Befri universiteterne for kontrol og styring

For tiden er der uro på universiteterne, hvor man føler sig kvalt af politisk styring og statslig kontrol. Og der er faktisk noget galt. De videregående uddannelser er overdirigerede og underfinansierede, og deres forskning er undertiden politisk korrumperet. Folketinget har været opmærksom på nogle af disse mangler og har iværksat lovgivning for at forbedre forholdene. Reformerne har resulteret i eksterne bestyrelser, fusioner, nogle udmærkede ændringer af universiteternes interne organisation og en lang række nye detailreguleringer og kontrolforanstaltninger. Men staten holder fortsat universiteterne i bur, og reformerne kan ikke engang betragtes som en prøveløsladelse. De nævnte smålapperier vil bestemt ikke få de danske universiteter ud af deres middelmådighed. Skal de videregående uddannelser leve op til globaliseringens meget betydelige krav, kræves anderledes krasse midler. Der må derfor ordineres to slags medicin, nemlig frihed og penge.

Først til friheden. I Danmark styrer politikere og embedsmænd universiteterne ofte helt ned i detaljen. Men universiteterne er store og komplicerede organisationer, som det kræver stor sagkundskab at drive. Det er derfor ubegribeligt, at Folketinget og Centraladministrationen, som ingen forstand har på universitetsdrift, blander sig dybtgående heri.

Staten drev før i tiden mange store erhvervsvirksomheder. Heller ikke her var det vellykket. Så disse virksomheder blev med stort held omdannet til private firmaer med en professionel virksomhedsledelse. Vel er universitetsdrift og erhvervsdrift teknisk set forskellige, men i begge tilfælde drejer det sig ofte om store og komplicerede organisationer, der producerer til en form for marked. Og her kommer bureaukrater til kort. De er dygtige på deres felt, men har ikke forudsætningerne eller den nødvendige viden til at kunne træffe rigtige og rettidige beslutninger for disse organisationer, der mere og mere opererer på globale markeder i hastig udvikling.

På universiteterne forsøger man, så godt man kan, at følge med tiden. Men de er afhængige af embedsmændene i ministeriet, som ikke ved og ikke har mulighed for at vide nok om tingene og derfor ofte træffer den letteste og mindst ansvarspådragende beslutning, nemlig at sige nej, når universiteterne ansøger om at få lov til at indrette sig efter tidens krav.

De offentlige myndigheder blander sig i driften af universiteterne f.eks. gives der ikke velargumenterede tilbagemeldinger, når der gives godkendelse eller afslag på at skabe nye uddannelsesudbud og i forskningen på en lang række områder. Nogle steder værre end andre. Dette medfører, at forskerne ikke forsker efter egne ønsker, men efter politikernes. Og der er risiko for, at forskningstilrettelæggelsen bliver vinklet, så resultaterne bliver politisk acceptable, hvorved nye forskningsbevillinger måske strømmer til. Særlig slemt er det, når der på relevante områder ikke iværksættes nødvendig forskning, dels fordi resultater kan være i modstrid med herskende politiske modestrømninger, og dels fordi forskerne er bange for, at det vil skade fremtidige bevillinger.

Politikere og embedsmænd har rige muligheder for at påvirke forskningen. Først og fremmest kan man bruge de næsten ubegrænsede magtmidler, som lovgivningen stiller til Finansministeriets og Forskningsministeriets rådighed. Men også forskningsrådene, hvor ministeren udnævner deltagerne, kan være brugbare. Og så er der de 29 sektorforskningsinstitutter, hvor Slotsholmen har glimrende muligheder for at blande sig. Nogle af disse institutioner med politisk styret forskning er til og med ved at blive indfusionerede i universiteterne. Og skulle alt andet mislykkes, kan der gives øremærkede forskningsbevillinger eller gennemføres politiske udnævnelser for at fremskaffe de ønskede forskningsresultater.

Korrumpering af forskningen er i sig selv stærkt uhensigtsmæssig. Når den til og med bliver politisk, udgør det en stor fare for demokratiets funktion. Universiteterne bør være mest muligt uafhængige af den lovgivende og den udøvende magt. Hvis politikere, bureaukrater og universiteter udgør ét stort fællesskab, der indbyrdes koordinerer deres meninger, hvordan skal befolkningen så få problemerne uafhængigt og sandfærdigt belyst, så de kan træffe de rigtige beslutninger, når de går til valgurnerne?

Løsningen på de nævnte problemer med politikernes indblanding i drift og forskning på universiteterne er forholdsvis enkel. Man skal blot gøre universiteterne frie, og friheden er nem at etablere. For det første skal de ændres til selvejende og selvstyrende institutioner, der frit kan beslutte om drift, uddannelse og forskning. Og der skal ikke være offentlig repræsentation i bestyrelserne. Og for det andet skal finansieringen tilrettelægges således, at politikerne og centraladministrationen ikke har mulighed for at bruge bevillingerne som fødselshjælper for »hensigtsmæssig« forskning og adfærdsregulering.

De danske universiteter er stærkt underfinansierede i forhold til de bedste universiteter i udlandet (Harvard, Yale, etc.), hvor omkostningerne pr. studerende er omkring ti gange højere end her. Et så højt niveau vil det ikke være muligt for Danmark at nå. Men de efterfølgende fem forslag til en forbedring af universiteternes økonomi vil indsnævre forskellen i nogen grad: Finansieringen af de nye frie universiteter skal for det første ske ved at ændre taxametersystemet (betaling pr. studerende), så beløbet ikke betales til universiteterne, men betales til de studerende, der selv får tilskuddet ind på en særlig uddannelseskonto i den enkelte studerendes pengeinstitut. Herved opnår man tre ting: 1) Politikerne mister økonomien som pressionsmulighed over for universiteterne. 2) Problemet med de alt for lave taxametersatser synliggøres hos studerende og forældre, hvilket vil skabe et vælgerpres for en stærkt nødvendig forbedring af disse satser. 3) Eftersom det nu er de studerende, og ikke staten, der er kunden, vil universiteterne blive tvunget til en stærkt nødvendig opprioritering af undervisningen i forhold til forskningen.

For det andet kan et universitet beslutte at opkræve en årlig studieafgift hos de studerende på f.eks. 30.000 kr. eller mere. For at få dette til at fungere, kræves der et par lovgivningsmæssige tilpasninger. Det vil være svært for langt de fleste studerende eller deres familier at få råd til at betale studieafgiften pga. de høje danske indkomstskatter, der kun efterlader en beskeden disponibel indkomst. Det er derfor nærliggende, at politikerne gør betalte studieafgifter fradragsberettiget, enten hos den studerende eller hos dennes forældre. P.g.a. fradragsberettigelsen vil den nævnte årlige studieafgift efter topskat kun koste den enkelte familie 10.000 kr. om året.

For det tredje skal Staten give faste bevillinger til grundforskning, bygningsvedligeholdelse mv. For at undgåårlig politisk pression på universiteterne i forbindelse med finanslovsbehandlingerne, fastlægges bevillingsniveauet for 15-årige perioder ad gangen. For det fjerde vil uafhængige universiteter lettere kunne indgå i et tæt samarbejde med erhvervslivet om finansiering af både undervisning og forskning. For det femte kan universiteterne investere i forbedringer ved at belåne de faste ejendomme, som er overdraget fra staten. Gennemføres disse fem foranstaltninger vil universiteternes finansielle stillling blive forbedret i nogen grad.

Reformens udformning rejser nogle vigtige spørgsmål. Når staten fraskriver sig styrings- og kontrolmuligheder, hvordan sikres så kvaliteten? Erfaringerne fra udlandet viser, at konkurrencen mellem universiteterne, nationalt og internationalt, sikrer kvaliteten ved at presse det enkelte universitet til optimal målopfyldelse.

Vil reformen ikke være en for stor belastning for statsbudgettet? De statslige finanser vil blive påvirket i nogen grad. Omkostningerne til taxameterordningen vil formodentlig på kort sigt være uændrede, mens fradragsretten for studieafgifter vil belaste statsbudgettet, dog ikke voldsomt. Statens overdragelse af universiteternes faste ejendomme til de selvejende institutioner er dybest set uden betydning, da landet jo hverken bliver rigere eller fattigere af, at disse ejendomme ejes af universiteterne selv, og ikke af staten.

Men hvad nu med de universiteter, som ikke har store faste ejendomme at belåne, når de skal investere i forbedringer? Dette er et reelt problem, idet disse universiteter vil være ringere stillet i konkurrencen. Men her må en statslig engangsbevilling udligne forskellen.

Og til sidst: hvor skal pengene komme fra? I det lange løb vil den forbedrede forskning og uddannelse, som reformen skaber, med sikkerhed skabe en øget økonomisk vækst og dermed efter al sandsynlighed være mere end selvfinansierende. Men ser man kortsigtet og bogholderimæssigt på det og ønsker at finansiere reformen krone for krone, kunne man overveje, om ikke landet ville få mere ud af det, hvis man finansierede universitetsreformen gennem en stor del af de ekstra milliarder, som regeringen har afsat til forskning i årene frem til 2012.