Ateismen bekæmper mennesket selv

Hvis ateisme bliver til en ideologi, der i kampen mod al religion vil skabe en bedre verden, har den forfejlet sit eget ærinde. Så er målet i sidste ende at undertrykke en del af menneskets natur, og så ophører den meningsfulde samtale.

Der findes visse kræfter her i livet, der har det med at forstærke hinanden. Jo større frygt, des stærkere lettelse, når faren er væk, jo mere solskin, des mere behov for regn, og jo mere mennesker bekender sig til noget guddommeligt, des mere må også verdens ateister understrege deres tro. Troen på det gudløse univers. Det er en gammel sandhed, at kun få taler så meget om Gud som dem, der benægter hans eksistens, og det er kun logisk, at ateismen rører på sig i en verden fyldt med religiøse kræfter, der raser på godt og ondt. Den 29. og 30. januar afholder Københavns Universitet en konference med titlen »Gudløs! Om moderne religionskritik«, og her vil tidens ateister diskutere, hvad i himlens navn man stiller op med en menneskehed, der ikke vil tage ved lære. Store historiske epoker med åndelig oplysning, naturvidenskabelige landvindinger og revolutionerende darwinistisk tænkning har nok sat sig markante spor, men de har ikke fået endegyldigt bugt med det religiøse, og man fornemmer en vis irritation i tidens ateistiske toneleje. Filosoffen Slavoj Zizek siger blandt andet: »I dag, hvor religion fremstår som den største kilde til morderisk vold verden over, er vi efterhånden ved at være trætte af de mange forsikringer, om at de kristne, muslimske eller hinduistiske fundamentalister blot udnytter og perverterer det ædle åndelige budskab, som ligger i deres tro. Hvad med at rehabilitere ateismen, som måske er vores eneste chance for fred?«

Ateisme har altid været et velkendt fænomen, og afvisningen af ethvert guddommeligt princip bunder i troen på, at mennesket helt bør frigøre sig fra transcendente forestillinger. Hvis civilisationen skal bevæge sig fremad, skal troen på det guddommelige som forudsætning overvindes, for ifølge ateismen står det religiøse verdensbillede i direkte kontrast til muligheden for fremskridt i form af viden, frihed og selvstændig tænkning. Derfor kæmper ateister ikke blot mod dele af den bestående kultur, men mod selve de strømme i mennesket, der driver dem til at forholde sig til noget guddommeligt. Noget tyder på, at kampen nu skal føres med fornyet aggressivitet, og det er blevet tid til at overveje, hvad trangen til ateisme egentlig grunder i. Hvis man spørger Søren Kierkegaard, skyldes benægtelsen af Guds realitet, at den enkelte mangler i alvor at tage hul på sin egen personlige erkendelsesproces. Han lever stadig kun på overfladen af eksistensen, fordi han enten er for lammet af angst, for forarget over det fornuftsstridige i tanken om Gud eller blot for åndeligt doven til at tage hul på det store projekt at blive sig selv. Sig selv i forhold til Gud, vel at mærke. Spørger man reformationens fader Martin Luther, vil han sige, at ateismen blot er udtryk for, at et menneske har søgt sin tilflugt i en afgud - at han har rettet sin tillid mod det forkerte. »Det, dit hjerte hænger ved, det, du stoler på, det er egentlig din Gud,« skriver Luther i Den Store Katekismus og siger dermed, at trangen til at tro og hengive sig er statisk og stensikkert til stede i enhver. Spørgsmålet er blot, om man retter sin tro mod den rette eller den falske gud, for drivkraften - behovet for noget at stole på- er den samme. Ikke blot de store teologer, men også historiens gang indtil videre har lært os, at religiøsiteten i mennesket ikke sådan lader sig udrydde, og når ateisterne alligevel erklærer kamp til stregen, fortæller det sin egen historie om deres menneskesyn.

Nutidens ateisme rummer nemlig skarpe ideologiske træk, og derfor er der grund til at være på vagt. Det er indlysende sandt, at religion i dag er årsag til megen ulykke, men det var til gengæld ikke religionen, der forårsagede de mange totalitære kræfter op gennem 1900-tallet. Det var tværtimod en ideologi som for eksempel kommunismen, der ville forme mennesket mod dets egen natur, og som ogsåønskede at eliminere det religiøse aspekt i tilværelsen. Ideologier rummer som bekendt risikoen for, at man med temmelig håndfaste midler vil frelse verden gennem ensretning, og når ateisterne ad gudløshedens vej vil skabe fred i verden, nærmer de sig en temmelig barsk tankegang. En aggressiv ateisme, der har til formål at udrydde religionen fra det menneskelige sind, kan i sidste ende komme til at minde om den ekspansionsivrige version af islam, der vil opnå et slags homogent verdensherredømme. Ateister refererer ikke til en navngiven gud, men - som Luther siger - den indre glød og overbevisning kan være nøjagtig den samme, som hvis de gjorde. Med egne ord er de moderne ateister »efterhånden ved at være trætte« af argumentet om, at det ikke er religionerne i sig selv, der fejler noget, men derimod de forblændede udøvere af den, der fører deres omverden i ulykke. Argumentet kan ganske rigtigt virke trættende i længden, men ikke desto mindre er det stadig for kristendommens vedkommende sandt, og hvis ateister vil indgå i seriøs samtale, bliver de nødt til at begribe, hvad kristendom er. I modsætning til den nye ateistiske bølge ønsker kristendommen nemlig ikke som udgangspunkt at frelse verden. Den ønsker først og fremmest at frelse den enkelte, hvilket udgør den suveræne røde tråd i hele Jesu virke i Det Nye Testamente. Ligesom ateisten har den kristne erkendt, at han tror på noget, men det betyder ikke, at han kan fremlægge en overordnet køreplan for livet. I stedet har troen form af en evigt gentaget personlig erkendelse, der er ny hver gang, og som man aldrig i formuleret form kan levere videre til en anden. Man kan kun forsøge at give den udtryk i sin omgang med ham. Kristendommen er derfor det stik modsatte af ideologi, og hvis ateisterne vil bekæmpe denne tro, er de reelt nødt til at bekæmpe hvert eneste troende menneske for sig.

Tidens store religiøse skænderier har øjensynligt inspireret ateisterne til at træde i karakter, og de risikerer at krydse en vigtig linie. De kan havne i en position, hvor de ikke alene nedvurderer andres tro (hvilket er helt legitimt), men hvor de også føler pligt til at udrydde de falske kræfter for helhedens skyld. Det er sandt, at der findes mennesker, der tror på det forkerte - nemlig alle dem, der tror på noget andet end jeg selv - men man må ikke forfalde til at opfatte dem som en samlet og håndgribelig fjende, som vi af og til er på vej til at gøre i forholdet til muslimer. Det er dér, menneskesynet kan gå galt, og hvis ateisterne stirrer sig blinde på en fast definition af det religiøse menneske, er de i fuld gang med at gøre deres tro på det gudløse til en overordnet ideologi, der skal frelse verden. Og på et eller andet tidspunkt i processen vil de indse, at de ikke alene har erklæret krig mod begrebet religion, men at de reelt har sat sig for at omstyrte selve menneskets natur, hvilket gør samtalen meningsløs. Så godt som nogen udgør de selv et eksempel på, at ethvert menneske uundgåeligt bekender sig til noget, der skal fortolke den daglige eksistens, og jo mere man føler sig trængt, des stærkere bekender man. Det kender vi fra religiøse mennesker op gennem hele historien, og tidens ateister bekræfter kun teorien. Gud eller afgud, det er ikke afgørende. Det afgørende er, at vi hver især bekender os til det, vi ikke kan leve foruden. Det vi håber på, nærer tillid til og udleder en mening med livet fra. Det er det, der får os til at sanse, frygte, frydes og glædes, og selv om den guddommelige bekendelse kan føre grimme kræfter med sig, kan vi lige så godt først som sidst erkende, at den aldrig nogensinde får en ende. Religionskritik er en helt uundværlig disciplin i et oplyst samfund, men hvis ateisternes bud på en moderne religionskritik går ud på at udrydde menneskets behov for overhovedet at erkende noget religiøst, fører det intet brugbart med sig. Så kæmper ateisterne mod selve mennesket, og den kamp kan ikke vindes. I hvert fald ikke med fredelige midler.