SYDAFRIKA: Fredag aften oplyste den sydafrikanske valgkommission, at det siddende regeringsparti Den Afrikanske Nationalkongres (ANC), med præsident Jacob Zuma i spidsen, vandt parlamentsvalget med 62,16 procent af stemmerne.
Dermed formåede den ellers hårdt kritiserede Jacob Zuma at beholde magten i Sydafrika, og han går nu ind i sin anden femårs-periode som landets præsident.
Det skriver CNN.
Selvom ANC hele valgkampen i gennem har været klar favorit til at vinde valget i Sydafrika, så er presset blevet øget på Nelson Mandelas forhenværende parti.
Ved valget i 2009 fik ANC 65,9 procent af stemmerne, og ved det netop overståede valg fik ANCs største modstander, partiet Demokratisk Alliance, 22,22 procent af stemmerne mod 16,7 procent ved valget i 2009.
ANC er under valgkampen blevet voldsomt kritiseret for at forsøge at leve højt på tidligere tiders storhed og opgøret med det racistiske styre, dengang Nelson Mandela var leder.
Derudover er Jacob Zuma anklaget for at have brugt godt 20 millioner dollar af skattekassen på at renovere sit private hjem. Zuma har forklaret, at pengene er blevet brugt til at opgradere sikkerheden.
Sydafrika er derudover plaget af en arbejdsløshed på 24 procent, og der er stor forskel mellem rig og fattig i landet.
CNN skriver, at valgdeltagelsen lå på 73 procent ud af de 25 millioner registrerede vælgere.