Det Danske Filminstitut, DFI, langer hårdt ud efter Zentropa på baggrund af en ny revisionsrapport, hvori filmselskabet kritiseres for sin mangelfulde håndtering af offentlige filmkroner. Efter rapportens konklusion vurderer Det Danske Filminstitut sammen med Kammeradvokaten, at Zentropa nu skal under skærpet tilsyn.
Før årsskiftet til 2013 fik DFI en henvendelse om, at Zentropa havde rod i sin økonomistyring og iværksatte derfor en stikprøveundersøgelse af regnskaberne for filmene »Hævnen«, »Den du frygter«, »Mor byttes« og »I:DA«, for at af- eller bekræfte påstande om uregelmæssigheder og overfakturering.
I går udsendte DFI sin endelige afgørelse på baggrund af revisionsselskabet Deloittes undersøgelser af filmselskabet, hvor Zentropa nu kommer under tilsyn, fordi kontrollen af den offentlige filmstøtte ifølge rapporten, på en række punkter har været så mangelfuld, at det hverken kan af- eller bekræftes, om der har fundet misbrug af de offentlige kroner sted.
Hos Det Danske Filminstitut kan administrerende direktør Henrik Bo Nielsen ikke huske noget lignende tilfælde, hvor regnskabsførelse, kontrol og dokumentation hos et filmselskab har været så mangelfuld.
»Den økonomistyring betyder, at støttevilkårene ikke er overholdt. Og hvis man ikke overholder vilkårene eller har orden i sin administration, så kan man ikke få udbetalt støtte på normale vilkår,« siger Henrik Bo Nielsen. »Når Zentropa i årenes løb har modtaget op mod 500 millioner af skatteborgernes penge, så er det mindste, man kan forlange selvfølgelig, at der er orden i administration og regnskaber. Men i de fire regnskaber, som Deloitte har undersøgt, har det ikke været i orden,« siger han.
Revisor undersøges
Ifølge Henrik Bo Nielsen skal det skærpede tilsyn af Zentropa sikre en forsvarlig kontrol med støttemidlerne. Han oplyser desuden, at DFI agter at indbringe Zentropas revisor for Revisionsnævnet for at få vurderet, om revisoren har tilsidesat sine forpligtelser.
Anders Kjærhauge, administrationschef hos Zentropa, har endnu ikke haft tid til at læse afgørelsen igennem, da han bliver kontaktet af Berlingske, men afholder sig ikke fra at kritisere den metode, som revisionsselskabet Deloitte benyttede, da de gennemgik filmselskabets regnskaber. »Vi har absolut ikke været tilfredse med den måde, som undersøgelsen er gennemført på af Deloitte. Det er et problem, når man sætter revisorer, som ikke har nogen erfaring inden for filmbranchen, til at gennemgå et relativt kompliceret regelsæt, overenskomst og alt muligt andet, som regulerer, hvordan man styrer en produktion,« siger han og kalder metoden for en »systemrevision«.
I Kulturministeriet glæder man sig over afgørelsen. »Jeg er tilfreds med, at Det Danske Filminstitut nu sætter Zentropa under skærpet tilsyn, der sikrer en forsvarlig kontrol med den fremtidige filmstøtte til selskabet. Jeg finder det også tilfredsstillende, at Det Danske Filminstitut har besluttet at indbringe Zentropas revisor for Revisionsnævnet for at få vurderet, om revisor har tilsidesat sine forpligtigelser,« skriver kulturminister Marianne Jelved i en e-mail til Berlingske.
Afgørelsen fra Det Danske Filminstitut er sendt i høring hos Zentropa, som har har høringsfrist frem til den 2. juni. Herefter vil DFI på baggrund af Zentropas høringssvar træffe sin endelige afgørelse i sagen.