Beretningen om Enoch Powell

Den kontroversielle britiske politiker Enoch Powell (1912-98) var en af de første, der satte ord på en udbredt bekymring i 1960ernes og 70ernes England og advarede mod følgerne af masseindvandring. Det politiske og kulturelle establishment reagerede med - grundløse - anklager om racisme. Problemet, mente Powell, var alene, at den store indvandring førte til samfund i samfundet.

Beretningen om Enoch Powell - 1
Tegning: Jens Hage Fold sammen
Læs mere
Den 20. april 1968 indtraf en begivenhed, der vendte op og ned på britisk politik. Den tidligere konservative minister Enoch Powell holdt sin berømte og berygtede 'Birmingham-tale'- bedre kendt under betegnelsen 'rivers of blood'. Det makabre tilnavn kommer af Powells afsluttende reference til Vergils Aeneide: »Når jeg ser fremtiden for mig«, lød hans dystre spådom, »så fyldes jeg af bange anelser. Jeg synes, ganske som romeren, at se floden Tiberen skumme med meget blod«.

Powell var lidt af en enegænger, politisk såvel som personligt. Det lå ham meget på sinde at sige fra, når 'establishmentet' bevægede sig ud ad en tangent, han ikke kunne acceptere. Hin aprildag i 1968 var det indvandringspolitikken, han rettede skytset imod. Powell mente i sin Wolverhampton-valgkreds at kunne se de første tendenser til det, der i dag går under betegnelsen 'parallel-samfund'. Hele bykerner var ved at blive tømt for englændere, og den massive indvandring var allerede i færd med at splitte det engelske samfund på kryds og tværs. Hvis tingene fik lov til at gå deres skæve gang, så var borgerkrig i sidste ende at forvente. Eller med Powells egne ord: »En sky, der ikke er større end en mands hånd, kan hurtigt formørke hele himlen. En sådan sky har på det seneste været synlig i Wolverhampton, og den viser tydelige tegn på at sprede sig hurtigt«.

Powells advarsel var født af hans næsten religiøse forhold til nationen. Han var en Tory af den gamle støbning, en mand der opfattede det engelske folk som en organisk enhed, forankret i parlamentet, kongehuset og den anglikanske kirke. Samtidig så han det private initiativ som den personlige friheds første og vigtigste værn.

Powells program, den såkaldte 'powellisme', satte sig dybe spor i britisk politik. På det økonomiske område foregreb han i sin kamp for det frie samfund og den frie markedsøkonomi thatcherismen, og Lady Thatcher erkendte åbent sin gæld til Powell. Han gav den britiske EU-skepsis en filosofisk fundering, som den stadig nyder godt af. Og endelig advarede han altså, som den første indflydelsesrige engelske politiker, imod følgerne af en storstilet indvandring.

Det var på det sidste punkt, at Enoch Powell vakte mest røre. Knap havde han afsluttet sin tale i Birmingham, før hele Storbritannien kom på benene. Powell var ved denne tid en del af Edward Heaths 'skyggekabinet'. Men Heath fyrede ham på grund af talens krasse ord. For manden på gaden var sagen derimod klar: »Good old Enoch« havde sat ord på en udbredt bekymring. En efterfølgende Gallup-måling talte sit klare sprog. 74 procent af de adspurgte erklærede sig enige i Powells udmelding; kun 15 procent var af en anden overbevisning. 69 procent mente, at Heath havd e begået en fejl ved at fjerne Powell fra sit skyggekabinet; blot 20 procent erklærede, at Heath havde gjort det rigtige.

Mest bemærkelsesværdig var den pludselige opbakning til Powell som konservativ partileder. Før talen havde kun 1 procent af briterne anset Powell for at være den mest egnede afløser for Heath. Efter talen var det tal steget til 20 procent - en opbakning der placerede ham øverst på listen over konservative kronprinser.

Folkelig gunst er ofte omskiftelig, men i Powells tilfælde var den kommet for at blive. Ved det følgende valg i 1970 - hans sidste som konservativ - fik han lige så meget dækning i medierne som hele det Liberale parti. Der blev rapporteret om vælgermøder i midt-England, hvor hjemmelavede 'Enoch'-plakater var langt mere talrige end plakater for de Konservative. Og Heath måtte bistert erkende, at en stor del af Labours valgnederlag skyldtes Powells landsdækkende gennemslagskraft - selv om han var blevet degraderet af partitoppen.

Men Heath var til gengæld ikke alene om at lægge afstand til Powell. I medierne blev Enoch ofte fremstillet som en ekstremist. Når han i de følgende år betrådte talerstolen, blev han almindeligvis mødt af 'anti-racistiske' demonstrationer. Fra tid til anden valgte arrangørerne ligefrem at aflyse af frygt for uroligheder.

Racisme-anklagen fulgte Powell i resten af hans politiske karriere, på trods af at han aldrig havde så meget som antydet, at han troede på visse racers biologiske overlegenhed. Han afviste på det bestemteste, at sagen drejede sig om hudfarve. Den drejede sig om antal, og om det var tyskere eller pakistanere var for så vidt lige meget. Problemet var alene, at den store indvandring førte til samfund i samfundet.

Det ville være synd at sige, at den forklaring faldt i god jord hos de vrede studenter og meningsdannerne. Men Powell var en stridens mand, og de mange skældsord fik ham ikke til at stikke piben ind. I forlængelse af 'Birmingham-talen' gjorde han opmærksom på, at den engelske befolkning ikke var blevet spurgt, når det kom til indvandringspolitikken. Der var tale om et rent fait accompli: »Alle mulige undskyldninger bliver opfundet, og vi får - indpakket i en arrogant moralsk overlegenhed - at vide, at vi allerede har et 'multi-etnisk samfund', og at vi lige så godt kan vænne os til det«.

Op til valget i 1970 gik han ét skridt videre. I et angreb på det, der i dag bliver kaldt 'politisk korrekthed', stillede han det følgende spørgsmål til en vælgerskare: »Har I nogensinde tænkt over, hvorfor holdninger, som den største del af befolkningen ganske naturligt deler - hvis nogen drister sig til at ytre dem offentligt - med det samme bliver fordømt som 'kontroversielle', 'ekstremistiske', 'eksplosive', 'skændige', og straks bliver lagt for had?«.

Powells modstand mod indvandringen, ja hele hans politiske program, udsprang af en indgroet mistro til verdensforbedrende projekter. Hans filosofiske pessimisme fik ham til at undsige ikke bare det multi-kulturelle samfund og det europæiske samarbejde, men også den amerikanske udenrigspolitiske dagsorden og FN.

Her den 8. februar er det ni år siden, Enoch Powell afgik ved døden. Når jeg genfortæller historien om hans kampagne imod indvandringen, så er det fordi vi kan genkende så meget af den i dagens Danmark - der er nærmest tale om et déjà-vu. I de seneste årtier har vi været igennem den samme diskussion, som briterne tog i 1960erne og 1970erne. Og kløften mellem de folkelige reaktioner og 'establishmentets' linie har været nogenlunde den samme, som da Powell åbnede ballet for næsten fire årtier siden.

Hvordan kan den powellske fortælling være med til at gøre os klogere på vores egen tid? Vi kan lægge ud ved at slå fast, at Powell tog fejl - i hvert fald når det kom til den mest hidsige del af hans dystre spådom. Indvandringen fra de tidligere britiske kolonier har ikke ført til borgerkrig eller floder af blod; den har end ikke ført ret mange lokale eksplosioner med sig.

Men bid mærke i to ting. For det første viste hans forudsigelser om antallet af indvandrere sig at holde så nogenlunde stik - selv om de på det nærmeste blev latterliggjort, da han fremkom med dem i 1960erne. For det andet bundede hans advarsel ikke i en skinger populisme, men i et stærkt ubehag ved 'verdensforbedrende' projekter samt en rodfæstet tiltro til nationen. Hans tanker var bestemt ikke primitive, de havde tværtimod stor dybde - og han satte ord på en udbredt bekymring i 1960ernes og 1970ernes England.

Powells argumenter fortjente kort sagt at blive taget alvorligt. Han var en uhyre principfast person, og han gik aldrig på kompromis med sit filosofiske udgangspunkt. Denne hang til absolutter fik ham til at forudse 'floder af blod', hvor ingen skulle strømme. Powell drog simpelthen tanken til en logisk konklusion, som den ikke kunne bære, fordi den sociale verden sjældent følger absolutte love.

Men kun ved at tage tankegodset alvorligt, er det muligt at identificere disse svagheder. Dissens er sundt for et samfund, og argumenter skal mødes med argumenter - ikke med skingre anklager om racisme, 'hate-speech' og dets lige. Beretningen om Enoch Powell viser, at undsigelsen af 'de forkerte holdninger' efterhånden har mange årtier på bagen. Måske det var på tide, at der blev lidt højere til loftet?