Asmaa Abdol-Hamid dømmer sig selv ude

Det hører til sjældenhederne, at en folketingskandidat i den grad kan tiltrække sig offentlighedens opmærksomhed, som det er tilfældet med Asmaa Abdol-Hamid. Hun opstiller som bekendt til det næste folketingsvalg for Enhedslisten, og selv om det langtfra er givet, at hun bliver valgt, gør hun unægtelig, hvad hun kan for at blive bemærket.

Her tænker vi ikke på hendes tørklæde, som tidligere i helt urimelig grad har givet anledning til debat. Hun kan optræde i Folketinget i snart sagt en hvilken som helt påklædning, hun måtte ønske. Vi lever i et frit land.

Værre er det, at hun har haft påfaldende vanskeligt ved at formulere sig ud af offentligt fremsatte synspunkter af politisk og religiøs karakter, når hun har forsvaret elementer i islamisk sharialovgivning, som direkte har været i modstrid med fundamentale sider af dansk retspraksis. Vi tænker på hendes tidligere forståelse for dødsstraf, hendes afstandtagen fra homoseksuelles rettigheder og hendes middelalderlige opfattelse af ligestilling mellem mænd og kvinder.

Og nu er hun igen på banen, med en bramfri udtalelse om, at hun finder det »helt fair«, at irakiske »oprørere« søger at dræbe danske soldater i Irak. Bortset fra, at det i sin substans er et modbydeligt udsagn, afslører det hendes bundløse uvidenhed. De danske soldater er der, fordi den legale irakiske regering, der kæmper mod terrorister, har anmodet om det. Men lad hende bare fremture: Jo mere Asmaa Abdol-Hamid siger, des klarere står det, at hun ingen fremtid bør have som folkevalgt politiker.