Kritiserer Brøndbys offensiv: ’De skaber ingenting’

 

Brøndby ligner i øjeblikket en forslået bokser med flækket øjenbryn og ispose på nakken.

Holdet var senest i gevaldige problemer i pokalkampen mod Skive, der dog blev nedlagt med 3-2 efter forlænget spilletid, og i Superligaen synes der også at være flere blackouts de seneste runders tid.

Steffen Dam, der er B.T.s spilekspert, er blandt andet ikke imponeret over Brøndbys offensive maskine, der hakker og sprutter noget i øjeblikket.

Og da det samme er tilfældet for Brøndbys modstander denne weekend, Sønderjyske, anbefaler Steffen Dam i B.T.-podcasten Bettingklubben et spil på, at begge hold ikke scorer i det opgør til odds 2,55. Han satser 100 kroner og forklarer sit spil således:

»Brøndby skabte ingenting mod Esbjerg, der vandt 3-1, og scorede kun direkte på frispark – det gør man ikke hver gang. Så det var faktisk ret uheldigt, at ’begge hold scorer NEJ’ ikke gik i den kamp,« siger Steffen Dam og fortsætter:

»Brøndby skabte stort set heller intet i 0-3-nederlaget til AGF, og mod FCM var det det samme. Mod Superligaens efter min mening næstdårligste forsvar fra FCN kunne Brøndby godt score og vandt 4-2, men Brøndbys målform er ikke fantastisk, og oveni er spillerne måske lidt trætte efter onsdagens pokalkamp mod Skive (der gik i forlænget spilletid, red.).«

Dam har flere argumenter for spillet, blandt andet at Sønderjyske blot har scoret fire gange i sine seneste seks kampe – og de tre af de mål blev sat ind mod Silkeborg.

I Bettingklubben vender vi også FCKs kamp mod Silkeborg og tager turen til Premier League, hvor der er hele tre dugfriske fiduser til.