Bettingklubben: ’Han er ikke en topangriber i Premier League’

 

Manchester Uniteds Marcus Rashford får hårde ord med på vejen i denne uges udgave af B.T.’s podcast Bettingklubben.

United-angriberen har indtil videre scoret tre Premier League-mål i syv kampe, men det er langt fra nok til at imponere Nicolai Baldorf, der er den ene af to eksperter i Bettingklubben, som udkommer hver torsdag med seks friske spilfiduser til weekendens kampe.

Tre fra Nicolai Baldorf, og tre fra B.T.s spilekspert, Steffen Dam.

Rashfords niveau – og i øvrigt Manchester Uniteds generelt sløje niveau – gør, at Baldorf anbefaler et spil på Newcastle til ikke at tabe sin hjemmekamp mod United, der kommer på besøg hos ’The Magpies’. - United er måske uden Paul Pogba og også Anthony Martial, og det betyder højst sandsynligt, at Marcus Rashford skal på toppen.

»Men han brænder for mange chancer og er ikke en topangriber i Premier League,« siger Nicolai Baldorf.

Baldorf spiller væddemålet ’1X’ til odds 2,02, og det satser han 200 kroner på. Et andet argument for spillet er, at Manchester United virkelig slider i det under Ole Gunnar Solskjærs ledelse – og det især på udebane. Manchester United har ikke vundet en kamp i Premier League væk fra Old Trafford siden 27. februar.

Det er også der, at United senest har scoret to mål i en udekamp i Premier League. Holdet har svært ved at score nummer to mål, når de endelig kommer foran. Manchester United møder et Newcastle-hold, der kommer fra et 0-5-nederlag til Leicester, men det opgør blev skæmmet af, at Newcastles Isaac Hayden fik rødt kort.

Baldorf har dog stadig nok tiltro til, at Newcastle har niveau nok til at forlænge Manchester United-perioden uden en sejr på udebane. I Bettingklubben runder eksperterne også weekendens helt store kamp i dansk fodbold, opgøret mellem Brøndby og FCK.