Folkedybets vrede var voldsom mod Danmarks Cykle Unions (DCU) direktør, Jesper Worre, da han i sommeren 2007 spillede en central rolle i sagen omkring Michael Rasmussens skandaleombruste Tour de France.
Torsdag indrømmede Michael Rasmussen som bekendt, at han var dopet i Touren 2007, og han indrømmede også, at den periode op til Touren, hvor han indkasserede de famøse advarsler fra antidopingmyndighederne, blev brugt til at dope sig, og at han gik rundt som én stor positiv dopingprøve i de uger, hvor han undgik dopingkontrol.
Jesper Worre er her seks år efter balladen glad for, at alle nu kender den sande historie om, hvad der foregik dengang, og baggrunden for, hvorfor DCU gjorde, som man gjorde. Og han er stadig glad for, at Michael Rasmussen ikke vandt Touren i 2007.
»Der var ikke gået mere end et par måneder, efter vi havde hørt Bjarne Riis fortælle, hvor dopet han var, da han vandt Tour de France i 1996. Dansk cykelsport havde ikke kunnet bære en beskidt dansk Tour-vinder mere. Og at det overhovedet blev så dramatisk, som det gjorde, skyldes i mine øjne alene, at Rabobank begik den kæmpe fejl overhovedet at tage Michael Rasmussen med. Vi havde advaret på forhånd og fortalt om hans advarsler, om at han undgik dopingkontrol, og at vi ikke ville køre med ham på landsholdet længere. Det var helt vanvittigt, at han overhovedet kom til start i det løb,« siger Jesper Worre.
Formanden burde have udtalt sig
Hvordan ser du tilbage på din personlige involvering i det hele?
»Jeg er lige ved at sige, at min eneste fejl var, at det ikke blev Tom Lund, der stod frem. For det var jo en formandsting, men på et telefonmøde fik jeg at vide, at den tog jeg, og det gjorde jeg så. Men jeg sagde også, at jeg ikke kom til at stå og lyve om Michael Rasmussen. Enten slukkede jeg min telefon, eller også så fortalte jeg sandheden.«
Ville du ønske, du havde gemt dig?
»Nej, vi gjorde det eneste rigtige.«
Hvilke personlige konsekvenser havde det for dig at blive budbringeren?
»Det var helt vanvittigt, hvad der foregik. Det tror jeg også, Lars Werge (daværende Ekstra Bladet-journalist) og Niels Christian Jung (DR-journalist) kan tale med om. Det er ikke småting, der er blevet skrevet på internettet. Mine børn blev ringet op på deres mobiltelefoner, fordi de var registreret i mit navn, og Ekstra Bladet lavede en nederdrægtig bagside, hvor Michael Jeppesen brød loven og trængte ind på min ejendom. Vi havde været på ferie i Jylland, og på vej hjem sad mine unger i bilen og fik stavet sig igennem læserbrevene i Ekstra Bladet. Det var ikke topfedt.«
En del af vreden mod dig handlede også om din egen fortid med en dom som dopet cykelrytter. Hvad var din berettigelse til at opføre dig moralsk med den baggrund?
»Den sag er nem at hive frem, og det er rigtigt, at den findes. Der er også svaret rigtig mange gange på det, og jeg må bare sige, at folk som tidligere Team Danmark-direktør Preben Kragelund, tidligere DIF-formand Kai Holm og tidligere DCU-formand Peder Pedersen har forholdt sig til, at det var en del af min fortid, da jeg fik dette job. Jeg er blevet ansat, uden at noget er holdt hemmeligt, og så synes jeg i øvrigt nok, at jeg efter 14 år i dette job også fortjener at blive vurderet på den retning, der er i mit arbejde og på mine handlinger. Jeg tror ikke, at nogen kan være i tvivl om, hvor jeg står i forhold til doping.«
Worres egen positive dopingsag handler om stoffet Amineptine, der i den periode røg af og på den forbudte liste. Det virkede på niveau med koffein.
»Det er så irriterende at læse om mig selv som dopingselvlysende, når jeg har en lillebitte dopingsag med et gråzoneprodukt, som var inde og ude af listen. Og ja, jeg tog det produkt, som i øvrigt aldrig siden er blevet nævnt som et problem, og jeg indrømmede med det samme, at det var en fejl,« siger Worre, der ikke haft kontakt med Michael Rasmussen siden 2007.