Det var på et hængende hår, at de danske håndboldkvinder søndag aften spillede sig videre til kvartfinalen ved VM i håndbold, og nu opfordrer den tidligere landstræner Ulrik Wilbek til at slå koldt vand i blodet.
Det var kun et splitsekund fra, at Montenegro havde tvunget de danske håndboldkvinder ud i forlænget spilletid i en kamp, hvor det danske spil var kendetegnet ved at hav af tekniske fejl. Håndboldkvinderne har ligeledes haft problemer allerede i gruppespillet, hvor holdet både tabte 22-23 til Serbien og 18-23 til Brasilien, hvor især angrebsspillet manglede kvalitet.
Men efter den knebne sejr over Montenegro virker det ifølge Ulrik Wilbek som om, at hele Håndbold-Danmark er begyndt at drømme om ædelt metal. Det får ham til at opfordre til, at man bevarer fødderne på jorden.
I sin klumme på Dansk Håndbold Forbunds hjemmeside skriver han:
- Desværre ser det dog ud som om, at den kollektive korttidshukommelse endnu engang kan være ved at svigte i 'Håndbold-Danmark'. Til det har jeg blot at sige 'Pas nu på - og drop nu den lalleglade attitude', skriver Wilbek og fortsætter:
- For næppe var armene kommet ned i normal højde efter den fantastiske sejr over Montenegros europamestre søndag aften, før man kunne høre de første udmeldinger om, hvordan det mon ville gå pigerne i semifinalen, og om der nu ikke måske oven i købet lurede en potentiel guldmedalje ude i horisonten.
Det er Tyskland, der venter i kvartfinalen, og selvom de danske håndboldkvinder har haft et godt tag på tyskerne, bliver det ifølge Wilbek langt fra en walkover, og han beskriver tyskerne som:
- Et hold, der har gjort rent bord med seks sejre ud af lige så mange mulige ved dette VM. Et hold, der på ingen måde var presset, da det søndag spillede 1/8-finale mod Angola. Et hold, hvis træner (danske Heine Jensen, red.) måske er den af alle potentielle modstandere, der har det bedste kendskab til vores spillere. Et hold, der råder over VM’s klart bedste skytter, hvilket deres status som det i særklasse mest scorende mandskab hidtil klart understreger. Et hold, der råder over VM’s suveræne topscorer, Susann Müller, som med sine 50 mål hidtil har scoret præcist dobbelt så mange gange som den mest scorende dansker, Kristina Kristiansen, skriver Wilbek.
Skulle man tvivle på Wilbeks advarsler, skal man ifølge ham selv skal man blot kigge 11 måneder tilbage, da herrelandsholdet havde banket Kroatien i VM-semifinalen. I finalen ventede Spanien. En kamp, som mange anså som relativ nem, men som endte med et dansk nederlag på 19-35.