Yen er svækket godt 1 pct. i ugens løb og 3 pct. de seneste tre uger, hvilket er den længste periode med svækkelse siden maj.
Det er den stigende tro på, at den amerikanske centralbank vil hæve renten snart, som er medvirkende årsag hertil. Markedet ser nu sandsynligheden for en rentestigning i USA til december som værende 66 pct. mod 59 pct. ved udgangen af sidste måned ifølge Bloomberg News.
Medvirkende er også udtalelser fra Bank of Japan-chefen Haruhiko Kuroda i sidste uge, der understregede, at centralbanken ikke har nogen som helst planer om at standse opkøbene af obligationer.
Fredagens svækkelse skyldes, at dagens kinesiske nøgletal i modsætning til torsdagens mindskede behovet for den sikkerhed, som placering i yen traditionelt giver. Forbrugerpriser og producentpriser natten til fredag var bedre end ventet modsat torsdagens tal for eksporten fra Riget i Midten.
I løbet af de seneste uger har den øgede sandsynlighed for en stigning af den ledende amerikanske rente øget efterspørgslen efter dollar.
Fredag aften dansk tid, holder chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, tale. Det kan give yderligere fingerpeg om, hvornår rentestigningen i USA kommer. Handlere og markedsdeltagere i øvrigt vil i hvert fald lede efter signaler i hendes tale, når hun taler på et møde i centralbankens Boston-afdeling.
Det andet hovedkryds viser også dollarstyrkelse. Der skal fredag 1,1000 dollar til at købe en euro mod 1,1032 torsdag ved dansk lukketid og 1,1058 sent torsdag.