Bookmaker: Assistenten er favorit – igen

 

Med Esbjergs fyring af cheftræner John Lammers følger de traditionelle spekulationer om, hvem mon nu skal overtage jobbet. Og traditionen tro er den midlertidige arvtager, i dette tilfælde Claus Nørgaard, også blandt favoritterne til at blive fastansat.

»På samme måde som det åbenbart ikke er nogen naturlov, at næstformanden i et politisk parti også en dag bliver formand, er det heller ingen naturlov, at assistenttræneren overtager jobbet, når hans cheftræner bliver fyret. Men eksemplerne på, at det sker, er nu alligevel ret mange.

Claus Nørgaard har immervæk fået et forspring, fordi de færreste klubber ønsker at skifte cheftræner ofte, og fordi han nu som den første får mulighed for at vise, at han kan skabe resultater med Esbjerg,« siger pressechef hos Unibet, Per Marxen.

Derfor giver den midlertidige træner odds 2,50 og ligger forrest i feltet af kandidater til at kunne kalde sig cheftræner i Esbjerg den 1. januar 2020.

Den helt oplagte afløser er dog ikke lige til at udpege, men blandt de øvrige kandidater finder vi er bredt felt af ledige trænere. To af de nærmeste outsidere til jobbet er således den nu tidligere Vejle-træner Adolfo Sormani og den tidligere Roskilde- og Helsingør-træner Christian Lønstrup, der begge står i odds 5.00, mens den tidligere Vendsyssel-træner Jens Berthel Askou giver odds 10, og Allan Kuhn står til at give pengene 12 gange igen.

Og ind i mellem dem ligger Brøndbys assistenttæner Jesper Sørensen til odds 5.00.

»Jesper Sørensen er angiveligt rigtig glad for sin assistentrolle i Brøndby, men han har aldrig lagt skjul på, at han gerne vil være cheftræner, sådan som han allerede har været det i Fredericia og Silkeborg. Han er et af de trænertalenter, der er i spil til cheftrænerjobbene, hver gang de bliver ledige i de små og mellemstore klubber,« siger Per Marxen.

Blandt de mindst sandsynlige trænere på listen er to tidligere Esbjerg-folk med vidt forskellige udgangspunkter. Jonas Dal blev fyret og endte i en lang sag om ansættelsesforholdet, mens Jess Thorup er ude og prøve lykken i udlandet hos belgiske Gent. Begge virker så urealistiske, at de giver pengene 150 gange igen.