Barndommen i nyt perspektiv

»Som barn tog mine søskende og jeg altid med min mor til øen Brandsø i Lillebælt i sommerferien. Jeg har ikke været der i over 30 år, og har flere gange haft lyst til at vende tilbage til øen som voksen. Dengang var de seks uger på Brandsø hele mit liv. Alt, hvad jeg kan huske fra min barndom, er noget, jeg har oplevet på denne lille ø.

Den betød meget for mig som barn og for nogle ting, der skete dengang. For et par uger siden var jeg så heldig, at et par af mine venner inviterede mig med på en tur i helikopter over Brandsø. Jeg havde selvfølgelig mit kamera med, men fik slet ikke brugt det, fordi jeg var så opfyldt af alle mulige følelser, da jeg så øen igen. Det var et magisk øjeblik, som var andet og mere end blot et gensyn med en barndommens ø, for den måde, man oplever på i barndommen, kan aldrig hamle op med måden at opleve på sidenhen. Alligevel blev jeg opfyldt af en glæde, ikke et kun gensynets glæde, men en sælsom glæde over at have »det store øjeblik«. Med ét faldt meget på plads i mit sind, mens jeg fløj rundt deroppe i luften. En stor del af oplevelsen, tror jeg, skyldtes, at jeg pludselig så øen fra en ny vinkel, fra helt et nyt perspektiv. Både rent fysisk, og mentalt fordi jeg siden sidst var blevet et voksent menneske. Jeg har haft store oplevelser fra luften før, bl.a. i en luftballon over Afrika. Men Brandsø oplevet fra luften i et skift fra barndom til voksen var fantastisk. Jeg så stranden, vi legede på, hvor vi gik ture med min mor. Mens jeg sad dér i mit helikoptersæde blev jeg opfyldt af en vidunderlig ro og fredfyldthed, uden at jeg præcist kunne sige, hvad det konkret var fra min barndom på Brandsø, der nu faldt på plads så mange år efter. Det var næsten som et klarsyn, også lidt smertefuldt, men med den dominerende følelse af fredfyldthed og en dejlig klarhed. Det er den slags stjernestunder, jeg kan tage frem og lune mig lidt ved ind imellem. Denne her, som jeg havde for nylig, var dog en af de helt særlige.