Bookmaker: FC København smadrer al modstand

FC København vinder, Dame N’Doye bliver topscorer, og Victor Fischer lægger op til flest mål. Det var dén sæson – videre!

Nogenlunde sådan lyder konklusionen fra Unibet kort tid før, FC Midtjylland fredag aften sparker Superligaen i gang.

»Det ligner en af den slags sæsoner, hvor FC København gør rent bord. Efter et par år uden guld, vandt københavnerne forholdsvis sikkert sidste sæson, og det ser ud som om, de begynder efteråret med en mindst lige så god trup, som den de begyndte med sidste år,« siger pressechef hos Unibet, Per Marxen.

Hos Unibet giver FC København kun pengene 1,40 gange igen som mestre, mens forfølgerne fra FC Midtjylland og Brøndby giver henholdsvis odds 4.00 og odds 9.00. I bunden af listen ligger Lyngby og Hobro, der betragtes som Superligaens svageste mandskaber, til odds 1.000 som danske mestre – omvendt giver de kun odds 3.25, hvis de ender på sidstepladsen.

I sidste sæson snuppede Robert Skov førstepladsen på topscorerlisten, men i denne sæson tror Unibet på, at Dame N’Doye går forbi ham. N’Doye er således favorit til topscorertitlen til odds 4.00, mens Skov giver 5.50, og mellem de to kiler Kamil Wilczek sig ind som andenfavorit til odds 5.00. Et par interessante bud kunne være AGFs Patrick Mortensen (odds 18) og den tidligere topscorer Pål André Kirkevold (odds 36).

Og hvem skal så lægge op til alle de mål?

»Ja, i og med, at vi tror, FCK kommer til at gøre det rigtig godt og score rigtig mange mål, er det måske ikke så overraskende, at vi også har en FCK’er som favorit til at lave flest assist. Hvis Victor Fischer holder sig fri for skader, bør han være favorit,« siger Per Marxen.

Fischer står til odds 4.25, men Jakob Poulsen giver odds 5.00.