Guld-duo fra EM 92 er fyringsfavoritter

Det er langt fra nok at være EM-helt fra 1992 i den kyniske fodboldverden, hvis ikke resultaterne går, som klubbosserne forventer. I hvert fald er det to af de store forsvarsklepperter, Kent Nielsen og Lars Olsen, der topper favoritfeltet til som den næste træner at måtte forlade sit job i Superligaen.

Silkeborgs Kent Nielsen er til odds 2.25 klar favorit hos Unibet til at blive fyret eller selv træde af som den næste Superligatræner, mens Esbjergs Lars Olsen og Sønderjyskes Glen Riddersholm, giver odds 4.00 på de næste pladser.

»Nu vandt Silkeborg godt nok over Randers i sidste runde, men man skal have fulgt meget lidt med i 3F Superligaen, hvis man bliver overrasket over, at Kent Nielsen risikerer en fyring. Taber de til Lyngby i sidste runde her i weekenden, vil de have hentet 10 point i 20 kampe. Det umådeligt lidt og vil altid tvinge ledelse til at kigge på træneren – uanset hvilke spillere han har til rådighed,« siger Unibets pressechef Per Marxen.

Som oddsene også afspejler, så tyder alt på at Lars Olsen og Glen Riddersholm har lidt mere snor at arbejde med.

»For Olsens vedkommende må vi antage, at han får lov til at forsøge at bygge Esbjerg-mandskabet op over vinterpausen. Han har trods alt kun været ansat halvanden måned. Glen Riddersholm har derimod kun hentet 4 point i de seneste 7 kampe, og det er da ikke utænkeligt, at det vækker bekymring på ledelsesgangen hos Sønderjyske,« siger Per Marxen.