Bander slipper fra skudopgør

Politiet står uden gennembrud i opklaringen af størstedelen af bandekrigens skudepisoder. I København er 18 af 24 sager uopklarede. Justitsminister afkræves redegørelse.

Politiet kom endnu engang på arbejde, da HA-rockeren Brian Sandberg blev skudt ned i København i torsdags. Fold sammen
Læs mere
Foto: Bax Lindhardt, Scanpix (arkivfoto)
Knap et halvt år efter bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrerbander brød ud i København, står politiet uden gennembrud i opklaringen af størstedelen af konfliktens skudepisoder.

Ud af 24 skudepisoder, som ifølge Københavns Politi omhandler opgør i bandekrigen, står politiet fortsat uden varetægtsfængslede, tiltalte eller afgørende gennembrud i 18 af sagerne.

I denne uge blev drabsforsøg på fremtrædende bandemedlemmer fra Nørrebro og på HA-rockeren Brian Sandberg føjet til listen. Blandt de uopklarede sager er skuddrabet på en 19-årig mand i Tingbjerg i august 2008, som startede krigen.

Drabschef i Københavns Politi Ove Dahl forsikrer, at politiet arbejder intenst på de alvorligste sager. Men efterforskningen bremses, fordi bandemedlemmer og rockere hader politiet og selv vil gøre regnskabet op.

- De sager, hvor de implicerede ikke siger noget, vidner ikke har set noget og der ikke er tekniske beviser, er umådeligt svære – for ikke at sige umulige – at opklare. Det er en tilstand, vi har vænnet os til. Vi gør selvfølgelig, hvad vi skal i de sager, men på et tidspunkt må vi lægge dem væk og prioritere de sager, hvor folk er kommet til skade, siger han.

Utilfredshed med politiets opklaringsprocent
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) lovede i oktober, at politiet ville lægge ekstra pres på rockere og bandemedlemmer, så »de konstant bliver pustet i nakken og sættes fast, uanset hvilken kriminalitet de begår«. Men det kniber altså i de alvorligste skudsager, og ikke alt kan opklares, siger Ove Dahl:

- Vi kan ikke stoppe konflikten, det kan kun de, der slås i den.

Ove Dahl fremhæver, at København Politi under bandekrigen har beslaglagt 85 skydevåben, sigtet 42 personer for ulovlig våbenbesiddelse og 22 personer for anden alvorlig kriminalitet, herunder drabsforsøg og vold.

Flere partier på Christiansborg er utilfredse med politiets opklaringsprocent, og S kræver en redegørelse af Brian Mikkelsen.

- Det er klart, at når man i så mange sager ikke har noget afgørende gennembrud, er det jo ikke holdbart. Så skal politiet have fat i flere gerningsmænd. Det tror jeg også, at de får, men det er jo en lang, kompliceret affære, siger ministeren.