Mette Frederiksen ligner den store vinder

Statsminister Lars Løkke Rasmussen har udskrevet valget på en dag, hvor konkurrenten Mette Frederiksen ligger syg. Men skal man tro bookmakerne, så vil hun rejse sig fra sygesengen og kunne kalde sig landets nye statsminister efter valget den 5. juni.

Både Danske Spil, Unibet og NordicBet er nemlig ude med odds på valget, og her er Unibet højest med odds 1,20 på, at Mette Frederiksen bliver statsminister, hvilket oversat til normal dansk betyder, at hun er meget stor favorit til at vinde valget.

”De seneste meningsmålinger giver Mette Frederiksen et solidt forspring og med den politiske driftsikkerhed, som hun har udvist som leder af oppositionen, så er det svært at se hende smide det forspring,” siger marketing manager Anders Bruun fra NordicBet.

Spillet om hvem der bliver statsminister er kun ét af mange valgspil, som de nævnte bookmakere har på menuen. Man kan for eksempel også spille på, hvilke partier den kommende regering kommer til at bestå af - og her peger pilen kraftigt i retning af, at Socialdemokraterne kommer til at være i regering alene. Unibet giver pengene sølle 1,65 gange igen, hvis det kommer til at ske.

”Socialdemokraterne ligner de helt store vindere. Vi er meget overbeviste om, at de både bliver det største parti, og så ser det lige nu mest sandsynligt ud, at Socialdemokraterne kommer til at danne regering alene,” siger Unibets pressechef Per Marxen.

Skulle man have en tro på, at Lars Løkke Rasmussen kommer fra baghjul og vinder valget, er bedste odds lige nu de 4,75, man får hos Danske Spil.