Bentleys luksussportsvogn burde måske få seks stjerner, men ...

Continental GT har altid været mere luksus end sportsvogn. Men med introduktionen af tredje generation kan den nu også lege med på de små veje, uden at dens »skat-jeg-kører-lige-til-Schweiz-og-køber-et-nyt-ur«-kvaliteter er blevet mindre.

hedr
Bentley Continental GT W12 er stadigvæk en stor og luksuriøs Grand Tourer. Men den er blevet markant mere sportsvogns-villig end forgængeren, og dermed mere underholdende på de små veje. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt

På det første stykke med fin motorvej er alt ved det gamle. Den er hurtig, tyst og overbevisende. Bentley Continental GT har altid været en forrygende Grand Tourer. En bil bygget til at krydse kontinenter og fordøje motorvejskilometer i høj fart og komfort. Men da jeg kører af motorvejen og begynder at angribe de små snoede sogneveje, bliver min godkendte tilfredshed med bilen erstattet af en dyb undren. Ifølge mine oplysninger har bilen »kun« tabt sig 106 kg i forhold til forgængeren – fra 2.350 kg til 2.244 kg. Men den opfører sig markant mere let på tå, end de tal turde antyde.

»Nuvel – en 12-cylindret luksus-GT bliver aldrig lige så agil som en Porsche 911 eller en Ferrari 488. Men Bentley Continental GT er gået fra at kunne skifte retning som en hval til en delfin.«


Forgængeren var hurtig men næsetung. Den store 6,0-liters W12-motor lå langt fremme i karosseriet, og selvom bilen havde firehjulstræk til at hjælpe den rundt i svingene, så skulle man ikke køre for hurtigt ind i en kurve, hvis ikke man ville pløje lige igennem den i stedet for at følge stregerne rundt. Den nye udgave har mere bid i forenden og svinger markant mindre besværet igennem kurven. Nuvel – en 12-cylindret luksus-GT bliver aldrig lige så agil som en Porsche 911 eller en Ferrari 488. Men Bentley Continental GT er gået fra at kunne skifte retning som en hval til en delfin. Hemmeligheden viser sig at være en kombination mellem det beskedne vægttab, en ny og hyperavanceret undervogn og så det faktum, at Bentley har hevet den store W12-motor en anelse længere tilbage i karosseriet og dermed fjernet lidt vægt fra forenden.

Bentleys comeback

Da Bentley introducerede den første Bentley Continental GT tilbage i starten af 00erne, var det en del af mærkets genfødsel under Volkswagen-paraplyen. Indtil 1998 havde Bentley levet i skyggen af Rolls-Royce, som opkøbte mærket i midten af 1930erne. Bentleys modeller var psudo-sportificerede udgaver af Rolls-Royce modeller, men da Rolls-Royces modelprogram konsekvent bestod af gigantiske luksuslimousiner, så var det begrænset, hvor sportsligt det kunne blive, bare fordi man smed et Bentley-logo på kølergrillen og strammede undervognen en anelse. Men i 1998 købte Volkswagen, hvad de troede var både Rolls-Royce og Bentley. Det viste sig dog, at retten til varemærket Rolls-Royce lå i det selskab, som producerede Rolls-Royce flymotorer, så Volkswagen have kun købt fabrikken i Crewe, Bentleynavnet og bilernes design, mens BMW endte med at overtage varemærket Rolls-Royce.

Forlygtedesignet er en tillært smag. Det ser umiddelbart en anelse panisk ud, men det vokser på beskueren og virker slet ikke dumt efter en dags tid i selskab med vognen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

En streg i regningen for Volkswagen, men en kæmpe mulighed for Bentley, der nu for første gang i næsten 70 år igen kunne operere som selvstændigt bilmærke. Med lanceringen af den første Bentley Continental GT i 2003 viste Volkswagen, at de havde forstået essensen af det originale Bentley. Det mærke, der vandt adskillige Le Mans sejre i slutningen af 1920erne, og det mærke, som var de britiske playboys favoritmærke, når de f.eks. skulle udfordre datidens eksprestog til en rask kappestrid om, hvem der kunne komme først fra London til Monaco. Bentley Continental GT var en coupé-formet luksus-GT, med en langt mere sportslig attitude end resten af Bentleys modelprogram.

Ved lanceringen fås Continental GT kun med 12 cylindre – som det diskrete 12-tal i lamellerne indikerer. Senere følger en udgave med en stor V8er. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Bilen blev en decideret klassesucces. Siden 2003 har Bentley solgt omkring 66.000 Continental GT i alle de forskellige afskygninger, den er blevet lanceret som – lige fra V8-modellerne over Supersport-versionerne til de åbne cabrioleter. Nye toner for et mærke, der indtil årtusindskiftet kun solgte omkring 1.000 biler om året. Volkswagen kunne i den grad hævde, at selvom den oprindelige mission med at overtage det britiske luksusmærke i virkeligheden var at få fingrene i Rolls-Royce, så havde tyskerne lykkedes med at gøre Bentley hot igen. Kendisser og fodboldstjerner stod i kø for at køre Bentley, og det klædte et mærke, der var endt som støvede godsejere og konservative kongeliges standardautomobilvalg.

Kabinen oser stadigvæk af britisk herreværelse, men instrumenteringen er blevet fulddigital, og bilen mangler ikke noget på infotainment-fronten. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bentley Motors.

Digitaliseret med klassisk sans

Den nye Bentley Continental GT skal løfte den arv. Vurderet på dens nyfundene køredynamiske kurveknusende talenter, så lykkedes den med bravour. Den har oceaner af kræfter takket være den store 12-cylindrede motor, der nu yder 635 hk og vanvittige 900 Nm. 0-100 km/t. ekspederer den på 3,7 sekunder, og topfarten er 333 km/t. Men en Bentley skal mere end bare præstere. Den skal levere en luksuriøs aura af britisk herreværelse, uden at blive for meget blød hat og Winston Churchill. Den udfordring har den nye Bentley Continental GT løst ved at gå all in på digitaliseringen. Instrumenterne bag rattet er blevet digitale, og på midterkonsollen sidder en stor skærm, der gemmer på alle de ting, et moderne infotainmentsystem skal levere. Systemet er det, vi kender fra Audi (søstermærke i Volkswagen-gruppen), men med en bentleyficeret grafik. Det fungerer forrygende. At speedometer og omdrejningstæller også er er blevet digitale, forholder jeg mig en anelse mere kritisk overfor, da de traditionelle analoge ure også kan noget. Især i en bil som en Bentley, der ikke nødvendigvis behøver at løbe om kap med Tesla om at være først med det nye.

Pladsen på bagsædet er ikke til en tur til Nice og tilbage. Men er man først kommet derom, så kan der faktisk godt sidde to voksne af gennemsnitsstatur på kortere ture. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bentley Motors.

Men grafikken er sober og konservativ, så der er ikke gået bipbipspil i den for Bentley. Da de digitale instrumenthuse samtidig gør det muligt at variere de funktioner, der vises – afhængigt af om det er navigation eller spillelisten fra spotify, man gerne vil have i fokus, så får løsningen et forsigtigt godkendt herfra. Bentley er da heller ikke blinde for, at nogle kunder stadigvæk er mere konservative end gennemsnittet, så har man ikke lyst til at sidde og kigge på de mange skærme, så kan den centrale skærm vendes elektronisk, og så sidder der et par klassiske analoge ure, eller også går instrumentbordet bare ubrudt igennem. Elegant løst og perfekt for et mærke, der skal rumme en ekstremt bred målgruppe af både aristokrater og hiphopstjerner. Resten af kabinen er klassisk Bentley med hektarvis af læder og kilometervis af håndsyede sting. Finishen er som altid uangribelig og totalindtrykket er, at der aldrig bliver skåret hjørner på fabrikken i Crewe, når det handler om materialevalg og fokus på det gode håndværk.

Baglygterne ser en anelse sammenknebne ud, men de er med til at give bilen en meget smooth og elegant visuel karakter. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Konklusion

Der er elementer ved Bentley Continental GT, som jeg var bekymret ved inden testen. Jeg var ikke begejstret for designet, første gang jeg så det på billeder og biludstillinger. Jeg syntes, at forlygtedesignet gav bilen et anstrøg af kat-med-panikøjne, og hofterne var næsten for markerede. Men i levende live og under naturligt lys, så blegner mine forbehold. Den er statsmandselegant uden at blive kedelig, og så er den tilpas meget anderledes fra forgængeren til at træde selvstændigt i karakter. Køredynamisk er den halvanden liga over forgængeren, og kabineløsningens afvejning mellem konservative traditioner og behovet for at følge med tiden, tænker jeg, sidder lige i skabet.

På papiret er Continental GT ikke blevet synderligt meget hurtigere, men i den virkelige verden føles den langt mere let på tå. Motoren er flyttet en anelse tilbage i karossen, og så har den fået en helt ny og hyper avanceret 48V-undervogn, og det har gjort underværker for bilens køredynamik. Fold sammen
Læs mere
Foto: Henrik Dreboldt.

Den lander lige midt mellem to andre engelske V12-motoriserede Grand Tourer modeller – den luksuriøse Rolls-Royce Wraith og den mere sportsligt og køredynamisk disponerede Aston Martin DB11, og dens balance mellem luksus og sportsvogn gør den i virkeligheden til den i det trekløver med den bredeste appel. På sin egen facon og for Bentley er den perfekt. Derfor burde den måske have seks stjerner. Men selvom jeg er imponeret, er jeg ikke forført, og det er det, der skal til, for at hive den sidste stjerne hjem.