Både til skovmandskjorte og slips

VW Tiguan udfordrer RAV4 og Co. med turbomotorer og valg mellem for- og firehjulstræk.

Seriøs. VW tager ingen chancer med mærkets første udfordrer i klassen for kompakte firehjulstrækkere. Tiguan ligner en krympet udgave af sin mere barske storebror, Touareg. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Bilen er mindre og navnet knapt så tunge­brækkende, men ellers bygger Tiguan videre på de kvaliteter, der har gjort VWs Touareg populær: Et velrenommeret navn og et stilsikkert design, der gør sig lige godt i by og på land.

Ellers er det sparsomt, hvad VW fortæller i forbindelse med afsløringen af de første officielle Tiguan-billeder. De sladrer til gengæld om en offroader, der får omtrent samme størrelse som konkurrenterne Toyota RAV4, Honda CR-V og Land Rover Freelander. Stilen er typisk VW. Enkel og stærk i udtrykket og med en front, vi genkender fra både Touareg og Passat. Tre frække detaljer pepper udseendet op: Markante udskæringer i dørene, kantede skærmkanter samt baglygter, der spejler forlygtedesignet. Også det meget lodrette karrosseri viser, at her kommer en bil, der er frisk på en tur i terrænet.

Hvilket kan være en tilsnigelse. Basis-udgaverne af Tiguan vil nemlig kun have forhjulstræk. Vil man rigtig ud at lege i mudderet, bør man bestille udgaven med klatre-gear som nedkørselshjælp og en særlig front, der bedre kan angribe stejle opkørsler.

Ingen Tiguan-modeller kommer dog til at mangle kræfter. Alle motorer har turbo både de tre benzinere, der yder henholdsvis 150, 170 eller 200 hk samt to nye dieselmaskiner. Her forlader VW pumpe-dyse indsprøjtning til fordel for støjdæmpende common rail, men effek­ten er den samme som før 140 eller 170 hk.

Tiguan får officiel verdenspremiere på biludstillingen i Frankfurt til september. Kort efter nytår er den terrængående folkevogn klar til salg hos de danske forhandlere.