Børnene tænker ikke så meget over det. De piler af sted fra den ene mark til den anden indhegning til det tredje store bur.

For dem er Odsherreds Zoo Rescue en sjov zoologisk have, der pludselig dukkede op af det nordvestsjællandske landskab med et væld af små aber, der svinger sig fra gren til gren og skriger på en sjov måde, kameler, som ser vildt overlegne ud, og en zebra, der ganske upåvirket kigger dig i øjnene, mens den i hård stråle letter sig for 6-8 liter urin.

Børnene synes også, det er skønt, at man kommer helt tæt på dyrene her. At der ikke er tykt glas mellem dem og dyrene og kun hegn og trådnet, når det er absolut påkrævet. Her kan de rigtig se, høre og lugte dyrene. Og når de får at vide, at mange af dyrene ikke er helt som i andre zoologiske haver, spidser de blot ører og synes, det er spændende.

For Odsherreds Zoo Rescue er ikke bare en zoologisk have. Det er Danmarks første og foreløbigt eneste rescue center. Et fristed, hvor man hjælper mishandlede dyr til et bedre og værdigt liv.

Verden – også vores del af den – er fuld af misrøgtede dyr, forladte eksotiske kæledyr, og overskudsdyr fra andre zoologiske haver, der avler flere dyreunger, end de selv kan overkomme, fordi dyreunger er publikumsmagneter.

Forsøgsdyrene bliver reddet

Odsherreds Zoo Rescue modtager dyr fra blandt andre Falck, Dyrenes Beskyttelse og private. For den største dels vedkommende er der dog tale om dyr fra medicinske forsøg eller forsøg til industrien.

Men om aberne har fået sprøjtet shampoo i øjnene for at se, om det svider på mennesker, eller om man har testet ny medicin på dem for at undersøge bivirkningerne, må man selv gætte sig til.

Daglig leder og stifter af Odsherreds Zoo Rescue, Joan Thygesen, fortæller nemlig kun de positive historier – fordi der ikke kommer noget godt ud af skrækhistorierne, og fordi hun har skrevet under på at bidrage til den positive ånd i sit samarbejde med udenlandske rescue centre, eksempelvis AAP i Holland.

Det er fra AAP, hun har fået 18 makakker. De små aber var en del af en større gruppe af svært misrøgtede forsøgsdyr, som blev befriet for deres lidelser af den hollandske hjælpeorganisation.

De blev indledningsvist sendt ni måneder til Spanien, hvor de fik fuldstændig fred og ro. De 18 aber, der senere kom til Odsherred, er alle omkring syv år nu og har indordnet sig i gruppen, fundet deres plads i hierarkiet og taget deres nye omgivelser til sig. De har været i Danmark i lidt over et år.

»Vi var selv nede og hente dem i Alicante og brugte meget af den første tid på at træne dem, så de selv kan gå ud og ind af buret, når de hører os klappe. Vi besluttede nemlig, at de aldrig skulle fanges med net mere, der må ikke blive gjort mere med vold mod dem. Så træningen var supervigtig,« forklarer Joan Thygesen.

Hun lukker op ind til en ny bygning med slidt gitter for. En grøn marekat får et »Hej skat!« – men på afstand og med et gitter imellem.

»Den her skal du passe på! Den er aggressiv fra naturens side. Går du ind til den, bider den dig. I naturen går fem af de her aber sammen om én løve. Det fine bur har en lokal smed hjulpet os med at lave. Uden ham kunne det ikke lade sig gøre. Men vi mangler lige 250.000 kroner til at lave det færdigt, så vi skal ud med raslebøssen igen,« griner Joan Thygesen.

Den økonomiske redning

Odsherreds Zoo Rescue gik i 2014 konkurs, men blev reddet, da man stiftede en fond støttet af fondsmidler, private investorer og venner blandt andet fra Facebook.

Der er dog altid brug for penge til at drive den idealistiske zoologiske have, som muligvis har status som mini-zoo, men ikke desto mindre har ansvaret for over 600 dyr, heriblandt landets største samling af små og mellemstore aber fra Sydamerika.

Om fondsansøgningerne fortæller Joan Thygesen:

»Når man får fat i nakken på folk og fortæller dem om vores arbejde, siger mange: »Hvorfor har I ikke sagt det noget før?« Men vi oplever desværre også, at mange fonde siger nej og i stedet støtter de store zoologiske haver i København, Aalborg og Odense, fordi de gerne vil se prestigeprojekter. Og det er vi jo ikke så interesserede i.«