Den første gang jeg besøgte fristaden Christiania, var en smuk sommerdag. Jeg var ni år gammel og lige kommet ind med firetoget fra Holbæk. Jeg kan stadig huske fornemmelsen af at være sluppet ud af den grå betonhverdag, der på én gang var ustyrligt kedelig og meget, meget tryg. Der var duften af de fremmedartede krydderier, lyden af mærkelig musik og ikke mindst synet af mænd med pandebånd og jakker med frynser. Hundene, der spankulerede omkring på egen hånd, var samtidig nærmest sindbilleder på friheden.
Det var bare bred ymer!
Stor var min begejstring derfor, da jeg mange år senere - som tyveårig og netop optaget på Københavns Universitet - fik et kollegieværelse på Sofiegården på Christianshavn. Sofiegården ligger nemlig i Dronningensgade. Og Dronningensgade ligger parallelt med Prinsessegade, hvor Christiania ligger. Nu skulle livet for alvor leves.
Det begyndte med, at jeg gik aftenture gennem Christiania. Ture, hvor jeg - udover at nyde den smukke natur og de mange spraglede indtryk - ofte følte mig sært malplaceret og turistagtig, skønt jeg jo faktisk boede i kvarteret. Tit følte jeg mig decideret uvelkommen. Det er svært at sætte ord på - det er noget med et mistroisk blik, en indforstået lukkethed, der gør pæne sko eller nypressede bukser til en helt uventet skandale. Jeg holdt snart op med at komme der særlig tit.
Men så kom den periode, hvor jeg gik meget ud at danse. Jeg fandt hurtigt ud af, at den bredeste musikalske blanding - af Madonna og Gasolin og Human League og revl og krat - sjovt nok kunne opleves på musikstedet Loppens natdiskotek. Det eneste problem var, at alle éns bussemænd var sorte efter sådan en aften. Og man hostede svært. Der var ikke til at være. Der blev røget så meget hash, at man indimellem spekulerede på, om man egentlig kan blive skæv af passiv potrygning.Sådan var det i årevis. Der dukkede forskellige påskud op for at tage over på Staden. Men hver gang jeg begejstret tog hjemmefra, blev jeg svært skuffet over den mur af indforståethed, min ungdommelige entusiasme mødte.
En af mine kollegievenner ville engang have mig med til julemarked derovre. Fedt! Christiania er jo vidt berømt for sit kunsthåndværk og sine kreative cykler og sin alternative energi. Ja, rigtig fedt: I to timer vadede vi rundt imellem den ene mere eller mindre udknaldede bod efter den anden, hvor man kunne få de mest ligegyldige dimser og dingenoter, som de handlende selvhøjtideligt holdt frem, som om de var noget helt andet og meget mere værdifuldt, end det hjælpeløse husflid, de lignede. Da vi forlod stedet efter en halv times tid, var det med en afsindig grim lysestage og en knaldende hovedpine. Om det var musikken eller de tågebanker af blå røg, der lå over hele lokalet, som gav denne dunken bag pandebenet, det skal jeg ikke kunne sige. Mit gæt er nu nok musikken, for i de dage røg jeg mellem 20 og 30 cigaretter om dagen - så jeg burde vel kunne tage en del.
Maden og udskænkningen på Christiania er et af de ømme punkter for mig. Jeg er glad for spændende ny mad, så da nogen fortalte om »Morgenstedet«s suveræne morgenmad, blev jeg høj bare ved tanken. Men selv om det kan lyde sippet, så nåede jeg slet ikke at sætte mig - jeg spiser nemlig af princip ikke morgenmad sammen med store, sorte hunde. Lidt på samme måde er »Månefiskeren« jo et vildt hyggeligt sted - alene navnet må tage prisen som et af Københavns mest poetiske. Desværre er der så meget frihed overalt på Christiania, at man også sidder i tætte hashtåger, når man en sjælden gang er røget på krogen og er gået ind på Månen for at fange en kop morgenkaffe. Og det holder man derfor hurtigt op med.Alle mine nederlag holdt mig nu ikke tilbage. Når folk sagde til mig, at Christiania burde lukkes, så holdt jeg stædigt fast: Christiania er Danmarks lille bevis på tolerance. Det viser, at vi er et large samfund. Det viser, at vi har plads til de skæve eksistenser - i København har vi simpelthen en hel lille bydel til folk, der ønsker at være skæve. Jo, jeg kæmpede virkelig. Og skruede provokerende op for »I kan ikke slå os ihjel« på bilradioen, når min bekymrede far kørte mig til stationen efter en weekend i provinsen.
Alligevel synes jeg, at det blev sværere og sværere at fastholde den idealistiske begejstring for Christiania. Jeg kan huske engang, jeg havde været til grillaften ude hos nogle venner på Amager. På vejen hjem klokken tre om natten, var jeg helt speedet af rødvin og Prince Light. Og så hørte jeg den dunken, der næsten hver weekend lå som et technotæppe hen over hele Christianshavns sommernat. Jeg drejede af i Prinsessegade og gik ned for at være med i løjerne. Ganske rigtigt - larmen kom fra en lille udendørs technofest. Fedt!
Det var først mange år senere, at jeg fik forklaret af en ven med kontakter i narkomiljøer i USA, at netop »fester« og »arrangementer« af enhver tænkelig art er en af de helt klassiske måder at vaske narkopenge hvide på. Ingen kan nogen sinde checke, hvor mange der egentlig møder op, og om antallet af solgte billetter overhovedet stemmer med virkeligheden. Ergo får man både en stor privat fest for 30 af vennerne - og en fed håndfuld hvide penge, der uden videre kan anvendes til privatforbrug - måske nogle af de store Audier, der holder på vejen bag Christiania? Jeg synes, det lød vildt syret, da han forklarede det. Men måske er den god nok.Under alle omstændigheder er det netop dén form for asocial adfærd - det at man er så uhæmmet usolidarisk med andre mennesker, hvis de ikke er en del af éns private omgangskreds - der i sidste ende har gjort kål på min drøm om at elske Christiania. De sidste 25 år har været én lang skattefri og lovløs fest - og hvis andre i kvarteret tror, at de skal være med, kan de godt tro om. Christiania er en lukket fest.
Det bedste eksempel på dét må være min løbetur for nogle år siden.
Jeg var blevet sidst i tyverne, og jeg var ved at blive småfed. Ergo begyndte jeg at jogge rundt om voldgraven på Christianshavn. Fedt! Men da jeg var ved at komme i form, blev jeg vanvittig af at løbe tre gange rundt om den samme åndede sø - og så slog det mig, at man jo kunne tage hele voldgraven. Jeg ville starte med at løbe gennem Christianias Pusher Street og videre om bagved til alle de hovedrige 68ere og alle de nyrige storpushere, der bor for 1.000 kroner om måneden med udsigt over vandet.
Som sagt så gjort. Jeg løb ned ad Dronningensgade, ned ad Prinsessegade og ind på Christiania. Forbi Loppen. Jeg drejede ind på Pusher Street. Og her stoppede festen. En ordentlig kleppert af et brød rev fat i min ene arm, så jeg standsede brat. Alle omkring mig så rasende ud - bortset fra dem, der så ud til at være skræmt fra vid og sans, og som pakkede boder ned, som gjaldt det livet.
»Hvad fanden er det, du laver, mand?« skreg den store fyr.
»Jeg løber,« prøvede jeg spagt - uden at ane, hvad jeg havde gjort forkert.
»Du løber fandeme da ikke i Pusher Street,« skreg han. »Ingen løber i Pusher Street. De eneste, der løber i Pusher Street, er pansere!«
Jeg var rystet. Virkelig rystet. Jeg var blevet »anholdt« af en kriminel og »mistænkt« for at være »politibetjent«. Det var ikke frihed. Det var vanvid. Det var Alice i Eventyrland - bare på lim.
Siden den oplevelse af Christianias helt særlige og gennem årene stadigt stigende »nul tolerance«-attitude er min harme egentlig bare vokset og vokset.
I de sidste mange år har jeg af andre årsager indgående studeret, hvordan omsorgssvigtede børn som voksne lever usle liv. Faktisk kan jeg efterhånden omtrent typebestemme en elendig fremmed på gaden i forbifarten. Og man skal vitterlig ikke være stort mere end en interesseret lægmand for at kunne konstatere, at Christiania egentlig bare er et bevis på, at Danmarks socialpolitik stadig slår totalt fejl. Vi ved jo godt, hvorfor unge bliver stofmisbrugere og alkoholikere. Vi ved godt, hvorfor unge bliver kriminelle og marginaliserede. Så når Christiania kaldes for et socialt eksperiment, er det så i virkeligheden ikke de til enhver tid siddende regeringer, der bare har nægtet at konfrontere et enormt socialt problem - og i stedet har eksperimenteret etisk med nogle af befolkningens måske mest udsatte borgere?Selv fra i anden sammenhæng normalt begavede kredse tales der nu om, at Christiania skal bevares, fordi det er en af Københavns attraktioner. Det sidste er jeg udmærket godt klar over. Har man boet på Christianshavn, så ved man, at øen i hele sommerhalvåret er proppet med skæve italienere, der vakler ud fra Fristaden. Og i ugen op til Roskilde Festivalen er det helt absurd - og helt åbenlyst - hvad der foregår.
Turismen er simpelthen en hashturisme. Det er en udnyttelse af, at noget, der er ulovligt andre steder - også i mere håndfast forstand - her kan praktiseres uden den mindste risiko for sanktioner. På en måde er det altså lidt ligesom med sexturismen til Thailand. Her kan man skeje totalt ud på udebane - uden beregning overhovedet. Og bagefter kan man bare hjem til sit eget strikse - og trygge - land igen.
Det kan man vel godt kalde en attraktion. En attraktion er jo egentlig bare noget, der samler opmærksomhed - god såvel som dårlig. Og det minder jo én om noget. En af Amsterdams store attraktioner er en spadseretur i byens Red Light District - gader fulde af prostituerede udstillet i vinduerne. I New York kører der turistbusser gennem de livsfarlige dele af Bronx. I Johannesburg kan man få en bustur ud gennem blikskurene, så man kan se på de fattige sorte. Og på samme måde kører der hver dag stimevis af busser forbi Christiania - busser fulde af måbende turister. »So ein ding müssen wir nicht haben!«Jeg ville som sagt elske at elske Christiania. Det ville jeg i hvert fald gerne engang. Men i dag er jeg ærligt talt definitivt skuffet over stedets udvikling fra fristad med god stemning til forstad med forstemmende selvgodhed. Den gamle, langhårede drøm er simpelthen gået op i røg. I hvert fald er virkeligheden ikke længere knæhøj karse. Den er græs. Pusher Street er simpelthen en knaldhård markedsøkonomi omkring kerneprodukterne blød narko og insisterende asocial adfærd.
Personlig er jeg en af dem, der har fået nok af romantiseringen af det galopperende danske hashmisbrug. Christiania-nitterne kan for min skyld både ryge og rejse!
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
