Der er ingen tvivl om, at Zlatan Ibrahimovic med 40 mål i 42 kampe er en spiller på toppen af sin karriere, og den 32-årige bomber har virkelig fundet sig til rette i Paris Saint-Germain, hvor han forventer at slutte sin karriere på topniveau.

- Det her er min sidste kontrakt i Europa, så hvis jeg skal vinde Champions League, så skal det være med Paris. Den dag jeg forlader Paris, er den dag, hvor jeg enten stopper med fodbold eller går et niveau ned. Jeg har kontrakt frem til 2016 og efter det kan det være, at min hjerne er blevet for gammel. Måske er jeg træt. Jeg ved det ikke, men det vil være umuligt at få mig til England, siger Ibrahimovic ifølge The Guardian.

Dermed slår svenskeren fast, at han aldrig kommer til at spille i verdens mest populære liga, men det er ikke et fravalg han fortryder.

- Jeg har stor respekt for Premier League. Det er en stærk liga med gode individuelle spillere. men jeg har skabt historie i andre lande. Der er ikke noget jeg fortryder, siger svenskeren, som heller ikke tror, at PSG ville lade ham gå i utide.

- Hvis du spørg folkene bag dette projekt, så tror jeg ikke de ville lade mig gå. Men jeg ville ikke tænke tilbage og fortryde, at jeg ikke fik spillet i England, uddyber han.

Zlatan Ibrahimovic har indtil videre spillet i henholdsvis Sverige, Holland, Italien, Spanien og Frankrig, og det har udelukkende været for nogle af de største europæiske klubber.