Selv om Woody Allen ikke har nogen kraftfuld stemme, kan man genkende den ude fra hotellets gang, længe inden filminstruktøren træder ind i interviewværelset og høfligt hilser på de tilstedeværende journalister. Som Robert B. Weides dokumentarfilm om instruktøren påviste for nogle år siden, er der mange ligheder mellem privatpersonen Allen og den frustrerede, selvudslettende og hypokondriske karakter, han har gestaltet i sine egne film, og den ængsteligt kværnende stemme er en vigtig del af personen.

Men der er også forskelle på den fiktive og den virkelige Allen. Den virkelige Allen er en systematisk og præcis kunstner, der gennem sit livs 45 film har finpudset en detaljeret skabelon for sin arbejdsproces, som gør ham i stand til at skrive og instruere en spillefilm om året – et uhørt højt arbejdstempo.

Den virkelige Allen er heller ikke socialt utilpasset, men har en fintunet humoristisk sans, som man fornemmer har charmeret mange forsamlinger. Jeg har interviewet Woody Allen fire gange, og hver gang er jeg gået fra seancen med et stort grin på læben.

»Humoristisk sans« er nærmest for fattig en beskrivelse af det barokke blik på livet, som Woody Allen afslører i replik efter replik. Det er en aldrig hvilende, men uforceret måde at være i sin verden, som Woody Allen demonstrerer, men hans komiske geni består i at gøre dén verden til vores fælleseje.

Det gælder også dette interview, hvor den 79-årige filminstruktør skal tale om sin nyeste film, »Irrational Man«. Emma Stone spiller den unge filosofistuderende, Jill, der forelsker sig i sin eksistentielt plagede lærer, Abe, der spilles af Joaquin Phoenix. Han er ikke den typiske Woody Allen-skuespiller. Dertil er han for mørk og indadvendt, men Woody Allen omtaler ham med varme og respekt, og måske med en lille smule jalousi, som måske er baggrunden for et par vennesæle hib til skuespilleren.

»Joaquin er meget kompliceret. Man sidder og spiser middag med ham, og be’r ham række dig saltet. Det hensætter ham straks i lange lidelsesfulde spekulationer: »Ligger der noget bag?«, synes han at tænke,« siger Woody Allen, uden at der et gran af malice i beskrivelsen. Og derfor griner journalisterne også. Vi er straks fanget af instruktørens ferme evne at turnere en anekdote, der trods hans fremskredne alder leveres aldeles knirkefrit.

Hitchcock og opskriften på en film

Som flere af Woody Allens nyere film bringer »Irrational Man« mindelser om Hitchcocks kunstfærdigt konstruerede plot, hvor personer forsøger at begå »perfekte« mord, men Woody Allen hævder, at historien er direkte inspireret af en samtale, han overhørte på en restaurant. Her hørte han en kvinde fortælle om, hvordan ejeren af et håndværkerfirma ødelagde hendes liv med diverse sagsanlæg. Det fik filminstruktøren til at overveje, om det var muligt, at han kunne myrde denne virksomhedsejer, og slippe uopdaget fra forbrydelsen.

I filmen er det Joaquin Phoenix, der begår sådan et mord, og den ekstreme handling frigør endegyldigt filosofiprofessoren fra hans nedtrykte (og impotente) sindstilstand.

Berlingske spørger Woody Allen, om han ofte overvejer at myrde andre mennesker, og svaret falder prompte:

»Konstant! Jeg kunne sagtens myrde. Hvis jeg havde haft mulighed for at slå alle, der irriterede mig, ihjel, ville vores planet være et tomt og øde sted,« siger Woody Allen.

Mord er ikke nært så brændbart et emne som seksualitet, når man interviewer Woody Allen, men ingen af de tilstedeværende journalister italesætter de misbrugsanklager, som Allens adoptivdatter, Dylan Farrow, sidste år rettede mod ham i et åbent brev i The New York Times. Anklagerne er der dog også brugt meget spalteplads på, uden at Allen har andet end afvist dem totalt, og uden at de har haft nogen juridiske følger for ham. Til gengæld vil Allen gerne tale om det forhold, at hans film ofte har den indbyggede »skævhed«, at den mandlige førsteelsker er dobbelt så gammel som hans kvindelige udkårne. Noget der især er en torn i øjet på Hollywoods ligestillingsaktivister. Aldersforskellen indrømmer han gerne, men han afviser, at det hører til hans faste opskrift, når han laver film.

»Hvis man lagde alle mine film sammen, ville man kunne se, at der er jazz i ret mange af dem. At ret mange af dem foregår i New York. Og ja, man ville sikkert også kunne påvise, at mine mandlige skuespillere hyppigt er ældre end mine kvindelige. Men når det gælder den enkelte film, tænker jeg slet ikke over det. Så handler det bare om at finde den rigtige person til rollen,« siger Woody Allen.

Han påpeger, at aldersforskellen ikke kun optræder i fiktionen. Kvindelige universitetsstuderende forelsker sig meget ofte i deres ældre, mandlige lærere. Lærerne har autoritet, de er belæste og har viden, der gør dem interessante. Lærerne behøver ikke at se godt ud, for det er ikke det, der gør dem attraktive, siger Woody Allen.

»Derfor passer Joaquin så godt til rollen. Han ser jo herrens ud,« joker Woody Allen.

Berlingske spørger om det ville være totalt umuligt for ham at lave en film om en ung mand og hans forhold til en ældre, kvindelig lærer.

»Ikke umuligt, men svært. For ser man ud i virkeligheden, er det omvendte meget sjældent tilfældet. Når jeg har læst om den slags i aviserne, handler det typisk om helt unge drenge i folkeskolen. Jeg har aldrig selv oplevet noget lignende, men da jeg var ung, mistede jeg hyppigt en kæreste, når hun forelskede sig i sin universitetslærer,« siger Woody Allen.

Woody Allen var ikke selv intellektuel i sin unge år, men foretrak baseball og anden sport. Gradvist fandt han dog ud af, at han måtte mobilisere andre ressourcer, hvis han skulle gøre sig forhåbninger om at imponere de beatnikpiger han begærede i New Yorks Greenwich Village, hvor han trådte ind i voksenalderen.

»De havde hele uniformen. Højhalset sort sweater, flade sko og en bog af Sartre i hånden. Jeg fik som regel en enkelt date, og så var det slut. Jeg var ikke litterær nok. Var for kedelig. Men så begyndte jeg at læse filosofferne, og det hjalp. Jeg læste folk som Spinoza og Camus for at overleve på datingmarkedet, men endte med at læse dem for min fornøjelses skyld. Jeg læser dem stadig, og jeg håber stadig at finde svar på det hele i dem. Men det gør jeg jo ikke,« siger Woody Allen.

Den kroniske usikkerhed

Trods sine fire Oscars – som han aldrig er mødt op for at modtage – er mange bekendt med Woody Allens uvilje mod at betegne sig selv som en stor filmkunstner på linje med forbillederne Ingmar Bergman og Federico Fellini. Og hans kroniske usikkerhed ved egne evner under filmoptagelser har ikke lagt sig, selv om han muligvis er USAs mest produktive filminstruktør.

»Selvfølgelig er man usikker. At lave film er ikke en nøjagtig videnskab. Man ved aldrig, hvad man skal gøre. Jeg talte med Ingmar Bergman om dette, og vi var helt enige: Man ved aldrig rigtig, hvad man laver. Hver film har sine særlige problemer, så man famler sig frem,« siger Woody Allen, der tilsyneladende holder fast i sin egen tradition med at fremhæve den afdøde svenske mesterinstruktør ved enhver given lejlighed.

Under optagelserne til »Irrational Man« med Joaquin Phoenix opstod et af disse uventede problemer. Skuespilleren er kendt for at stille høje krav til sine egne præstationer, og det indebar, at han efter hver eneste optagelse for hen til instruktøren for at blive bekræftet i, at hans skuespil i scenen var godt nok. Og hver gang, Woody Allen bekræftede ham i det, så Phoenix slukøret ud. For det var aldrig godt nok efter hans egen mening.

»Fordi jeg selv er så usikker, endte jeg jo med at blive endnu mere usikker. Og det er skidt for en instruktør, for hvis det bliver for tydeligt, at man er på usikker grund, smitter det af på skuespillerne. På en eller anden måde er man nødt til at fingere, at man har styr på det hele,« siger Woody Allen, der dog understreger, at han ikke har andet end den største respekt for Phoenix som skuespiller.

En anden af de kvindelige skuespillere i »Irrational man«, Parker Posey, som Berlingske snakker med efter mødet med Woody Allen, tegner dog et anderledes billede af instruktøren på settet.

»Man er i hænderne på en instruktør med et fagligt overskud, der er opbygget over årtier. Og selv om han giver dig frie rammer for, hvordan du skal lave en scene, er jeg temmelig sikker på, at han altid får det, han leder efter,« siger Parker Posey.

En dejlig måde at tjene penge på

Woody Allen har ofte hævdet, at han aldrig har genset sine film, når først de har haft premiere – end ikke de nu klassiske og universelt elskede film som eksempelvis »Manhattan«. Han ville blot ærgre sig over alle de fejl, de rummer. Dette til trods kunne han ikke tænkte sig at lave noget andet, og noget tyder på, at Woody Allen i sit sjette årti som filmkunstner har taget ved lære af stoiske filosoffer, der satte en ære i at møde såvel det sure som det søde med sindsro.

»Alle er nødt til at lave et eller andet for at kunne leve. Og af alle ting, man kan lave, er film en god måde at leve på. Man er sammen med smukke kvinder som Emma Stone. Man er sammen med vittige, charmerende mænd som Joaquin Phoenix. Det er en dejlig måde at tjene penge på. Så det vil jeg gerne blive ved med,« slutter Woody Allen.

»Irrational Man« har premiere i dag.