Autoriteten banker igen på døren

Vi moderne mennesker har det i almindelighed ikke nemt med autoriteten. På den ene side er vores liv i mangt og meget en kamp for at unddrage os den - det antiautoritære oprør er blevet en grundholdning i selve moderniteten, som oftest formuleret som en form for kulturradikalisme eller multikulturalisme.

På den anden side skriger vi nok så ofte efter den. Det er når vi mener, der er alt for lidt orden i skolen, i familien, på gaden, mellem generationerne. I verden.

Den verden, vi kommer fra, var præget af stærke traditioner, vaner, normer og ritualer, som regulerede dagliglivet, det hele i sidste instans forankret i en forestilling om et forsyn - en baldakin som hang over os, som indrammede det hele og holdt sammen på vore forestillinger. Der var nære forbilleder, der var retningslinier i kulturen, grænser, som den enkelte forventedes at tilegne sig, tilpasse sig, indordne sig under.

Det var en trosbaseret autoritet, som igennem århundreder stod ret uudfordret i sin basis. Der var fundament, der var søjler, støtte- og stræbepiller, der var piedestaler. Den gamle verden var vertikal i sin orientering - som en gotisk katedral, som et fyrtårn.

Der var et 'oppe' og et 'nede'- og 'oppe' var ikke bare Gud, men forældre, myndigheder, ældre. Historien.

Konkret føles vores evige autoritetsopgør som identifikationsprocesser, som ikke længere virker. Overfladisk minder det om frihed, men der er en manipuleret, atomiseret masseverden af individer i evig konkurrence, en verden af skuffede rettighedsbærere for enden af den vej. En verden af misundelige ofre.

Apropos 'oppe' og 'nede', hvad er der så sket med autoriteten i det moderne samfund? Hvilken konsekvens har det haft for den enkelte og samfundet, at forestillinger om 'oppe' og 'nede' svækkes?

Som tema refererer begrebet autoritet til et spørgsmål om, hvordan individet tilpasser opfyldelsen af sine egne behov til de overordnede krav, som ethvert samfund må stille. De vestlige samfund har historisk fungeret bedst, når der var en vis balance mellem individets trang til selvudfoldelse og selvrealisering, og nødvendigheden af at begrænse sig selv af hensyn til helheden. Der er en særlig dynamik forbundet med at opretholde en sådan balance mellem individets mål og fællesskabets, og den har udgjort vores kulturs fremdrift.

Men balancen er tabt. Vi driver med vinden og har ingen anelse om, hvor vi er på vej hen.

Jo mindre samfundsmæssig autoritet, jo mere strukturel magt må der anvendes for at holde folk på plads, jo mere 'detail-lovgivning'. I takt med, at de traditionelle agenter for autoriteten falder bort, eroderer også den borgermoral, som de var agenter for. Det sker gradvis, ret umærkeligt - somme tider brudvis og føleligt.

Tilbage som den enkeltes referencepunkt i sidste instans står selvet: Hvordan har jeg det selv med det - hvordan føles det? Den moralske ledetråd er ikke længere 'fyrtårne', men hvad angelsakserne kalder gut feeling - hvordan det gør i maven.

Hvor alle hidtidige moralske ordener søgtes forankret, enten i et transcendent væsen, en fælles pagt, naturretten eller en fælles forestilling om fornuften som grundlag for kulturens moralske grænser, er det nu selvet, man må lide på. Det bliver prøvestenen for moralske domme. Der findes ikke længere autoritative objektive kriterier uden for den enkelte. Det ene kan være lige så godt som det andet - bare jeg føler det sådan.

Den kulturelle forståelse, der sætter selvet i centrum, adskiller sig radikalt fra tidligere kosmologier, hvor selvet var afhængigt og forventedes at rette sig efter institutionerne og de koder for moralsk forståelse, der fandtes uden for selvet. Men vi lever ikke længere i den pligtkultur, som fadermyndigheden manifesterede sig i, hvor man skulle yde, før man kunne nyde osv. Det var en verden med en meget stærk vertikalitet af normer, uden for og over den enkelte - en hierarkisk verden, hvor den enkelte måtte finde sin plads, og hvor forholdet til de andre og helheden var bestemt af pligter.

Vores verden er en horisontal rettighedskultur, hvor den enkelte ser sig relateret til omverdenen gennem en optik af rettigheder - det handler ikke længere om, hvad jeg skylder omgivelserne, men hvad omgivelserne (in casu velfærdsstaten) skylder mig.

Samfundet er ikke længere noget, selvet skal tilpasse sig; det er især noget, det skal sætte sig ud over, frigøre sig fra. Hvor individet tidligere i den kulturelle optik skulle forpligtes, undertrykkes, knægtes, fornægtes, ofres, skal det nu anerkendes, respekteres, dyrkes, realiseres, bekræftes, befries.

Hvor det drejer sig om 'mig og omegn', er jeg den moralske autoritet - men jeg har stærkt brug for hjælp til at realisere mig selv og mit vaklende 'selvværd'. Jeg efterspørger terapeuter og terapier - det samfund, der fremstår, er det terapeutiske samfund, hvis institutioner ikke længere er der for at disciplinere individet, men for at forløse det. Det nye, terapeutiske præsteskab udgør en slags ekspert-autoriteter i tiden.

Freud gav det moderne individ redskaber til en selvforståelse, men hvor det for ham stadig drejede sig om at styrke et autonomt, fornuftigt, moralsk 'jeg' over for 'id'et', drejer det sig nu i vid udstrækning netop om at frigøre og realisere de selviske drifter. Jeget og moralen kommer i anden række.

Selvet er den moderne morals sæde. Større og større områder af livet (kald, tro, seksuel identitet osv.) bestemmes efter den enkeltes egne valg - efter hvordan det føles. Normer og fællesskaber bryder sammen, men selvet består. Det terapeutiske samfunds institutioner - medier, reklame- og forbrugsindustri, politikere - står i kø for at tale denne nye gud efter munden.

Det virker som om den traditionelle autoritet er tabt. Men er den? Er den ikke bare fortrængt? Den gamle kultur er aldrig bare 'ovre'. Det 20. århundrede var præget af en kulturkamp, som fra tid til anden, og særlig i årene omkring Første Verdenskrig og 1960erne, manifesterede sig som åben kulturrevolution, og ellers lå som en latent modsætning mellem på den ene side en pligt- og ansvarskultur, der hentede sin form og sin legitimering i fortiden, og på den anden en radikal frigørelses- og selvrealiseringskultur, som hentede sin i nuet.

Sidstnævnte er i offensiven i vores tid. Antiautoritære holdninger gennemsyrer vore institutioner, og der gøres summarisk op med autoritetens traditionelle agenter: forældre, skolelærere, chefer, præster og 'voksne' i det hele taget.

Men autoritet skal ikke forstås som 'autoriteter'-'stærke' forældre, lærere osv. - men som en bagvedliggende, overordnet, autoritativ vertikalitet med en dunkel kerne af 'hellig orden', som omfatter alle i kulturen. Den hellige kerne åbenbarer sig aldrig direkte, men kan blot skimtes gennem de spejlinger og forsøg på tolkninger af den, som kommer til udtryk i samfundsliv, kunst og tænkning.

Store kunstnere og tænkere har i tidens løb kredset om den dunkle kerne, pillet i den og forsøgt at synliggøre den det bedste, de kunne. Alle hånde begrebskomplekser, fra den kristne teologi over marxismen til psykoanalysen, men i det hele taget også malerier, romaner og film, har med diverse formål forsøgt at komme ind på livet af vertikaliteten og den hellige orden. De udgør symbolske verdener, smååbninger, hvorfra man har besigtiget, overvejet og kritiseret sider af den moderne vestlige kulturs 'inderste processer', og målt sig med vertikaliteten.

Det typiske træk ved den rådende kulturradikalisme er dens angst for og insisteren på at fornægte betydningen af en 'hellig orden' i kulturen. Men eftersom ingen kultur kan overleve uden en sådan, er det sandsynligvis modernitetens kultur, der selv må ophøre med at eksistere.

Det er den kulturelle udfordring, som vi står overfor, her ved indgangen til det 21. århundrede, hvor de kulturradikale og multikulturelle forestillinger er trængte. Det genskaber en åben situation, hvor konkurrerende verdensbilleder vil kappes om at få overhånd med organiseringen af det vestlige menneskes personlighed.

Det er nøglen til den herskende dagsorden i Vesten - og i Danmark - i disse år. Det er en dagsorden med kulturkamp.