Det skal det gøre, fordi de gennemsnitlige salgspriser for selskabet ventes at blive noget højere i andet halvår, når der er et nyt topprodukt, der sælges til en noget højere pris, på hylderne.

William Demant Holding har da også hele tiden fastholdt, at langt størstedelen af den ventede driftsindtjening (EBIT) for hele året på 2,0-2,3 mia. kr. vil falde i andet halvår.

»Oticon Opn, som er baseret på den nye Velox-platform, blev med stor succes lanceret på alle nøglemarkeder i slutningen af første halvår, men vil hovedsageligt bidrage til væksten i anden halvdel af året. Som følge af den sene lancering af Opn i juni oplevede vi en afmatning i salget i højprissegmentet i månederne op til lanceringen især i USA. Dette resulterede i ugunstige produkter og landemix i første halvår, som påvirkede den gennemsnitlige salgspris, men som forventes at blive bedre i andet halvår,« skriver William Demant Holding i sit regnskab for første halvår.