Lige siden YouTube indtog nettet i 2005 har tjenesten oplevet en eventyrlig vækst. I dag er hjemmesiden den tredjemest besøgte i verden med omkring 800 millioner unikke brugere, der kigger forbi hver måned.
Læs også: Derfor orker vi »Harlem Shake« og de andre netfænomener
Med pengestærke Google i ryggen er det blevet endnu sværere at vippe YouTube af tronen. Enkelte konkurrenter har siden dog alligevel fået, og nu kan en af tjenestens grundlæggere måske stjæle nogle markedsandele fra giganten.
Fokus på samarbejde
Chad Hurley, der grundlagde YouTube sammen med Steve Chen og Jawed Karim, har nemlig røbet, at han planlægger en ny videotjeneste. Afsløringen kom under den igangværende SXSW Interactive-festival i Houston i delstaten Texas.
Desværre var Hurley meget tilbageholdende med detaljer. Efter alt at dømme drejer det sig om en tjeneste, der ligesom YouTube fokuserer på streaming og videodeling. Produktet vil dog skille sig ud på mindst et punkt: Tjenesten bliver nemlig ifølge Hurley mere fleksibel end YouTube, når det kommer til at lade brugerne skabe sidens indhold i samarbejde med andre.
Læs også: YouTube til kamp mod Spotify
Hurley understregede, at han ikke er ude efter knække YouTube, som altid vil have en plads på markedet. Planen er derimod at kunne tilbyde en alternativ platform, der er mere velegnet til brugersamarbejde, end den han selv var med til at grundlægge.
Hvad dette betyder i praksis er uvist, og man må spørge sig selv, om Hurley er i stand til at gentage fordums kæmpesucces. Heldigvis er der sandsynligvis ikke lang tid til, det bliver muligt at opleve produktet og dermed selv bedømme. Ifølge grundlæggeren sker lanceringen af den nye videotjeneste nemlig om kun en måned.
Hurley har i øvrigt arbejdet på flere forskellige projekter siden han forlod YouTube i 2010. Et af dem hedder Zeen, som er en billedbaseret delingstjeneste, han driver sammen med Chen.
Læs også: Gamle gedevitser på nye medier
Oversat af Janus Bødker.