Vild statistik! Derfor skal du spille på FCK-sejr mod Sønderjyske

 

FCK er brølstærke på hjemmebanen Parken i København.

Det er en del af argumentationen for, at Nicolai Baldorf, ekspert i B.T.-podcasten Bettingklubben, anbefaler et spil på, at FCK vinder søndagens kamp mod Sønderjyske samtidig med, at der kommer over 1,5 mål i kampen. Baldorf satser 200 fiktive kroner til odds 1,86.

»Havde man spillet dette bestemte væddemål – altså FCK-sejr plus over 1,5 mål i kampen – så havde man vundet i 32 ud af FCKs seneste 41 hjemmekampe,« forklarer Nicolai Baldorf i podcasten.

»Der er meget statistisk belæg for dette spil,« siger Nicolai Baldorf og fortsætter:

»Ståle Solbakken har oveni et godt tag på Glen Riddersholms hold, når de har mødtes i Parken, hvor FCK har vundet fem ud af fem gange de seneste gange, at de to trænere har stået over for hinanden. Det var i Riddersholms AGF- og FCM-tid. De mødte desuden hinanden i Sønderjyske tidligere på sæsonen, og da vandt FCK med 2-1.«

Spillet bliver ikke dårligere af, at FCK-angriberen Dame N’Doye vendte tilbage efter en skadespause i mandagens kamp mod AGF.

N’Doye scorede begge FCK-mål i 2-1-sejren og forventes også at indgå i startopstillingen mod Sønderjyske, som skal forsøge at dæmme op for den fysisk stærke angriber.

I denne udgave af Bettingklubben kan du også høre årets bedste spil i podcasten, ligesom vi taler om to kampe i Premier League, som der ifølge de to eksperter – Steffen Dam og Nicolai Baldorf – kan findes værdi på.