompromis

Køreoplevelsen er hverken ophidsende eller involverende. Men det er heller ikke bilens opgave at levere køreglæde som sådan. Nuvel, der findes sjovere mini-SUVer derude, og er man en hund for en hurtig s-kurve, er Captur nok ikke bilen for dig. Så skal du mere kigge i retning af Fords nye Puma. Men den er ikke blød som en Citroën C3 Aircross, og derfor rammer den et optimalt familievenligt kompromis mellem komfort og køredynamik.

Funktionelt er der god plads på bagsædet, hvor jeg med mine 1,81 meter fint kan sidde bag et forsæde, der ligeledes er indstillet til min højde. Bagagerummet sluger grådigt 406 liter, og det er absolut godkendt i klassen. Bilen fås med masser af anvendelige aflæggerum og USB-stik til opladning af mobilaggregater, så også et par teknikafhængige børn kan lokkes ud på længere ture i Captur.

Køredynamisk er den ikke forførende, men SUV-segmentet handler ikke om s-kurve-knusende-talenter, men om værdi-for-pengene og funktionalitet. Og her fungerer den nye Captur. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Motorprogrammet består på det danske marked af tre forskellige motorer, der fås med fem forskellige ydelser. På benzinfronten starter Captur med en 3-cylindret 1,0-liters turbomotor på 100 hk som kun leveres sammen med Renaults jammerlige 5-trins manuelle gearkasse, hvor man skal have fat i GPSen for at finde rundt mellem gearene. Her vil jeg til hver en tid anbefale, at man finder de 35.000 kr., det koster at komme op i udgaven med en 4-cylindret 1,3-liters turbomotor på 130 hk, der udelukkende leveres med en 7-trins automatgearkasse. Den er ligaer bedre, og når man alligevel har muldvarpeskindet fremme, så find lige de 8.000 kr. som 155 hk udgaven af samme drivlinje koster. Den opgradering er alle pengene værd.

Den svævende midterkonsol i udgaverne med automatgear er en af de forførende designdetaljer, der hæver Captur fra bare at være praktisk gris til at have livsstilstroværdighed. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

På dieselfronten fås Captur med en firecylindret 1,5-liters motor, der yder enten 95 hk eller 115 hk. Den lille version fås kun med 6-trins manuelt gear, mens 115 hk-udgaven har 7-trins automatgear. Prisforskellen er også her på 35.000 kr., mens fordelen ved at snuppe den store motor ikke er helt så åbenlys som med benzinmotorerne.

Mest værdi-for-pengene

Et hurtigt kig på konkurrenter som Skoda Kamiq, Volkswagen T-Cross, den nye Peugeot 2008 og Nissan Juke viser, at hvis værdi-for-pengene er din automobilindkøbsledestjerne, så findes der ikke en pakke, der leverer samme power, komfort og praktisk anvendelighed som en Captur TCe 155 EDC Intens. Man kan have specialbehov, der jager dig i armene på en af konkurrenterne, og især den pladshungrende børnefamilie vil lade sig friste af Skoda Kamiq, der vitterligt også er forrygende. Men på design, power og pris bliver den slået af Captur, der i den grad ligner en bil, der har tænkt sig at tilbageerobre salgsførstepladsen i mini-SUV-segmentet. Alt sammen takket være skarp prissætning og Jean Luc og Laurants dedikerede arbejdsindsats i udviklingskælderen under Renaults Technocentre i Parisforstaden Guyancourt.

»Man fik indtryk af, at Jean Luc og Laurant nede fra udviklingsafdelingen for småbiler hos Renault mestendels havde brugt de seneste par år på petanque og rødvin frem for at sidde bøjet over deres skriveborde til langt ud på aftenen.«