Thomas Larsen: Foghs tilståelsessag

Med sin tavshed om sin politiske fremtid har Anders Fogh Rasmussen leveret en ren tilståelsessag: Han er stærkt interesseret i at blive NATO’s næste generalsekretær, og han er sandsynligvis også uhyre tæt på at kunne lande den internationale post.

Så entydig er vurderingen internt på regeringsholdet, blandt ministrene fra Venstre og Det Konservative, og hos alliancepartnerne i Dansk Folkeparti, hvor alle er overbeviste om, at Anders Fogh Rasmussen nu er på vej væk fra Danmark.

Såvel i regeringen som i DF-ledelsen er der udpræget ærgrelse over, at forløbet har været så langvarigt og rodet. Vurderingen er, at den massive usikkerhed og uro har været skadelig for regeringen og har været en selvstændig årsag til, at især tilslutningen til Venstre siver i meningsmålingerne.

Der er en fælles opfattelse af, Fogh i givet fald kommer til at forlade landet med en elendig timing, fordi der aktuelt hersker en så stor usikkerhed om udviklingen og dynamikken i den globale økonomiske krise fremover. Netop i den situation ville det have været ønskeligt, at Fogh blev på kommandobroen, lyder det.

Løkke i ufordelagtig situation
Desuden er der på regeringsholdet en klar erkendelse af, at finansminister Lars Løkke Rasmussen her og nu står i en alt andet end fordelagtig udgangsposition til at overtage stolen i Statsministeriet. De mange måneder med gisninger og spekulationer om Anders Fogh Rasmussens fremtid har gjort, at der konstant har været rettet et hårdt projektørlys mod Venstres kronprins, som igen og igen har måttet læse målinger om, at de fleste vælgere foretrækker en anden statsminister. Flere målinger har også vist, at danskerne ønsker udskrivelsen af et folketingsvalg, hvis Fogh forlader landet og giver magten videre til næste generation.

I VKO-lejren fremhæves det dog som et lyspunkt, at Lars Løkke Rasmussen netop ikke vil stå overfor at skulle udskrive et snarligt folketingsvalg, hvis han i løbet af få dage ender med at blive udnævnt som regeringschef.

Tværtimod vil generationsskiftet ske så tidligt i valgperioden, at Lars Løkke Rasmussen og Lene Espersen i princippet kan køre frem til efteråret 2011, før den nuværende regeringsperiode udløber. Det vil – lyder håbet – give god tid til, at Lars Løkke Rasmussen kan ændre sit image og manifestere sig som en stærk statsminister.

Flere centrale kilder på regeringsholdet forventer, at det kun er et spørgsmål om få dage, før Anders Fogh Rasmussen endegyldigt bliver annonceret som manden, der skal være NATO’s næste generalsekretær.

Men samtidig erkendes det, at usikkerheden er enorm.

Ingen ved reelt noget, og derfor er spændingen stor internt i regeringen. Som flere formulerer det, kan der blive spændt ben for Anders Fogh Rasmussen i slutspurten, og i den situation skal regeringschefen så genoptage arbejdet herhjemme i en situation, hvor alle – både hans nærmeste partifæller, ministerkolleger og et flertal af vælgerne – har været overbevist om, at han hellere ville have været NATO-generalsekretær end at fortsætte arbejdet som statsminister. Det vil langt fra være en optimal udgangsposition.

Ydermere frygtes det, at den langvarige uro om Foghs fremtid vil fortsætte - selv hvis han ender med at blive som regeringschef i Danmark, for så vil opmærksomheden hurtigt blive rettet mod den stribe af internationale topposter, som skal besættes inden for EU-systemet. Også her er der god grund til at formode, at Anders Fogh Rasmussen med sin store erfaring, sit ry som en stærk politisk leder og sit efterhånden stærke internationale netværk igen og igen vil blive nævnt som en oplagt kandidat til en af de tunge og attraktive poster. Et sådant kommende forløb med fornyet usikkerhed og uro er der ikke mange på VK-holdet, som ser frem til.

Bekymring
Ender Fogh rent faktisk med at blive NATO-generalsekretær i løbet af kort tid, vil alle ministre selvfølgelig lykønske ham med at have fået en så stor international post. Men bag smilene vil lure en bekymring for fremtiden for VK-regeringen. Hos de tilbageværende vil der være en nervøsitet for, at hans afgang sker med den værst tænkelige timing. Som det udtrykkes: Posten i NATO er det rigtige job – på det forkerte tidspunkt.