BILTEST: Kan en fremragende Corsa bane Opels vej ud af krisen?

Den nye Opel Corsa er fremragende, og den falder på et tørt sted for Opel i Danmark. Men spørgsmålet er, om det er nok til at få Opel ud af deres dybe krise. Motorredaktøren er ikke overbevist.

Den nye Opel Corsa er en imponerende vellykket minibil, men spørgsmålet er, om succes til denne model kan redde Opel ud af den alvorlige salgsnedgang, tyskerne har oplevet i Danmark siden 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

I 2017 solgte Opel 13.489 biler i Danmark. I 2018 faldt tallet til 10.689 og markedsandelen dermed fra 6,1 pct. til 4,9 pct. Nok til at rynke brynene? Helt sikkert. Men i 2019 lykkedes det kun at sende 7.766 nye Opel-biler ud på de danske veje, og markedsandelen faldt til 3,4 pct. Tabstal, der ville få selv en hærdet skyttegravsgeneral fra Første Verdenskrig til at tabe monoklen og udstøde et lille gisp.

Umiddelbart er 100 hk-turbobenzinversionen af den nye Opel Corsa modellen, du skal vælge, men efter 450 testkilometer i den 75 hk-benzinversion, viser den sig fuldt ud opgaven voksen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Victor Dreboldt.

Graver vi ned i tallene, bliver det kun værre. Opel solgte stabilt omkring 1.800 Opel Insignia i både 2017 og 2018. I 2019 faldt det tal til 374! Så kan det godt være, at det lykkedes at sælge lidt flere Opel Corsa, men enhver med mere end et semester eller to på CBS under Hugo Boss-bæltet vil vide, at der er flere penge i at sælge biler til lige under en halv million kroner end på biler til 150.000 kr. Både i basisfortjeneste, men også i fortjeneste på ekstraudstyr med mere.

Motorredaktør Henrik Dreboldt om Opels salgsnedgang i 2019

»Det er tabstal, der ville få selv en hærdet skyttegravsgeneral fra Første Verdenskrig til at tabe monoklen og udstøde et lille gisp.«


Forklaringerne er mange. Fra ændringer i importørleddet til IT-vanskeligheder i samarbejdet med Opel i Tyskland. Det ændrer bare ikke på fakta. Opel i Danmark er i krise, og der skal ske noget i 2020 – coronakrise til trods, hvis ikke det tyske mærke skal sejle ud af samme blindgyde som Fiat og Mitsubishi og ende som en marginalspiller på det danske bilmarked.

Snup basismotoren på 75 hk

Derfor lander den nye Opel Corsa på det helt rigtige tidspunkt. Forgængeren var en fin vogn, men med flere ansigtsløft end hele holdet fra »Forsidefruer« tilsammen kunne den ikke længere køre fra sin alder. Opel Corsa Model E (der kørte fra 2014 til 2019) var i virkeligheden en kraftigt opdateret Model D, der var den Corsa, som debuterede i 2006. Det gjorde Corsas basiskonstruktion til alderspræsidenten i minibilsklassen.

Den nye Opel Corsa er en imponerende vellykket minibil, men spørgsmålet er, om succes til denne model kan redde Opel ud af den alvorlige salgsnedgang, tyskerne har oplevet i Danmark siden 2017. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Den nye Opel Corsa er helt nyudviklet og er et produkt af Opels nye ejerforhold. PSA (Peugeot og Citroën) købte Opel af General Motors i 2017, og derfor er den nye Opel Corsa nært beslægtet med den nye Peugeot 208, der netop har vundet titlen som Årets Bil i Europa. Så forventningerne er høje.

»Jeg er faktisk imponeret over den lille motor, for jeg ville have svoret, at den udelukkende henvendte sig til TV 2 Charlie- og Barnaby-segmentet.«


Jeg har testet Corsa i tre motorvarianter: 1,5D turbodiesel med 100 hk, 1,2 turbobenzin med 100 hk og 1,2 benzin uden turbo med 75 hk. Senere følger den elektriske Opel Corsa-e med 136 hk og en rækkevidde på 340 km, men den har jeg endnu ikke haft fornøjelsen af. Så vi holder os til forbrændingsmotorprogrammet.

Opel Corsa er på samme tid konservativ og elegant designet. Den er lidt som en minibilsinkarnation af tyske CDUs partiprogram – konservativ og uden store armbevægelser. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Opel Danmarks prissætning sender dig direkte i armene på en 1,5D dieseludgave med 100 hk. Basisprisen for den nye Corsa lyder på 139.990 kr. Men det er for en 75 hk benzinudgave i Essentia-udstyrsniveau, og det er så spartansk, at selv den asketiske indiske friheldshelt Mahatma Gandhi ville have fundet den skrabet. For kun 15.000 kr. mere – altså 154.990 kr. – får du dog en 1,5D i Edition+-udstyrsniveau med alt fra baksensor til tonede ruder, Apple Carplay, DAB-radio, aktiv nødbremse, elspejle og aircondition med mere. Den ligner en regulær pendlerfavorit. Af uforklarlige årsager er det dog ikke lykkedes Opel-importøren at få den 1,2-liters turbobenziner med 100 hk hjem på samme favorable vilkår som den 100 hk dieseludgave, så vil du have den motorversion – som synes at være den helt oplagte for alle dem, der ikke pendler 30.000 km eller mere om året – så skal du smide 179.990 kr., da den kun kommer i udstyrsniveauet Elegance. Det virker ulogisk og absurd, og vi må håbe, Opel Danmark kan ændre på det, så også den vil kunne fås i et lavere udstyrsniveau.

Til alt held overrasker den 75 hk benzinudgave i et omfang, så jeg ender med at blive helt pjattet med den. Den fås også i en Edition+-version til 144.990 kr., og det er i virkeligheden den, du bør vælge, hvis ikke du er kilometerkonsumerende pendler og dermed oplagt dieselkøber.

Opel Corsa har i basisversionen tromlebremser, og de gør det fint i den lille 75 hk-version. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

For selv om specifikationsarket siger 13,2 sekunder til 100 km/t. og en topfart på 174 km/t., så er den 75 hk udgave faktisk overraskende frisk fra 0-80 km/t. – som er den accelerationsøvelse, du laver oftest. Den lille trecylindrede 1,2-liters benzinmotor uden turbo har et relativt ydmygt moment på 118 Nm, men det sparker ind ved 2.750 o/m, og motoren trækker lineært og ubesværet op til de 5.750 o/m, hvor de også beskedne 75 hk befinder sig. Det giver en meget velafrundet og spændstig oplevelse bag rattet. Jeg er faktisk imponeret over den lille motor, for jeg ville have svoret, at den udelukkende henvendte sig til TV 2 Charlie- og Barnaby-segmentet. Men efter 450 testkilometer i alt fra by til motorvejskørsel må jeg konstatere, at den stadigvæk har til gode at skuffe mig. Kun den femtrins manuelle gearkasse opleves en anelse sløset og upræcis. Men kan man leve med det, er der ingen tvivl om, at den 75 hk udgave af Corsa faktisk er den, der giver bedst mening.

Konservativ, men mere praktisk

Undervogn og drivlinjer deler Corsa som sagt med Peugeot 208, men på designfronten har Opel og Peugeot gået opgaven fra to vidt forskellige vinkler. Mens Peugeot med deres små rat og 3D-effekter i kabinen er gået fransk og ekstremt friskt til værks, er Corsas rolle i langt højere grad at spille den konservative tyske CDU-stemmende sikre havn for de kunder, der ikke har behov for store armbevægelser. Som selviscenesættende youtuber og motorredaktør burde jeg klart være fan af 208eren frem for Corsa.

Bagagerummet er på 309 liter, og bagsædepladsen er heller ikke klasseledende. Men Corsa spiller oftest rollen som familiens bil nummer to eller ejes af enlige, og så er plads bagi ikke primære konkurrenceparamtre. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Men det er jeg ikke. For Corsa er ikke selvudslettende kedelig. Den er blot konservativt elegant. Og på brugerfladen er den helt lavpraktisk bare en bedre pakke end sin franske søstermodel. En banal detalje såsom selve måden at styre airconditionanlægget afslører forskelligheden. I Corsa styres varmeanlægget på en række fysiske knapper neden under infotainmentskærmen, mens Peugeot har valgt at integrere kontrollen af varmeapperatet i selve infotainmentsystemet. Det betyder, at Peugeot-kabinen har færre fysiske knapper og derfor fremstår mere cool og elegant, men jeg vil hellere have hurtig adgang til mine funktioner, end jeg vil skulle trykke fem gange på en skærm, hver gang jeg skal fra mit Apple Carplay over til at justere temperaturen og så tilbage igen.

Kabinen er elegant, konservativ og mere funktionelt velfungerende end i Opel Corsas søstermodel Peugeot 208, hvor brugerfladen lider under et minimalistisk design. I Corsa står funktion over form. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

I forhold til den gamle Corsa er det faktisk kun sædekomforten og bagsædepladsen, der ikke er blevet bedre. Opel har historisk leveret nogle af bilindustriens bedste sæder, og Astra og Insignia er stadig klasseledende. Men i samspillet med PSA er den kvalitet gået i fløjten i Corsa. Bagsædet er godkendt, men ikke overvældende, og overgår bagsædepassagerne de 1,81 cm, så vil klaustrofobien begynde at melde sig. Men det er ikke kerneparametre for en minibil, der først og fremmest henvender sig til enlige eller spiller rollen som bil nummer to.

Corsa består, mens Opel i Danmark dumper

Jobbet som motorredaktør kan synes bizart i den forstand, at jeg for en måneds tid siden gav seks stjerner til den gennemført forrygende Bentley Flying Spur til over fire mio. kr., og nu kaster jeg fem stjerner efter en 75 hk Opel Corsa til 144.990 kr. Men den nye Corsa sidder bare lige i det berømte skab for en bil i den klasse. Nuvel, prissætningen kan forekomme en anelse sær, men da 75 hk versionen overbeviser på vejen og er prissat perfekt, er der ingen god grund til ikke at honorere den med fem stjerner. Den spiller rollen som klassisk minibil med fokus på værdi-for-pengene og en solid basispakke til tæt på perfektion.

Lygte- og sædeteknologi har traditionelt været Opels hjemmebane. Corsa fås med LED-matrixlygter (ekstraudstyr), mens sæderne ikke er så forrygende som i Astra og Insignia. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Så kæmpe tillykke til Opel med den nye Corsa. Om det er nok til at få dem ud af krisen på det danske marked, er dog en helt anden sag. Det kræver mere end en vellykket minibil til 150.000 kr. En faceliftet Insignia er på trapperne, og et nyt motorprogram til Astra er netop lanceret, så modelprogrammet kan ikke bruges som undskyldning, hvis ikke de får vendt skuden i 2020.

Coronakrisen gør det svært at vokse på totalvolumen, men det gælder alle mærker. Opel skal under alle omstændigheder vokse på markedsandel, og kommer antallet af solgte Insigniaer ikke igen op i de fire cifre, så tror jeg desværre, at det nu franskejede tyske bilmærke må se frem til en tilværelse i semiglemslen på det danske marked. Sammen med Fiat og Mitsubishi. Så mens Corsa får fem stjerner, får Opel præstation i Danmark i 2019 kun en enkelt. Der er på alle niveauer plads til forbedring.