Bankkunders appetit på lån stiger

Både private og erhvervskunder vil låne flere penge i banken. Men bankernes udlånspolitik er uforandret efter den blev strammet op i slutningen af 2008.

Foto: Modelfoto: Colourbox

Privatkunder og virksomheders efterspørgsel efter lån i banken er steget gennem det seneste kvartal. Det viser Nationalbankens udlånsundersøgelse, hvor kreditcheferne i de største danske penge- og realkreditinstitutter bliver spurgt om udviklingen i kreditpolitikken.

Kreditcheferne venter samtidig også, at den øgede appetit på lån vil fortsætte i andet kvartal i år.

Det ser seniorøkonom Tore Damgaard Stramer fra Danske Bank som gode tegn.

- Det peger i retning af, at virksomhederne nu så småt er begyndt at se lysere på fremtiden og derfor igen tør give sig i kast med nye investeringer, skriver han i en kommentar.

Han påpeger dog også, at forlængelsen af kredittiderne for virksomhedernes betalinger af blandt andet A-skat og moms er under udfasning, hvilket også øger behovet for kreditfaciliteter i bankerne.

Undersøgelsen viser samtidig, at pengeinstitutterne holder fast i de markante opstramninger i udlånspolitikken fra slutningen af 2008. Og det bliver der heller ikke ændret ved de kommende måneder.   /ritzau/