Langt de fleste på VK-regeringens ministerhold og i Dansk Folkeparti håber fortsat på, at Anders Fogh Rasmussen bliver herhjemme. Hos alle er vurderingen, at statsministeren - hvis han rejser til NATO-hovedkvarteret - forlader sin regering med en elendig timing.
Midt i en alvorlig økonomisk krise og med en kronprins, som får en svær start i Statsministeriet, er der ingen, der reelt kan se den store fornuft eller visdom i at skulle gennemføre et generations- og chefskifte i Statsministeriet. Risikoen for, at Venstre og regeringen ender med at blive straffet af vælgerne, er ganske enkelt for stor, lyder vurderingen. Og flere frygter, at Helle Thorning-Schmidt vil få sit livs chance for at bringe sig i position til at blive Danmarks næste statsminister, hvis Fogh smutter.
Derfor er håbet internt i regeringen stadig, at Anders Fogh Rasmussen ikke ender med at få den NATO-toppost, som alle er overbevist om, at han arbejder på at sikre sig. Ministrene krydser fingre for, at der vil opstå barrierer og forhindringer i det komplicerede internationale spil om posten, så Anders Fogh Rasmussen ender med ikke at få stillingen.
Når det er sagt, er det for første gang siden Anders Fogh Rasmussens historiske valgsejr i 2001 tydeligt, at ministrenes frustrationer mod regeringschefen vokser dag for dag. Det samme er tilfældet i DF-ledelsen, hvor Pia Kjærsgaard, Kristian Thulesen Dahl og Peter Skaarup mener, at Fogh er ekstremt egoistisk i forfølgelsen af sine ambitioner om at komme til NATO, og at han er i gang med at svigte sin vigtigste og største opgave - nemlig at stå i spidsen for sit land.
Holdningen til Fogh er knap så skarp inden for regeringens egne rækker, men ingen lægger skjul på, at den nuværende situation er dybt skadelig. Flere er samtidig ved at nå frem til den overbevisning, at hvis det ikke lykkes for Fogh at blive generalsekretær, ja så må han én gang for alle stille sig op og overbevise omverdenen, at han fremover har tænkt sig at give arbejdet som Danmarks statsminister førsteprioritet.
Rædselsscenariet er, at i samme sekund det måtte glippe for Fogh at få NATO-topposten, vil spekulationerne om de kommende topposter i EU bryde ud.
Med andre ord: Selv hvis Fogh ikke bliver NATO-generalsekretær, vil roen ikke sænke sig. Tværtimod vil alle begynde at fokusere på, hvor vidt han vil have blikket stift rettet mod en af de topposter i EU-systemet, som snart skal besættes. Også her har Fogh været nævnt internationalt som en stærk kandidat.
På ministerholdet er holdningen, at lykkes det ikke for Fogh at komme til NATO, må han nærmest sværge - i fuld offentlighed - at han bliver i Danmark, og han må gøre det klart, at han ikke på nogen måde agter at bringe sig i stilling i forhold til opgaverne i EU.
Den samstemmende vurdering hos både VK-ministrene og DF-toppen er, at det samlede regeringsprojekt ikke kan være tjent med, at usikkerheden og uroen om Fogh fremtidsplaner fortsætter længere. Det vil slide hans egen troværdighed ned, men det vil også underminere regeringens seriøsitet i vælgernes øjne, og for ministrene vil det være uacceptabelt med en ny runde med massiv usikkerhed om regeringens ledelse.
Det giftige spørgsmål er naturligvis, hvor vidt Anders Fogh Rasmussen overhovedet vil kunne fortsætte med autoriteten i behold, hvis det glipper med generalsekretærposten i NATO? Svaret er ja.
Trods frustrationerne og vreden mod ham står han stadig som en stærk og respekteret regeringschef, og det vurderes også, at han vil have en god chance for at gøre come back hos de vælgere, som her og nu er trætte af den manglende afklaring af hans fremtidsplaner. Men det står også klart, at ministerholdet og DF-toppen ikke er klar til at acceptere en genopførelse af den seneste tids internationale mummespil om topposten i NATO.
Tålmodigheden er brugt op.
UNORMALPRIS
Digital adgang + avisen lørdag: 59 kr. i 5 uger
